Den gordiske teoriknude

Først vil jeg undskylde, at jeg ikke har formået at holde mit løfte om en blog-post hveranden dag. Jeg har vist i virkeligheden skrevet noget hveranden speciale-arbejdsdag, og det siger jo så en del om, hvor lidt jeg har befundet mig på 9F den sidste måneds tid. Men det har jeg vist vadet nok rundt i - der er mange andre ting, jeg kan bruge min energi på.

Fx. kan jeg passende bruge noget energi på at få skrevet mit teoretiske afsnit. Det gik jeg i gang med i går, og det er ingen tilfældighed, at jeg i dag begynder dagen med at skrive på bloggen. For det er svært at få teorien ned på papiret - øh, skærmen.

Jeg skal dels redegøre for forskellige teoretikeres opfattelse af retorisk læsning. (eller retorisk analyse, imitatiolæsning og hvad de ellers kalder det) Her bruger jeg bl.a. Quintilians beskrivelse af undervisning i tekstlæsning. Han beskriver meget udførligt hvordan det skal foregå (man beder en elev om at læse tekstens op, for de har godt af at træne udtalen), og hvad man så skal gøre eleverne opmærksom på i teksten (argumentationen, struktur, definitioner, sjove/mærkelige/flotte formuleringer, skribentens kontrol af følelser og hans evne til at vække tilhørernes osv. osv. osv.)

Corbett bruger Quintilians teori og implementerer den her 2000 år efter. Det fungerer rigtig godt, og Corbetts imitatiolæsning bliver en central tekst. Den skal jeg læse i eftermiddag, og jeg glæder mig faktisk til at genlæse den.

Christian Kock (som jo er min vejleder) har skrevet mit speciale i miniformat. For et par år siden skrev han en artikel på 3-4 sider til ANGLOfiles - fagbladet for engelsklærere i gymnasiet - hvor han taler om retorisk analyse af sagprosatekster. Hvor kunne det være dejligt, hvis mit teoriafsnit bare kunne lyde: Jeg er enig med Kock - jeg vil bare lige skubbe fokus lidt her hen. (Han lægger mere vægt på bedre skriftlighed som primær fordel ved den retoriske analyse, end jeg gør. Men man kan næsten ikke andet end at være enig med manden; han har som sædvanligt skåret ind til benet af det væsentlige.)

Men man kan jo ikke bare erklære sig enig i de kloge folk. Teorien skal fremlægges, diskuteres og til sidst kan jeg så fremlægge Nannas retoriske læsning. Da-da-dadaaaa! (trommevirvel, tak!) Og det er her den gordiske teoriknude gør knuder, så at sige. For jeg er den store praktiker. Teoriredegørelse er noget af det mest kedsommelige, man kan sætte mig til. Jeg vil hellere pudse sko. Lige så spændende jeg så synes det er at dykke ned i teorien, diskutere den vinkle den, lige så hårdt synes jeg det er at sidde alene og skulle koge den ned. Jeg er et talende menneske - det vil ikke komme som den store overraskelse for de fleste af jer. Og jeg er et menneske, der efter 5 år på universitetet stadig synes det er lidt fjollet at redegøre for en teori, som jeg har under huden, som min vejleder har under huden og som censor nok også har under huden. Man skulle virkelig ikke tro, at jeg underviser i akademisk opgaveskrivning!

Og hvis du har så let ved den teori, Nanna, så er det vel ingen sag at skrive det ned?