Først på kontoret! - og farvel til eleverne

Jeg er nødt til at begynde dagen med et blog-indlæg. Jeg var nemlig først på kontoret i dag. Jep! Den øverste lås var låst - jeg havde nær glemt, hvordan man kom ind, når man kommer som den første! Så nu sidder jeg på min plads og føler mig meget overskudsagtig.

I forgårs sendte jeg 24 sider afsted til Christian (min vejleder), og med min søsters og mors søde kommentarer er jeg nu helt tryg ved situationen. (Kameraet panorerer over en grøn græsplæne, hvor en mor og hendes to døtre sidder med en kande limonade ved en gammelt hvidt bord. Den ene datter rækker de to andre hver sin plade Merci-chokolade. I baggrunden hører vi stille violin-musik.)

Min kollega kalder det akademisk forfængelighed, at man ikke kan lide at vise andre sit work-in-progress. Han har så evigt ret. Jeg har intet imod at blotte mig over for mine speciale-co-skribenter - vi har set hinandens halvfærdige produkter i snart 6 år, så vi ved efterhånden godt, hvor morgengrimme vores tekster kan være. Men over for professoren - ja, der vil jeg altså gerne have, at mine tekster ikke møder op med bollehår og sorte rande under øjnene. Uanset hvor godt specialet så ser ud til den store fest.

Det var dagens første emne. Nu til dagens andet emne: mine elever. Nu har jeg sagt farvel og "hav et godt liv" til min klasse på Stenløse. De kvitterede med en orkidé, rødvin og et sødt kort. Jeg kom op efter spisepausen og dér stod det på katederet. Pludselig blev jeg meget bevidst om, at jeg stod op og foran mig sad 27 mennesker og gloede på mig. Så da en af drengene kækt spurgte "Er du rørt nu, Nanna?", kunne jeg næsten ikke få et ord frem. Tak, 1.p! Jeg havde dem en hel dag - 8:10-15:30, så jeg havde bagt svenske kanelbullar til dem. Det var et hit. Især fordi en af eleverne også havde bagt. Så vi fik kanelbullar til morgenmadssnack og den mest klistrede (på den gode måde) chokoladekage til filmen. Jo, selvfølgelig skal man se film, når man skal have engelsk i fire moduler. Vi så Snatch. Forinden havde de læst noget af screenplay'et. Jeg måtte nok indse, at niveauet var lige en tand for højt for halvdelen af klassen. Den anden halvdel kunne godt se det sjove i 'zee Germans'.

Ak. En æra er forbi. (Skal vi mon have gang i de tyske reklametricks igen?) Nej, jeg ved godt, at jeg nok skal få endnu en klasse, som er verdens bedste. Men lige nu savner jeg faktisk allerede min arbejde. Det bliver en lang sommer. På specialekontoret.