Kan du åbne en zip-fil?

Kan du finde ud af at åbne en zip-fil? At vedhæfte et dokument og at slette mails fra din indbakke?

Er du enig med mig i, at der i ovenstående spørgsmål burde stå De i stedet for du, fordi det er så længe siden, den slags ting ikke var everyday knowledge på linje med at lave stempelkaffe, ville du nok også have kedet dig lidt på det IT-kursus, jeg har været på i mandags. (I dag laver jeg lange sætninger som modsætning til de Carver-noveller jeg skærer mig igennem. Got it?) Det er obligatorisk kursus for pædagogikum-kandidater, og intentionen er sådan set fin nok: Vi skal blive bedre til at bruge en bred vifte af IT i undervisningen. Bevares, jeg har da endnu ikke lavet min første web quest, og jeg retter ikke elevernes stile med elektroniske retteprogrammer. Jeg bruger ikke corpora, og den blog jeg lavede til mine elever, levede kun et par måneder før den døede hen med pink baggrund og lysegrøn skrift. (De havde selv fået lov til at ændre bloggens udseende.) Og jeg glæder mig faktisk til at lære at lave web quests etc. Men ligefrem at starte ved Herodes, det har jeg altså ikke tålmodighed til.


Jeg kommer faktiskt til at tænke på vores fantastiske underviser i retorisk kritik, der i vejledningen til vores bachelor-projekt sagde og lad nu være med alle samme at skrive Aristoteles' retorik på som det første på litteraturlisten, hvis I ikke bruger ham aktivt!!! Ja, lad nu være med at sætte os til at logge ind og sende mails, når I måske gerne vil have os til at programmere om en måned.

Hov, hov, det var den bitre kandidat, der kom frem her, hva? Men jeg tror allesammen (alle os kandidater) bliver lidt stramme i betrækket, når den undervisning vi selv modtager, ikke lever op til den didaktik, vi får undervisning i. Og det kan vi vel selvfølgelig også lære noget af.

(Jeg kunne ikke helt dyrke de lange sætninger. Sorry, men I didn't wanna force it.)

læring, læring, læring

Min facebook-status har de sidste dage lydt Nanna går rundt og siger socialform, hverdagsdiskurs og stofcenteret undervisning. I sidste uge var jeg på teo-pæd, modul 1. For de uindviede er det første kursus af den teoretiske del af pædagogikum. Fokus var, groft sagt, på to områder:

1. At være gymnasielærer er ikke først og fremmest at være fagperson. Det er først og fremmest at være underviser. Det betyder, at jeg ikke (kun) skal tænke i pensum, viden og facts, men læring, læring, læring (= gymnasieverdenens beliggenhed, I guess).

2. Som lærerkandidater skal vi først og fremmest udvikle en didaktisk metabevidsthed. Det var derfor, vi brugte tre dage på at internalisere ordene, jeg gentog på Facebook. (I kan se, at vi allerede på retorik internaliserede ord som internalisere og metabevidsthed.)

Hmm, ja, det er jo ikke just oplagte emner til hyperinteressante blogindlæg. Jeg kan i hvert fald ikke lige finde på det sjove lige nu. Derfor vil jeg henvise til noget andet, der fik mig til at klukle i dag, da jeg kom hjem efter nogle dejlige timer med VUC-retorikholdet. Den her blog fandt jeg gennem Wekkendavisen, hvor Leonora Christina Skov anbefalede den. Hendes anbefalinger holder som regel, synes jeg, og også denne gang. GoFugYourself er simpelthen den sjoveste blog, jeg kender. Enjoy!

Og så var det jo en fornøjelse at se, at Weekendavisen tydeligvis havde læst min blogpost og straks skrev en artikel om Hispanics-litteratur og deriblandt Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao...

Writing this bad...

I've just finished reading Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

I usually have a strong dislike for the comments on the flaps, bit this time, they were really spot on:

It's an immigrant-family saga for people who don't read immigrant-family sagas.

Yup, that's me. Hated Allende since I was 16 (before I loved her), but this novel was such a surprise, I didn't really know what to say when Darcy asked what the book was about.

And my favourite: Writing this good comes along, if we're lucky, once or twice in a generation. It's not my favourite because I agree a 100%. actually, I wasn't that flabbergasted by Diaz' writing. Yes, it was fresh, vivid and even beautiful at times, but the best in this generation? Hmmm. No, it's my favourite quote today because it makes me think of another piece of writing, a piece where the opposite could be said. The apologia fits this bilingual rhetorical blog quite well, I think. And please feel free to make a rhetorical analysis:

Kære gæst,

Lad mig være den første til at beklage de meget uheldige omstændigheder i forbindelse med forsinkelsen på Deres flyrejse med Sterling den 01. august 2008.

Vi er meget bevidst omkring vort ansvar og vil naturligvis gerne opretholde den tillid, som De har vist Sterling. I den forbindelse vil jeg gerne tillade mig at komme med en kort redegørelse for forsinkelsen, samt give Dem min uforbeholdne undskyldning på vegne af Sterling, og ikke mindst på egne vegne.

Jeg kan informere om, at vi gjorde alle tiltag for at undgå forsinkelsen. Denne opstod grundet et sammenfald af mange uheldige årsager. Sterling havde et fly med tekniske problemer og flyet måtte desværre blive på jorden, og da vi desværre fortsat har en manglende levering af 1 fly, og det faktum at hele vores rutenet hænger sammen, resulterede dette i forsinkelse på netop Deres afgang.

Vi forsøgte absolut at finde andre alternativer, hvilket også lykkedes, men desværre ikke til den oprindelige afgangstid. Sterling sætter absolut sikkerhed over alt, hvilket vi er overbevist om at vore gæster værdsætter og har fuld forståelse for.

Yderligere har vi desværre ligesom alle andre flyselskaber været ramt af mange slots, grundet den store trafik i luften. Dette har givet mange restriktioner i luften, da flyvelederne kun må have et bestemt antal fly i samme område på samme tid.

Lad mig i den forbindelse tilføje, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at dette absolut ikke var hverken den bedste start, eller afslutning på Deres rejse, hvilket er yderst beklageligt.

Idet jeg endnu engang beklager forsinkelsen, håber jeg at De vil tage imod ovenstående undskyldning, således at vi får muligheden for at byde Dem og Deres eventuelle medrejsende velkommen til en mere positiv oplevelse en anden gang.

Med venlig hilsen

Michael T Hansen
Chief Commercial Officer
_________________________________________________________________
Dear Guest,

Please allow me to be the first to apologize for the very unfortunate circumstances surrounding the delay of your flight on the 1st of August 2008.

We are aware of our responsibility and we would of course very much like to maintain the trust your have shown Sterling. Having said this I would like to explain the cause for this delay and hope you can accept this apology on behalf of Sterling and myself.

I can inform you that we did everything possible to avoid the delay, which unfortunately happened due to a number of different causes. Sterling had an aircraft grounded with technical problems and together with the fact that we are still waiting for a delayed delivery of one brand new aircraft meant that our route network, which is built up as a coherent schedule, dependant on all aircraft serviceable and available, resulted in multiple delays, including your departure.

Of course, we tried to find alternative flights, and did succeed in that, but we were not able to fly at the precise time we needed them for and therefore had no other choice but to delay your flight. Sterling sets safety above all other concerns which we hope our guests understand and appreciate.

Furthermore we did experience a lot of delay due to slots, as did a lot of other airlines. There has been a lot of traffic in the air, and traffic control is unfortunately only allowed to have a certain amount of aircrafts, in their area at the same time.

That being said, I can assure you that we are fully aware that the circumstances that you endured in connection with the delay were neither a pleasant beginning nor conclusion to your journey, and this is highly regrettable.

In closing, I would like to take the opportunity once more to offer my regrets about the delay and I hope that you will accept the above apology and allow us to welcome both you and your companion to enjoy a more positive experience with us in future.

Best regards
Sterling Airlines

Michael T Hansen
Chief Commercial Officer

Writing this bad comes along, if we're lucky, once or twice in a generation.

no title

Five minutes ago, I was out running in the rain, thinking about what to do with this blog. I've thought about that a lot, lately. So now I'm here, in front of our new 23' Apple Cinema Display. Quite the motherf......! Anyway, that's a detour. What I was thinking was: Does a blog really have to be super tight in its genre? (My Swedish friend has this supercool blog, a classic city-single-blog, her friends write supercool comments and I feel so geeky for not knowing modern Swedish anymore.) I've always figured that I should write about my Master's thesis, or my job, or something personal. I don't like personal blogs, though, like this one. But I also feel I talk enough about my job as it is, to friends, Mr. Darcy, my parents, my sister, and it feels bad to be writing about it as well. That doesn't mean I'm going to stop writing about work, though. But I think I have to give myself freer hands as to what I can write about. Sometimes, like now, I like to just write away and just... write (Jesus, now I'm also starting to sound like an American teenage movie).

So, then I was running, listening to Gnarls Barkley, thinking 1) Please stop raining. This really isn't very nice. 2) What blogs do I like. I like Madglæde and I'm envious of the same guy's Bogblog. What about all the books I read and films I see? Wouldn't it actually be quite convenient to have a short comment and analysis of all the short stories and novels I read. I mean, I don't know how my collegeas keep track of all the hundreds, thousands of texts they have read.

But then, what if my students find all my analyses? Then it's pretty easy for then to guess where I'm going in class, and that might not be such a good idea. Not to mention exam - the clever ones will surely check what texts I've read and write down my points? Or am I the only one sneaky enough to have thought of that?

Of course, I could just make this a closed blog and invite the few people who still read it on a regular basis. But I don't think I like that kind of blog either. OK, and yes, I'm a bit too exhibitionist for that, too.

And on my way up the stairs, I thought it shouldn't feel this forced, though, should it? Come on, Nanna, don't make everything into a academic project. God damn, can't you just NOT be embarrased that your blog hibernates? Or can't you just follow that very good rhetorical piece of advice: If you don't have something to say, don't say it.

But... I'm a talker, I can't shut up, can I!?

(and now I'm even more cold from running, sweating and not having taken a shower yet. So, so long.)

Som lovet: mit pedantiske indlæg

Jeg besluttede mig for ikke at sende indlægget ind til Gymnasieskolen. Allerede da jeg trykkede æble+S på fornemmelsen, at det stak i alle retninger, var lidt for groft side steder og i det hele taget ikke levede op til retorisk standard, og de fik jeg da også bekræftet af Agent 1 og 2:

Jeg tror, en del læsere vil opfatte dit indlæg som sofisteri. Den sved jo. Lidt.

du kan også komme til at lægge dig ud med en del gymansielærere [sic!] fordi du i dit sidste afsnit mere end antyder at vi der ikke er retorikere er så dumme at vi ikke kan se at det der foregik var fuldstændig åndsvagt!!!! Den sved sgu også. Især fordi de har ret. Begge to.

Så når du nu læser nedenstående indlæg, så vær opmærksom på, at 1) indlægget er mestendels terapeutisk og når jeg offentliggør det her, er det fordi det meste af det, jeg skriver på denne blog, også er terapeutisk, og det falder derfor ikke uden for genren. Og 2) jeg vil på ingen måde lægge mig ud med gymnasielærerstaben; nok har jeg overskud på retorik-teorikontoen, men jeg bliver så lille og flov når jeg kommer til at stikke tænderne for langt frem (dejlig katakrese, n'est par?), for who am I to tell them what to think? Jeg er jo for dulen bare en lærer, der stadigvæk har svært ved at planlægge mere end en måned frem i tiden (hvorimod de andre allerede i nået til september i planlægningen), glemmer stile diverse steder, stadig ikke kan finde ud af at bruge rettenøglen og jeg kunne blive ved og jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for det var jo ikke det, der var pointen med dette indlæg, og der er ikke noget værre end lange excusatio propter imfirmitatem'er (altså undskyldninger for retors egen underlegenhed og det, der er på vej), hvilket dette er. Så stop nu Nanna. NU!

Ej, jeg vil godt lige sige én ting til, så lover jeg at stoppe: Tak til Agent 1 og 2 for at I til stadighed opmuntrer mig, men også stopper mig, når jeg bliver for vild!

______________________________

Som gymnasielærer med hovedfag i retorik er det på mange måder en dejlig tid: Retorik springer frem i adskillige fag, inkluderes i skriftlig danskeksamen og bruges bl.a. også i én af de to AT-videoer, undervisningsministeriet har sendt ud. Men videoen, hvor en elev analyserer to taler af Bush og Blair, er noget af en kold afvaskning. Jeg har i en måneds tid forsøgt at bearbejde min faglige vrede og indignation, men efter Bill Woods kritik af samme video i Gymnasieskolen 12. juni 2008 vil jeg give mit besyv med til kritikken. Bill Woods leverer en skarp analyse af fejlslutningen i elevens konklusion of appelformernes sammenhæng med talerens magtposition. Men der er også andre ting i vejen med den efterhånden berømte 7-talseksamen.
Eleven gentager i sin eksamen den nedsættende opfattelse af retorik som ren stillære, som vi har kæmpet imod, siden Platon for 2400 år siden førte hetz mod datidens retoriklærere, sofisterne: Det retoriske er at se på, hvordan de argumenterer. Det samfundsfaglige er at se på, hvad han argumenterer for, hvad budskabet er.” (mine fremhævelser) Med andre ord: humaniora er formen, mens samfundsfag tager sig af indholdet. Tak for det! Den stakkels elev er nok ikke selv klar over, hvordan han begår hara-kiri på retoriks vegne, men filmen knækker, når eksaminator og censor blot nikker og accepterer udsagnet. Godt nok siger de i deres votering, at ”han er uskarp[i sin skelnen mellem de to metoder]. Han kan godt gøre rede for dem hver for sig, men sådan at trække forskelle op, det gør han ikke ret godt.” OK, hvordan er det så, han gør rede for dem hver for sig? Samfundsfag præsenteres allerede i begyndelse af eksamen som ”det at analysere ud fra at se på det kvantitative indhold, hvad det handler om, hvad deres budskab er. Altså at bruge politisk teori og politisk model til at analysere hvad de siger.” Den kvantitative analyse, eleven laver, handler om at se på, hvor mange gange ord som nationalitet forekommer. Hvorfor det skulle være særegent samfundsfagligt og ikke retorisk har jeg brugt en del krudt på at spekulere over. Hvis nogen derude har et svar, er jeg meget interesseret i at høre det. Når Bill Woods siger, at han ikke kan se det tværfaglige, fordi samfundsfag ville kunne tage sig af hele analysen, må jeg derfor svare igen og sige: Det kunne engelsk altså også godt!
I analysedelen finder eleven et par anaforer og kommenterer på lixtallet. ”Ja, det var så det retoriske, men hvis jeg så ser på det politiske, så går de fleste argumenter på fakta.” De varierede gentagelser får slået budskabet fast med syvtommerssøm: Retorik er den fernis, taleren kommer oven på sit budskab. Det er godt nok en trist melding. Og det er endnu mere trist, at den accepteres uden videre kritik. Her burde eksaminator have kritiseret selve definitionen af metoderne, og ikke kun den uklare fremførelse. I stedet for nævner eksaminator, der er samfundsfagslærer, endda selv ”den samfundsfaglige indholdsanalyse” over for den fortolkende humanistiske.
Hvorfor er jeg så vred? Er det ikke bare synd, at eleven fanges i en faglig krydsild, når han i virkeligheden nok ikke selv er klar over, hvilket fagligt standpunkt han har formuleret? Jo, det er det da. Men når ministeriet sender sådan en video ud til en lang række gymnasielærere, der ikke har en retorisk uddannelse, men som alligevel ifølge deres læreplan skal bruge den både i engelsk, dansk og samfundsfag, kan jeg godt blive nervøs for, hvilke platoniske idéer, lærerne genfortæller til deres elever.

Lidt galde-terapi

Nu har jeg skrevet et surt indlæg, som jeg ikke rigtig ved, om jeg skal sende til Gymnasieskolen. Kan I huske, at jeg for en måned siden skrev et surt indlæg her om en video, ministeriet har sendt ud om AT-eksamen?

Det er samme video, jeg har skrevet om igen. Jeg troede ellers, at den retoriske situation var overmoden, men i sidste udgave af vores fagforeningsblad blev videoen igen italesat. Bill Woods havde skarpt fanget en fejlslutning i elevens konklusion om, at appelform følges ad med talerens magtposition. En supermagt er mere tilbøjelig til at bruge pathos-appel, mens mindre stater bruger mere logos. Hmm, ja, noget tvivlsomt, og den empiriske grundlag var da også kun to taler. Den var ikke gået hos Lisa Villadsen!

Nu har jeg i første omgang sendt den til bedømmelse hos Agent 1 og 2, og så må vi se, om den skal blive ved med at være terapeutisk, eller om den rent faktisk kan trykkes. Under alle omstændigheder skal I nok få den at se her, når jeg har afgjort indlæggets skæbne.

three down, three to go...

- eksamener, altså. I går sendte jeg den sidste karakter afsted til mit HF A-niveauhold, så nu har jeg tre hold mere, hvor jeg skal censorere og eksaminere. I alt kommer jeg til at sige "ja, kom du bare ind igen" til 80 elever i løbet af en måneds tid. Så nok følte jeg mig meget grøn ved det grønne bord for to uger siden, men jeg blir da ilddøbt med maner.

Og hvordan er det så gået med mit A-niveau-hold? Det hold, jeg har været mest spændt på, og hvor jeg har været på den sværeste opgave, fordi de skal løftes så (urealistisk) højt. Jo, ganske udmærket, synes jeg. Uden at gå for meget i detaljer kan jeg sige, at karaktererne har fordelt sig meget i de to yderender; 10+12-taller og 02-taller det, der blev givet mest af. Et par overraskelser, men i det store hele som forventet. Jeg var ellers blevet lovet, at HF'ere altid overrasker positivt, fordi de strammer ballerne i læseferien, men med engelsk A må man sande, at det er for sent, hvis man først strammer dem i læseferien - med mindre man er naturtalent (sådan en har jeg også haft fornøjelsen af). Det er simpelthen på for højt et niveau til at de selv kan læse pensum op. De kan ikke få den nødvendige systematik og tekstgennemskuelsesevne (skønt ord, n'est pas?) på fjorten dage. Det kræver altså hårdt slid. Nøj, hør lige den hellige lærer her, der kan retfærdiggøre, at hun har punkte eleverne til at læse. På den anden side, nej, det skal jeg dæleme ikke have det dårligt med - man går jo faktisk i skole for at lave noget, og det ville da gøre os lærere til grin, hvis enhver elev bare kunne være flittig i læseferien, score sit 10-tal and Bob's your uncle.

---

Og så var det en fornøjelse at opdage, at min frygt om en sur, gammel censor blev gjort til skamme. Jeg hyggede mig så meget med censor, at vi var lige ved at blive forsinkede med eksamen, fordi vi liiige skulle snakke færdigt inden næste elev. To intense dage, og man har endnu en god kollega i gymnasielærersekten, hvor vi alle kender hinanden på kryds og tværs. Hos os behøver vi slet ikke seks led til at kende hele verden, tre er vist rigeligt.

---

Tak til Agenten for et fint citat og hiurtig respons! Ikke overraskende er forfatteren kinesisk. (eller er jeg bare for ignorantisk (?) til at gennemskue det asiatiske navns herkomst? Hvad med jer andre? Jeg venter spændt...

How should I look?

I've been wanting to change the look of my blog for some time now. (Then at least something happens as I'm not all that good at writing frequent posts, I know...) But somehow, I kinda stick to the classics: this one, the one with the square at the top showing the title of the blog, the one with the light dots and then ... well, I guess that's really it.

But, what I have changed is the welcome and description boxes on your right. A little more to your right. Yes, exactly - you found it! It hit me that I say 'når jeg nu ikke kan få pædagogikum endnu' but I did get my pedagogical training course, so that's no excuse for putting all these words into the big black whole that constitutes the web.

These days, all I do is prepare exams, examinate, prepare exams, examinate. I really like it though, so you shouldn't feel sorry for me at all. 'Cause who says you can't prepare exams in the park? On a blanket? With homemade iced tea on your side?

This afternoon, I'm going to Islands Brygge, the best place in Copenhagen to drink beer on a lawn and have a dip in the canal. One of the ERFA rhetoricians is handing in her Master's thesis this afternoon, and of course we have to celebrate. (And by drinking a few beers thus help her sleep - she's slept 5 hours the last two days and feels quite hungover just from the lack of sleep.)

Any comments on the look of my blog are welcome!

Youth is given up to illusions

Se, hvad jeg fandt i ministeriets pædagogikum-bekendtgørelse:

Logbog
Det anbefales tillige, at kandidaten udarbejder en logbog. Logbogens indhold kan i vid udstrækning være det samme som portfolioens indhold, men med kandidatens tilføjelser af mere subjektiv karakter. Dvs. tanker, personlige reaktioner og overvejelser, som opøvelsen i den professionelle gerning giver anledning til, lige som den er velegnet til for kandidaten selv at fastholde umiddelbare reaktioner på den evaluering, kandidaten modtager i forbindelse med undervisningen, under vejledningen og på konferencer og kurser. (Min fremhævelse)

Ja, ja, citatet er alt for langt, jeg ved det godt. Men jeg blev bare så glad over allerede at være i gang med et af næste års (overskuds-)projekter. En logbog, hvor jeg på subjektiv vis overvejer mit levebrød.

Som nu i dag, hvor jeg faktisk er en lillebittesmule nervøs - eller nå nej, jeg er bare spændt - på de første 11 eksamener i morgen. Kan jeg nu stille de rigtige, relevante spørgsmål? Kan jeg huske al formalia? Hvad nu hvis de spørger mig om et ord, jeg ikke lige har fået slået op? Hvis de referer til en tekst, som jeg pludselig ikke kan huske. Hmm, har jeg ikke følt sådan her før...? Ah, bien sur, sådan var det jo også at være studerende... Så da min ERFA-repræsentant på Rådhuset sagde Husk nu at nyde, at vi ikke skal til eksamen i går, da vi solede på Borups Plads, kunne jeg ikke helt læne mig tilbage i fletstolen og nyde søndagens soldisede døs. Til gengæld bliver det garanteret sjovt i morgen!

Fru Green har opfordret mig til at deltage i en tag-leg, og det gør jeg gerne!

Opgaven lyder:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Det er jo lige noget for en engelsklærer. Lige nu flyder mit skrivebord med eksamensbøger, så jeg har valgt den lystlæsning, jeg har gang i for tiden. Det er faktisk en af mine absolutte roman-favoritter; mon ikke, den ligefrem er på top 3?

"Nobody has any right--except children, perhaps--and even then, it seems to me--or it did seem--" She felt that her speech was voicing the incoherency of her thoughts, and stopped abrubtly.
"The trouble is," sighed the Doctor, grasping her meaning intuitively, "that youth is given up to illusions. It seems to be a provision of Nature; a decoy to secure mothers for the race. And Nature takes no account of moral consequences, or arbitrary conditions which we create, and which we feel obliged to maintain at any cost."

Argh, det var måske fire, men jeg skulle lige have det sidste med, synes jeg... Det var fra Kate Chopins The Awakening.

Nu er det så min tur til at tagge fem nye - åh, det er kædedelen af dette, jeg ikke bryder mig om. Men kan jeg opfordre nogle af mine faste læsere til at skrive deres citater herinde? Så Gøgleren, DPU-retorikeren (vist nok også kaldtet specialeskribent nr. 1), Mutti, min agent og Mr. Darcy er hermed opfordret til at lege med. I ved godt selv hvem I er... (ik'?)

Der er retorik i luften

HF's danskstil handlede i år om retorik. Mmm, prøv lige at smage på det. Elever - og deres lærere - landet over læser en udmærket artikel fra Weekendavisen (der som altid har fingeren på den rigtige puls) om Anne Katrine Lund og Pernille Steensbech Lemée og skal overveje, hvad retorisk praksis er.

Det er altså intet mindre end fantastisk!

Jeg havde ellers svært ved at få armene ned, da jeg fandt ud af, at mine A-niveau'ere blev bedt om at skrive et essay om fortæller/synsvinkel og de forskellige muligheder, der ligger i 1. og 3.persons-fortæller. De sidste to uger af undervisningen snakkede vi en hel del om den utroværdige jeg-fortæller og om 3.persons-fortællere i forbindelse med free indirect discourse. Også dér burde de altså kunne skrive noget ganske fornuftigt. Men den danske stil gav nu alligevel et ekstra opsving på humørkurven.

Fordi klassens dansklærer også lige har gennemgået pentagonen med dem, var der en elev, der var overbevist om, at vi kendte eksamensemnet på forhånd. Vi måtte jo med skam meddele, at Danmark ikke er som Columbia: Eksamen ER altså lige for alle (ja, ja, så lige som den nu kan blive. Jeg er godt klar over, at man kan tale om nuanceforskelle.) Vi har bare været heldige. Meget heldige.

I dag har jeg så sendt tekster afsted til censor til mundtlig B-niveaueksamen. Af gode grunde kan jeg ikke snakke om teksterne her - det er vist heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er den følelse af at være rigtig lærer, jeg fik af at have bestemt eksamensindhold for en klasse. Det er mit store ansvar sat på spidsen. Kan de nu det stof, de skal kunne? Vil censor kunne pege på noget i læreplanen, som jeg har forsømt? Eller bliver jeg pavestolt af mine elever, efterhånden som de behandler de ene tekst efter den anden på den mest hensigtsmæssige måde? Det vil vi få at se næste tirsdag/onsdag - der går 1. omgang løs... So stay tuned!

Intellectual food

Today I'm feeding myself intellectually. When you teach, you learn a lot, too. But in Vygotskyan terms, you don't always reach the zone of proximal development. Teaching-wise, yes, but not text reading wise.

My wonderful old lit professor at the English department told me about a conference. Unfortunately, I couldn't hear him speak on my (and I think his, too) favourite subject: Rhetorical silence. However, today my other old professor, this time in rhetorics, is speaking about The Poetic Sign.

Yes, it's nerdy. And I'm really looking forward to it!

AT gnider salt i retorik-såret

Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.

Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.

Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.

Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?

I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:

"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."

Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.


Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!

Den retoriske situation er vist overmoden

Jeg kører lidt på panik-speed for tiden. Ej, det er måske så meget sagt. Men jeg er spændt på eksamen, jeg vil gerne give mine elever det sidste boost, og jeg giver den en ekstra skalle her til sidst.

Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)

Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.

Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.

Today is a glorious day!

Endelig!

Endelig har jeg fået endelig besked.

Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.

Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.

Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???

I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.

Så galt gik det heldigvis ikke.

Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).

Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.

My mom does that, too

I'm teaching my A-level class Shakespeare at the moment. Or, Shakespeare On Speed, you might call it. With just 25 school days left and so much more I want to teach them (and that the Ministry says I have to teach them) we have to move quite quickly through 400 years of literature with the theme of love.

So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?

Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.

Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)

Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.

Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).

Mit copia lever og har det godt!

I kan tro, det gik godt i går! Jeg fik lov til at tale om og reklamere for retorikken i fem stiver, og den gode følelse af en undervisning, der virker, sidder stadig i kroppen. Og deltagerne var enige - ros over hele linjen (det er godt for den indre pæne pige, der lever af ros - kender I hende?) og mange konstruktive diskussioner. Gladest blev jeg, da flere deltagere både sagde og i evalueringen skrev, at det også kunne være nyttigt at læse skønlitteratur retorisk. Ja, ja, for søren - det kan man da! Jeg havde bare ikke turdet håbe på, at I var enige!

To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.

Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!

Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?

Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.

Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)

Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.

no title - for jeg kan ikke finde på den

Mr. Darcy brokkede sig i morges over frekvensen i mine blogindlæg. Han er lidt langsommere end mit overjeg, for jeg havde netop i går aftes set på min genvejstast til bloggen og tænkt "du burde. Men ej, jeg orker ikke." I morges svarede jeg mumlende, at jeg havde svært ved at finde ud af, om bloggen skal være privat eller offentligt-faglig - og at dét dilemma gør, at jeg aldrig rigtig kan beslutte mig for, hvilken slags indlæg jeg skal skrive. Da jeg så, at det svar ikke ligefrem stillede ham tilfreds, sagde jeg - nu lidt mere surt - at "det jo heller ikke er særligt inspirerende, når jeg aldrig får nogen kommentarer. Eller ikke får andre end 'der er en stavefejl i tredje afsnit...' "

Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.

Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!

Sig navnet...

... Obama!

I'm sitting at my desk, blinded by the sunshine, finding an Obama speech for my book. Awed by this man's ability to coin a phrase, to use an anaphora without doing it too obviously, to look damn hot and yet to keep a politician's persona, I find myself drooling over his rhetorical skills.

(Today I'm writing in English. I've been reading Wolfe again, so I feel like rejoycing the language.)

it, but Having rhetorical skills is like being in love. If you're the spectator, it's difficult to explain how you can recognisewhen you see someone with rhetorical skills, you know it straight away. The whole placeoozes quality. And if you're the lucky one, it can be difficult to explain how you got there. In the beginning, it felt right to be standing in front of a crowd until one day, you suddenly realise this is something you feel like doing for the rest of your life.

So go check out the speech I'm going to use in my book:

Obama's announcment for president.

It simply beautiful.

(And the pun? Forget it, it's just a stupid margarine ad that - God knows why - popped into my mind.)

Pædagogisk kursus

Siden tirsdag har jeg været afsted på "fagligt pædagogisk kursus i retorik". Det er vist, de fleste kalder fagdidaktisk kursus - omend jeg ikke tror, "kært barn"-klichéen kan bruges her. Det er første gang, kurset bliver afholdt, så helt kært er det ikke endnu.

Nu har jeg pakket alle mine papirer ned i en mappe og skrevet retorik gym på den lille hvide papseddel, der sidder på ryggen af A4-mappen. Jeg glæder mig til at hive mappen frem igen for at tage tingene i brug; nu må vi se hvornår det bliver.

Fagligt kunne jeg ikke hente det store ud af kurset. Som den eneste fuldblodsretoriker, der deltog, havde jeg lidt for ofte følelsen af deja vu. Og denne gang var det ikke bare en følelse; jeg havde set meget af det, vi gennemgik, før. Det havde jeg vel egentlig også forventet, og det var rart at høre Christian Kock gentage sine (og mine) kæpheste om retorisk læsning. (Nye læsere kan læse samtlige indlæg mellem februar og august, så skulle I få en idé om det.) Lisa er også altid en fornøjelse at lytte til, og så var det ikke mindst dejligt at møde de to Helle'r, der tilrettelagde kurset.

Og Min Darcy havde helt ret, da han i går aftes citerede sin professor: "Konferencer er 10% fagligt, 90% networking." I forgangne uge har jeg fået endnu to mennesker, der vil hjælpe mig på min vej til pædagogikum og endelig et retorikhold. Helle og Helle har planer for og med mig, og de er et godt bindeled til fagkonsulenten. Det er både varmende for mit ego, at der er andre, der kan se mit potentiale, men det er også pirrende at føle, at jeg virkelig er med i front; retorik er endnu helt nyt, og der kommer til at ske så meget de næste 5 år. Og jeg får lov til at være vandbærer. Og den rolle bekommer mig rigtig godt!

Allerede på onsdag skal vi så have møde i retoriklærerforeningen, og væk er den lille angst for igen at skulle være den nye, ukendte i et nyt forum. For nu kender jeg (i hvert fald) halvdelen af foreningen. Og de kender mig og min fraværende evne til at holde mund.

J'essay...

Inden jeg fortæller dig, hvad dagens titel mon handler om (det stigende antal af mine egne elever, der læser med, har måske allerede gættet det), vil jeg først lige metakommentere lidt. Nu er der nemlig kommet gang i butikken igen. På flere måder. Jeg har fundet energien til at skrive igen. (og det er lige som med løbeturene - som jeg også er kommet i gang med igen - fler' avler fler'!) Men der også kommet flere kunder til, og det er ekstra dejligt. Godt nok er de fleste anonyme, og det er altså ikke helt det samme, som læsere, der vil stå ved sig selv (især ved de kritiske kommentarer er det flot at turde at stå frem), men hellere anonyme kommentarer end slet ingen. Den gyldne middelvej kan udgøres af pseudonymer, som kun jeg kan gætte. Jeg kan nævne F. (den er nem), Wafelmama (hendes blog linker jeg til) og Gøgleren (som jeg ikke selv kunne regne ud...).

Men til dagens titel: J'essay. Jeg prøver. Og det er lige præcis, hvad mine A-niveauere gør for tiden. De prøver og prøver og prøver med de s.... essays. Men det er svært! Det har virkelig fået mig til at repetere hele skrivedidaktik-pensum. Det er jo genreundervisning par excellence, og jeg er stor fan af næsten alt med præfikset genre: -undervisning, -kritik, -analyse, you name it. Så jeg tæsker dem igennem the five paragraph essay, det at skrive en indledning ("der er to typiske måder at indlede på: tragtindledningen og in medias res-indledningen") osv osv osv. Så fra nu af og frem til de skriftlige eksamener står den på intensiv skriveundervisning. Jeg bliver helt eksalteret ved tanken - hurra! Kerneretoriske kompetencer, der skal trænes. I'm loving it!

Dead Air

Nu sidder jeg i en nyindrettet stue og nyder, at jeg igen har overskud til at reflektere over dagens undervisning. Javist, jeg siger til mig selv, at jeg burde fortsætte med retningen af de to stilesæt, der sidder på mit læsestativ - men jeg siger også til mig selv, at jeg var på arbejde fra 08-15:30 og rettede fem stile efter en god løbetur og derfor kan holde fri med rigtig god samvittighed. Refleksionerne vinder heldigvis, og i dag har jeg tænkt på Iain Banks' roman Dead Air. Det var nemlig dén roman, der lærte mig udtrykket om radioens mest frygtede ting: komplet stilhed.

Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.

Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.

Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)

Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.

Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.

På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedpligt

Kære gamle, kære nye
Nu skal min blog genoplives! I går speed-talkede jeg mig igennem min sidste eksamen, i dag er jeg cand.mag. og mange bekymringer lettere. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det var lettere at løbe op til 4. sal i går eftermiddags.

Men inden jeg ser mere fremad, vil jeg skue en smule tilbage. Tilbage til sidste indlæg. 22. november. Det er lææænge siden. I mellemtiden har jeg skrevet en synopsis, malet et soveværelse...nej, Nanna, nu taler du udenom igen, det skulle jo handle om sidste indlæg. Min sidste indlæg har fremkaldt nogle reaktioner, som til gengæld kalder på en reaktion fra mig. Og her taler jeg ikke om det italienske reklameindslag, der desværre også finder vej til blogs. Æv, her havde jeg troet, at det var spamfrit område! Jeg kunne godt indstille bloggen, så jeg skal godkende alle jeres kommentarer (jeg får det måske til at lyde lige flot nok - så mange kommentarer kommer der jo heller ikke, men du ved hvad jeg mener), men jeg synes, I skal have frit slag til at kritisere, inspirere og altså kommentere.

Det, der er faldet i hvert fald et par læsere for brystet, er at jeg 1) siger at HF'ere ikke er de stærkeste læsere 2) at jeg har kastet en elev ud i en (måske) for svær opgave.

ad 1) Mig bekendt er det ingen hemmelighed, at HF'ere ikke sluger den ene roman efter den anden. Jeg siger det bestemt ikke for at genere, fornærme eller hænge nogen ud. Men der er ingen grund til at lade som om, de læser Hemingway, Bang eller sågar Sonnergaard uden for skoletid. Og når jeg siger "ikke stærke læsere", mener jeg jo ikke, at de ikke kan læse. Det kan de godt. Men de er ikke vant til at læse romaner, og da slet ikke nogen på 600 sider, (hvem er i øvrigt det i 18års-alderen? Jeg var ikke!) og så er det noget af en udfordring at skulle skrive opgave om så omfangsrigt et værk. Hvilket bringer mig til

2) Når jeg skriver noget om Cider House Rules, er det igen ikke for at hænge nogen ud - eller, jo, men for at hænge mig selv ud. Det er da totalt utjekket af mig ikke lige at huske, hvor lang bogen er. Jeg skulle måske have frarådet en roman, som langt de fleste gymnasie- og HF-elever kan knække halsen på? For de få, der kan regne ud, hvem jeg skriver om, er det heller ikke noget nyt, jeg siger. Jeg har holdt laaange foredrag for alle mine klasser om, hvor fantastisk det er at læse bøger, at de er nødt til at læse nogle flere bøger for at lære verden og ikke mindst dem selv at kende, og jeg har har udstødt mange "Men hvordan kan I dog undvære det?", når eleverne siger, at de da aldrig læser bøger (hvis det ikke er lektier). Så igen er det ikke et nedslag på en bestemt elev, men på elever generelt. Vis mig den elev, der ikke frygter en roman på 600 sider, så skal jeg tage det hele i mig igen :-)

Så derfor, undskyld, hvis I føler jeg trådt over tæerne. Det var bestemt ikke meningen. Hvis I er uenige i mit syn på verden (i gymnasiet og HF), som jeg ser den, må I endelige lade mig vide det. Men jeg hverken kan eller vil undlade at beskrive den, selvfølgelig i generelle begreber. På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedspligt.