På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedpligt

Kære gamle, kære nye
Nu skal min blog genoplives! I går speed-talkede jeg mig igennem min sidste eksamen, i dag er jeg cand.mag. og mange bekymringer lettere. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det var lettere at løbe op til 4. sal i går eftermiddags.

Men inden jeg ser mere fremad, vil jeg skue en smule tilbage. Tilbage til sidste indlæg. 22. november. Det er lææænge siden. I mellemtiden har jeg skrevet en synopsis, malet et soveværelse...nej, Nanna, nu taler du udenom igen, det skulle jo handle om sidste indlæg. Min sidste indlæg har fremkaldt nogle reaktioner, som til gengæld kalder på en reaktion fra mig. Og her taler jeg ikke om det italienske reklameindslag, der desværre også finder vej til blogs. Æv, her havde jeg troet, at det var spamfrit område! Jeg kunne godt indstille bloggen, så jeg skal godkende alle jeres kommentarer (jeg får det måske til at lyde lige flot nok - så mange kommentarer kommer der jo heller ikke, men du ved hvad jeg mener), men jeg synes, I skal have frit slag til at kritisere, inspirere og altså kommentere.

Det, der er faldet i hvert fald et par læsere for brystet, er at jeg 1) siger at HF'ere ikke er de stærkeste læsere 2) at jeg har kastet en elev ud i en (måske) for svær opgave.

ad 1) Mig bekendt er det ingen hemmelighed, at HF'ere ikke sluger den ene roman efter den anden. Jeg siger det bestemt ikke for at genere, fornærme eller hænge nogen ud. Men der er ingen grund til at lade som om, de læser Hemingway, Bang eller sågar Sonnergaard uden for skoletid. Og når jeg siger "ikke stærke læsere", mener jeg jo ikke, at de ikke kan læse. Det kan de godt. Men de er ikke vant til at læse romaner, og da slet ikke nogen på 600 sider, (hvem er i øvrigt det i 18års-alderen? Jeg var ikke!) og så er det noget af en udfordring at skulle skrive opgave om så omfangsrigt et værk. Hvilket bringer mig til

2) Når jeg skriver noget om Cider House Rules, er det igen ikke for at hænge nogen ud - eller, jo, men for at hænge mig selv ud. Det er da totalt utjekket af mig ikke lige at huske, hvor lang bogen er. Jeg skulle måske have frarådet en roman, som langt de fleste gymnasie- og HF-elever kan knække halsen på? For de få, der kan regne ud, hvem jeg skriver om, er det heller ikke noget nyt, jeg siger. Jeg har holdt laaange foredrag for alle mine klasser om, hvor fantastisk det er at læse bøger, at de er nødt til at læse nogle flere bøger for at lære verden og ikke mindst dem selv at kende, og jeg har har udstødt mange "Men hvordan kan I dog undvære det?", når eleverne siger, at de da aldrig læser bøger (hvis det ikke er lektier). Så igen er det ikke et nedslag på en bestemt elev, men på elever generelt. Vis mig den elev, der ikke frygter en roman på 600 sider, så skal jeg tage det hele i mig igen :-)

Så derfor, undskyld, hvis I føler jeg trådt over tæerne. Det var bestemt ikke meningen. Hvis I er uenige i mit syn på verden (i gymnasiet og HF), som jeg ser den, må I endelige lade mig vide det. Men jeg hverken kan eller vil undlade at beskrive den, selvfølgelig i generelle begreber. På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedspligt.