As you might remember, I wrote a post some month ago called With a Little Help from my Friends. This weekend, I have had help from my colleagues at Stenløse Gymnasium. And this post is dedicated to their help - without it, I wouldn't have grounds to my claim that something is rotten in the state of non-fiction prose.
As I was lying in bed, feeling very sorry for myself, my colleagues were discussing how and why they use non-fiction. Oh, don't worry, they didn't spend their weekend being teacher-ish only on my account; they were meeting anyway, and I got to be the first topic on the agenda! (I think they figured this was the only way to stop my spamming them... Sorry, guys - but it worked, didn't it?!)
Thank you, English teachers at Stenløse!
This brings me to another, yet closely related topic. I have five classes left with my students. 5! I'm sad to leave them, the school and my colleagues. But glad that I'm sad. I mean, it's a pretty good indication that I have chosen the right profession, isn't it?
30 Apr 2007
25 Apr 2007
Men journalisten ved jo ikke, at han bliver analyseret?
Når man ligger i sengen og kigger op i loftet fem timer i stræk, får man virkelig tid til at overveje små detaljer i specialet, som måske bare har ligget og marineret i belgisk øl. Takket være pencillinen har jeg det bedre - godt nok til at skrive, stadig ikke godt nok til at tale. Jeg kom til at tale lidt for meget i telefon i går, og det var... ikke godt!
(Hvis du vil springe direkte til dagens egentlige emne, kan du skippe nedenstående afsnit!)
Hvad værre er, jeg skulle have været på arbejde i dag. Jeg havde glædet mig (sådan er vi faktisk nogle, der har det med vores arbejde). Eleverne havde glædet sig (bilder jeg mig ind). Jeg har ingen fredagslektioner tilbage med mit hold pga. studiedage og helligdage (hvilket i elevernes øjne nærmest kan være det samme). Så tilbage står nu 2 (!) onsdagsmoduler og en studiedag med 4 moduler. Det er 6 (seks!) moduler i alt. Ingenting, siger jeg Dem, ingenting! Hvordan i alverden skal vi nå de noveller, jeg har forberedt (How Mr. Pebble Gets Rid of his Wife, The Girls in their Summer Dresses og andre guldkorn)?!? Hvordan skal jeg forberede mig på at tage afsked med holdet? Så, så, Nanna, det er jo ikke Wuthering Heights, det her - prøv lige at dæmpe pathos-parasollen. Men da jeg ikke rigtig kan tale, kan jeg heller ikke undervise. Desuden vil jeg nok kollapse inden jeg når Stenløse - i går testede jeg med en tur i Netto. På vej derned skal jeg over to lyskryds. I ingen af de to forgængerfelter nåede jeg over, før den grønne mand blev rød. Vi lader den lige stå et øjeblik: !
Det, jeg har funderet over her til formiddag, er en reaktion, jeg har fået fra flere (ikke-humanister), når jeg har fortalt om mit speciale:
"Men dem, der har skrevet wikipedia-artiklen, har måske ikke overvejet de ting, du analyserer på? Han har jo ikke forestillet sig at skulle blive analyseret af dig?"
Jeg bliver lige overrasket hver gang spørgsmålet falder, selvom en af Pavlovs hunde forlængst ville have lært at savle, så snart den hørte men dem... Jeg bliver overrasket, fordi det at analysere andres ting (uden deres tilsavn eller viden) er den naturligste ting i verden for en humanist.
Selvom journalisten, der har skrevet om mordene på Virginia Tech, ikke har skrevet artiklerne med henblik på at blive analyseret, kan vi stadig godt tale om, hvordan artiklen virker på os (bliver vi væmmede, rædselsslagne, ligeglade eller provokerede) - og lige præcis hvilke ting i artiklen, der gør disse ting ved os (beskriver han morderen som en glad dreng, som en psykopat, beskriver han ham slet ikke?).
Det er heller ikke sikkert, at Pia Kjærsgaard er ude på at genere hele Danmarks creative class (det er i hvert fald ret sikkert, at det ikke er hende primære hensigt), men derfor er det stadig interessant at se på, hvorfor vi bliver så provokerede af hende. Og når vi så har fundet ud af det, kan vi begynde at diskutere, om det er i orden, at hun siger ting, der provokerer os i dén grad - eller om fejlen ligger andetsteds.
Det er i grunden sjovt, at folk stiller sig på hælene, når de hører om en humanist, der skal analysere et eller andet. For vi er altså langt fra de eneste der analyserer nogen/noget uden skaberens tilsagn. En arkitektstuderende ser på en bygning for at vurdere, hvordan og hvor godt den er lavet. En DTU'er ser på produktionsprocesser, vindmøller og it-systemer for at vurdere, hvordan de er lavet - og med hvilket held. Jeg kunne komme med adskillige andre eksempler, men jeg tror pointen er feset ind.
Hvori ligger forskellen så? Og hvorfor er der så mange mennesker, der har denne averision mod den humanistiske analyse?
Lad mig svare på det sidste først. Uhyggeligt mange danskere har haft en dansklærer, som enten ikke har været særligt god til at forklare, hvorfor man analyserer litteratur, eller som virkelig har haft et helt galt mål med det: Nemlig at finde ud af, hvad forfatteren tænkte, da han/hun skrev teksten.
"Den her metafor som Skyggen er, hvorfor tror I H.C. Andersen bruger den?" spørger den rare lærer.
"Det er fordi han er bøsse!" svarer de kvikke elever.
Det er fuldstændig ligemeget, om HCA tænkte på sin aftensmad eller sine homoseksuelle lyster, da han skrev Skyggen. MEN! Når vi nu ved (eller tror vi stadig kun?) at han var homoseksuel, og han skriver en novelle som Skyggen, har den den effekt, at vi kommer til at tænke på, at forfatteren er homoseksuel. Det kan godt være, at det ikke lige var den effekt, HCA gik efter, men det er under alle omstændigheder den effekt, vi får. Og den kan vi så diskutere: Hvad gør det ved teksten - dvs vores oplevelse af den - at vi i 2007 kommer til at læse homoseksualitet ind i en masse metaforer? Hvilken slags metaforer er det, der får os til at tænke i de baner? Hvorfor? Det siger ikke bare noget om den måde, HCA skriver på, men i høj(ere) grad noget om, hvordan vi som læsere tænker.
Nå, det var det ene spørgsmål. Nu til det andet: Hvori ligger forskellen mellem den måde, humanister analyserer og den måde, andre videnskabstraditioner analyserer?
Uh, det er vist et farligt spørgsmål at begynde at svare på. Og jeg vil undgå at svare på det, men samtidig svare - på en måde. Humanister er ikke altid særlig gode til at promovere deres fag (jeg omtaler dem bevidst i 3. person, fordi jeg mener, at vi retorikere faktisk er ret gode til det!), og for mange mennesker er en humanist en, der analyserer for analysens skyld. Modsat analyserer en ingeniør for at forbedre en eller anden gadget.
Altså, humanister analyserer dels for at forstå verden og mennesket bedre, dels for at forbedre ting, som mennesker gør. TV-avisen kan blive bedre, Arkens image kan blive bedre, vores kommatering kan blive bedre (jeg befinder mig selv i skærsilden mellem det traditionelle og nye komma - hjælp!).
Og sandelig om ikke også ingeniører analyserer bare for at forstå verden og mennesket bedre: Hvordan ændrede menneskets reaktionstid sig, da man gik fra et styresystem til et andet? Hvorfor? Og hvorfor er det interessant? Er en lavere reaktionstid altid bedre?
Hmm, jeg aner ikke om det her giver mening, eller jeg om jeg taler i febervildelse. Så er der ikke et par ikke-humanister derude, der kan sige, om de er enige, uenige eller komplet forvirrede?
(Hvis du vil springe direkte til dagens egentlige emne, kan du skippe nedenstående afsnit!)
Hvad værre er, jeg skulle have været på arbejde i dag. Jeg havde glædet mig (sådan er vi faktisk nogle, der har det med vores arbejde). Eleverne havde glædet sig (bilder jeg mig ind). Jeg har ingen fredagslektioner tilbage med mit hold pga. studiedage og helligdage (hvilket i elevernes øjne nærmest kan være det samme). Så tilbage står nu 2 (!) onsdagsmoduler og en studiedag med 4 moduler. Det er 6 (seks!) moduler i alt. Ingenting, siger jeg Dem, ingenting! Hvordan i alverden skal vi nå de noveller, jeg har forberedt (How Mr. Pebble Gets Rid of his Wife, The Girls in their Summer Dresses og andre guldkorn)?!? Hvordan skal jeg forberede mig på at tage afsked med holdet? Så, så, Nanna, det er jo ikke Wuthering Heights, det her - prøv lige at dæmpe pathos-parasollen. Men da jeg ikke rigtig kan tale, kan jeg heller ikke undervise. Desuden vil jeg nok kollapse inden jeg når Stenløse - i går testede jeg med en tur i Netto. På vej derned skal jeg over to lyskryds. I ingen af de to forgængerfelter nåede jeg over, før den grønne mand blev rød. Vi lader den lige stå et øjeblik: !
Det, jeg har funderet over her til formiddag, er en reaktion, jeg har fået fra flere (ikke-humanister), når jeg har fortalt om mit speciale:
"Men dem, der har skrevet wikipedia-artiklen, har måske ikke overvejet de ting, du analyserer på? Han har jo ikke forestillet sig at skulle blive analyseret af dig?"
Jeg bliver lige overrasket hver gang spørgsmålet falder, selvom en af Pavlovs hunde forlængst ville have lært at savle, så snart den hørte men dem... Jeg bliver overrasket, fordi det at analysere andres ting (uden deres tilsavn eller viden) er den naturligste ting i verden for en humanist.
Selvom journalisten, der har skrevet om mordene på Virginia Tech, ikke har skrevet artiklerne med henblik på at blive analyseret, kan vi stadig godt tale om, hvordan artiklen virker på os (bliver vi væmmede, rædselsslagne, ligeglade eller provokerede) - og lige præcis hvilke ting i artiklen, der gør disse ting ved os (beskriver han morderen som en glad dreng, som en psykopat, beskriver han ham slet ikke?).
Det er heller ikke sikkert, at Pia Kjærsgaard er ude på at genere hele Danmarks creative class (det er i hvert fald ret sikkert, at det ikke er hende primære hensigt), men derfor er det stadig interessant at se på, hvorfor vi bliver så provokerede af hende. Og når vi så har fundet ud af det, kan vi begynde at diskutere, om det er i orden, at hun siger ting, der provokerer os i dén grad - eller om fejlen ligger andetsteds.
Det er i grunden sjovt, at folk stiller sig på hælene, når de hører om en humanist, der skal analysere et eller andet. For vi er altså langt fra de eneste der analyserer nogen/noget uden skaberens tilsagn. En arkitektstuderende ser på en bygning for at vurdere, hvordan og hvor godt den er lavet. En DTU'er ser på produktionsprocesser, vindmøller og it-systemer for at vurdere, hvordan de er lavet - og med hvilket held. Jeg kunne komme med adskillige andre eksempler, men jeg tror pointen er feset ind.
Hvori ligger forskellen så? Og hvorfor er der så mange mennesker, der har denne averision mod den humanistiske analyse?
Lad mig svare på det sidste først. Uhyggeligt mange danskere har haft en dansklærer, som enten ikke har været særligt god til at forklare, hvorfor man analyserer litteratur, eller som virkelig har haft et helt galt mål med det: Nemlig at finde ud af, hvad forfatteren tænkte, da han/hun skrev teksten.
"Den her metafor som Skyggen er, hvorfor tror I H.C. Andersen bruger den?" spørger den rare lærer.
"Det er fordi han er bøsse!" svarer de kvikke elever.
Det er fuldstændig ligemeget, om HCA tænkte på sin aftensmad eller sine homoseksuelle lyster, da han skrev Skyggen. MEN! Når vi nu ved (eller tror vi stadig kun?) at han var homoseksuel, og han skriver en novelle som Skyggen, har den den effekt, at vi kommer til at tænke på, at forfatteren er homoseksuel. Det kan godt være, at det ikke lige var den effekt, HCA gik efter, men det er under alle omstændigheder den effekt, vi får. Og den kan vi så diskutere: Hvad gør det ved teksten - dvs vores oplevelse af den - at vi i 2007 kommer til at læse homoseksualitet ind i en masse metaforer? Hvilken slags metaforer er det, der får os til at tænke i de baner? Hvorfor? Det siger ikke bare noget om den måde, HCA skriver på, men i høj(ere) grad noget om, hvordan vi som læsere tænker.
Nå, det var det ene spørgsmål. Nu til det andet: Hvori ligger forskellen mellem den måde, humanister analyserer og den måde, andre videnskabstraditioner analyserer?
Uh, det er vist et farligt spørgsmål at begynde at svare på. Og jeg vil undgå at svare på det, men samtidig svare - på en måde. Humanister er ikke altid særlig gode til at promovere deres fag (jeg omtaler dem bevidst i 3. person, fordi jeg mener, at vi retorikere faktisk er ret gode til det!), og for mange mennesker er en humanist en, der analyserer for analysens skyld. Modsat analyserer en ingeniør for at forbedre en eller anden gadget.
Altså, humanister analyserer dels for at forstå verden og mennesket bedre, dels for at forbedre ting, som mennesker gør. TV-avisen kan blive bedre, Arkens image kan blive bedre, vores kommatering kan blive bedre (jeg befinder mig selv i skærsilden mellem det traditionelle og nye komma - hjælp!).
Og sandelig om ikke også ingeniører analyserer bare for at forstå verden og mennesket bedre: Hvordan ændrede menneskets reaktionstid sig, da man gik fra et styresystem til et andet? Hvorfor? Og hvorfor er det interessant? Er en lavere reaktionstid altid bedre?
Hmm, jeg aner ikke om det her giver mening, eller jeg om jeg taler i febervildelse. Så er der ikke et par ikke-humanister derude, der kan sige, om de er enige, uenige eller komplet forvirrede?
24 Apr 2007
Ååååhhhh....
...hvor den dårlige samvittighed dog nager.
Sidst jeg skrev, holdt jeg påskeferie med RIGTIG god samvittighed. Bagefter holdt jeg endnu en dejlig påskeferie med lige så god samvittighed; jeg skulle møde min nye kærestes familie, og det er jo vigtigere end specialet. Da jeg så kom hjem efter 3 hyggelige dage i Nordjylland, var der 4 dage til min afgang til Belgien - hvor søster, svoger og ikke mindst min niece ventede mit besøg.
De 4 dage blev brugt på undervisning og ditto forberedelse. Det havde jeg det egentlig fint med - mine elever er blevet en liiille smule forsømt på det sidste. Jeg har (bort-)forklaret det med speciale-stress, ferie, sygdom, men sandheden er vist en del mere...menneskelig.
Så et par herlige dage i Belgien - familien skal jo også passes, så jeg havde egentlig ikke dårlig samvittighed... Før jeg kom hjem den 17. april, og det gik op for mig, at jeg ikke havde rørt specialet siden slutningen af marts! Så gik Nanna i panik!
Så kunne jeg gå rundt om mig selv i panisk tistand i tre dage, før jeg lagde mig syg. Surprise! Er det mon sket før i verdenshistorien? Det tror jeg vist nok! Men nu ligger jeg her så - med halsbetændelse. Pencillinen er begyndt at virke, og det er den eneste grund til at jeg overhovedet kan skrive. Jeg vil hverken kede eller frastøde jer med detaljer, men nøjes med at sige, at jeg ikke har spist i tre dage. Og med min mors ord: "Hvis Nanna ikke spiser, skal hun indlægges."
Måske burde jeg indlægges til at læse - til det, jeg engang kendte som mit speciale?
ps. Ved eventuelle stavøfejl vil jeg henvise til det faktum, er jeg er på medicin.
Sidst jeg skrev, holdt jeg påskeferie med RIGTIG god samvittighed. Bagefter holdt jeg endnu en dejlig påskeferie med lige så god samvittighed; jeg skulle møde min nye kærestes familie, og det er jo vigtigere end specialet. Da jeg så kom hjem efter 3 hyggelige dage i Nordjylland, var der 4 dage til min afgang til Belgien - hvor søster, svoger og ikke mindst min niece ventede mit besøg.
De 4 dage blev brugt på undervisning og ditto forberedelse. Det havde jeg det egentlig fint med - mine elever er blevet en liiille smule forsømt på det sidste. Jeg har (bort-)forklaret det med speciale-stress, ferie, sygdom, men sandheden er vist en del mere...menneskelig.
Så et par herlige dage i Belgien - familien skal jo også passes, så jeg havde egentlig ikke dårlig samvittighed... Før jeg kom hjem den 17. april, og det gik op for mig, at jeg ikke havde rørt specialet siden slutningen af marts! Så gik Nanna i panik!
Så kunne jeg gå rundt om mig selv i panisk tistand i tre dage, før jeg lagde mig syg. Surprise! Er det mon sket før i verdenshistorien? Det tror jeg vist nok! Men nu ligger jeg her så - med halsbetændelse. Pencillinen er begyndt at virke, og det er den eneste grund til at jeg overhovedet kan skrive. Jeg vil hverken kede eller frastøde jer med detaljer, men nøjes med at sige, at jeg ikke har spist i tre dage. Og med min mors ord: "Hvis Nanna ikke spiser, skal hun indlægges."
Måske burde jeg indlægges til at læse - til det, jeg engang kendte som mit speciale?
ps. Ved eventuelle stavøfejl vil jeg henvise til det faktum, er jeg er på medicin.
1 Apr 2007
Jeg nåede min deadline...
...og nu kan jeg se frem til 10 dages påskeferie uden et snert af dårlig samvittighed. Lige nu sidder jeg på en terasse i Jylland og nyder den sidste sol mens min mor er i gang med at lave drinks-
Bloggen får lov til at ligge stille den næste uge (Der er jo alligevel ingen, der læser den. Hvis du gør, vil du så ikke skrive kommentarer - de luner altså), men du kan jo passende bruge ventetiden på at læse, hvad jeg har skrevet til mine kolleger om retorisk læsning. Jeg har skrevet en vejledning til dem, og den kan jeg jo passende lægge herud. Den skulle give en ret klar idé om, hvad mit mål er med specialet (læs: hvad kernen i min retoriske propaganda (det er vist et oxymoron) er).
God læselyst! Spørgsmål modtages med kyshånd. HUSK: Der findes ingen dumme spørgsmål - kun dårlige lærere.
Retorisk læsning
Den retoriske analyses formål er at bedømme en teksts kvalitet. Hvor godt udfører teksten (og skribenten) sin opgave? Det handler altså ikke bare om at tale flot, men at løse den opgave, man som skribent står over for, på den bedst mulige måde.
Det nødvendiggør en analyse af den retoriske situation:
• Hvem er taleren (og hvordan er hans ry)?
• Hvem er publikum? Forventer de noget bestemt?
• Hvilke faktorer har haft indflydelse på situationen? Er der sket noget umiddelbart før teksten, som gør at skribenten må gøre det på denne måde?
Analysen af den retoriske situation giver eleverne et bedre chance for at forstå, hvorfor skribent x skriver, som han gør. Jyllandsposten skriver fx ret anderledes om Muhammed i dag end de gjorde for halvandet år siden! Når man så har tekstens ydre faktorer på plads, kan man gå i gang med at analysere selve teksten.
Den retoriske læsning koncentrerer sig om tre elementer:
• tekstens funktion (function)
• dens kvaliteter (qualities)
• dens retoriske virkemidler (features)
Funktion:
Øverst i hiearkiet er tekstens funktion. Overordnet taler retorikken om tre funktioner: belære, bevæge eller behage . Langt de fleste tekster gør alle tre ting, men ikke lige meget. Der er derfor ikke tale om at finde ud af hvilken af de tre funktioner, tekster har, men hvordan de tre funktioner er fordelt. Hvad er det vigtigste for teksten? Man kan så udspecificere og bruge ord som provoke, initiate a discussion, self-promotion, create curiousness. Tal om hvilken funktion teksten bør have, og hvilken funktion, den rent faktisk har. Hvis man ikke bliver klogere af at læse en leksikonartikel, er det fordi den ikke opfylder sin funktion. Og så er det interessant at så, hvorfor den ikke gør det. Hvad skulle skribenten have gjort anderledes?
Tekstens kvaliteter:
I midten af hierarkiet er tekstens kvaliteter. Igen er det interessant at se på, hvad den gode tekst bør indeholde af kvaliteter for at opfylde en bestemt funktion, og se på, om den konkrete tekst så indeholde de kvaliteter. Vi kan igen tage leksikonartiklen som eksempel: den bør være klar og præcis, men nogle er desværre mudrede og svært forståelige.
Retoriske virkemidler:
Nederst i hierarkiet – og dermed mest tekstnært – er tekstens retoriske virkemidler. Det handler ikke kun om stilfigurer, men også om argumentationen; tekstens struktur; typografi; definition af nøglebegreber; sprogtonen; det billede, vi får af skribenten (ethos); det billede, skribenten gerne vil have, at vi får (persona). Fx kan typografi være et virkemiddel, der hjælper til at gøre leksikonartikler mere overskuelige.
Prøv at bruge disse tre begreber i undervisningen, så eleverne bliver trænede i at referere til, hvilken kategori deres kommentar og analyse hører under. En af fordelene ved at tale om, hvor god en tekst er, er at eleverne bliver opmærksomme på ting, som de selv bør gøre – eller holde sig fra. Især fordi det er sagprosa, er det lettere at overføre de gode ting ved fx leksikonartiklen til elevernes egne stile. Derfor er godt at hele tiden tale både på det lokale plan og det globale: ”Hvad er det, skribenten gør her med den metafor? Hvad er effekten/funktionen af/med at gøre sådan? Hvornår er det godt/skidt at gøre sådan?”
Den retoriske pentagon
En god hjælper i det retoriske analysearbejde er den retoriske pentagon, som nogle af jer kender. Jeg bruger den ofte, fordi den er grafisk, konkret og overskuelig. På den måde kan det være lettere at bevæge sig mellem de tre hierarkiske planer med eleverne.
[Her er der så en grafisk fremstilling af den retoriske pentagon. Så snart jeg finder ud af, hvordan jeg får den ind på bloggen, skal I nok få den at se...]
Det er tilfældigt, hvordan jeg har placeret de fem elementer [skribent, modtager, emne, sprog, situation]– som man kan se, er de indbyrdes afhængige. Jeg bruger pentagonen ved fx at sige:
”OK, hvem er skribenten? George Bush. Hvad gør det ved hans muligheder i emnet? Han kan tale om meget større og vigtigere ting end en gymnasielærer kan. Hvorfor? Fordi hans publikum er meget større. Men hvilke muligheder giver det han med sproget? Han skal tale et mere officielt sprog og må aldrig nogensinde fortælle en vittighed, der kan misforstås som racistisk.”
Man kan også bede eleverne om at skrive stikord ud for hvert element, hvor de udelukkende er deskriptive. Bagefter kan man så tage snakken om, hvordan og hvorfor de hænger sammen som de gør.
Den retoriske læsning har en række fordele - dem skal jeg nok behandle senere. (Og de er vist også nævnt i forbifarten tidligere på bloggen.)
Nu er min drink klar - god påske!
Bloggen får lov til at ligge stille den næste uge (Der er jo alligevel ingen, der læser den. Hvis du gør, vil du så ikke skrive kommentarer - de luner altså), men du kan jo passende bruge ventetiden på at læse, hvad jeg har skrevet til mine kolleger om retorisk læsning. Jeg har skrevet en vejledning til dem, og den kan jeg jo passende lægge herud. Den skulle give en ret klar idé om, hvad mit mål er med specialet (læs: hvad kernen i min retoriske propaganda (det er vist et oxymoron) er).
God læselyst! Spørgsmål modtages med kyshånd. HUSK: Der findes ingen dumme spørgsmål - kun dårlige lærere.
Retorisk læsning
Den retoriske analyses formål er at bedømme en teksts kvalitet. Hvor godt udfører teksten (og skribenten) sin opgave? Det handler altså ikke bare om at tale flot, men at løse den opgave, man som skribent står over for, på den bedst mulige måde.
Det nødvendiggør en analyse af den retoriske situation:
• Hvem er taleren (og hvordan er hans ry)?
• Hvem er publikum? Forventer de noget bestemt?
• Hvilke faktorer har haft indflydelse på situationen? Er der sket noget umiddelbart før teksten, som gør at skribenten må gøre det på denne måde?
Analysen af den retoriske situation giver eleverne et bedre chance for at forstå, hvorfor skribent x skriver, som han gør. Jyllandsposten skriver fx ret anderledes om Muhammed i dag end de gjorde for halvandet år siden! Når man så har tekstens ydre faktorer på plads, kan man gå i gang med at analysere selve teksten.
Den retoriske læsning koncentrerer sig om tre elementer:
• tekstens funktion (function)
• dens kvaliteter (qualities)
• dens retoriske virkemidler (features)
Funktion:
Øverst i hiearkiet er tekstens funktion. Overordnet taler retorikken om tre funktioner: belære, bevæge eller behage . Langt de fleste tekster gør alle tre ting, men ikke lige meget. Der er derfor ikke tale om at finde ud af hvilken af de tre funktioner, tekster har, men hvordan de tre funktioner er fordelt. Hvad er det vigtigste for teksten? Man kan så udspecificere og bruge ord som provoke, initiate a discussion, self-promotion, create curiousness. Tal om hvilken funktion teksten bør have, og hvilken funktion, den rent faktisk har. Hvis man ikke bliver klogere af at læse en leksikonartikel, er det fordi den ikke opfylder sin funktion. Og så er det interessant at så, hvorfor den ikke gør det. Hvad skulle skribenten have gjort anderledes?
Tekstens kvaliteter:
I midten af hierarkiet er tekstens kvaliteter. Igen er det interessant at se på, hvad den gode tekst bør indeholde af kvaliteter for at opfylde en bestemt funktion, og se på, om den konkrete tekst så indeholde de kvaliteter. Vi kan igen tage leksikonartiklen som eksempel: den bør være klar og præcis, men nogle er desværre mudrede og svært forståelige.
Retoriske virkemidler:
Nederst i hierarkiet – og dermed mest tekstnært – er tekstens retoriske virkemidler. Det handler ikke kun om stilfigurer, men også om argumentationen; tekstens struktur; typografi; definition af nøglebegreber; sprogtonen; det billede, vi får af skribenten (ethos); det billede, skribenten gerne vil have, at vi får (persona). Fx kan typografi være et virkemiddel, der hjælper til at gøre leksikonartikler mere overskuelige.
Prøv at bruge disse tre begreber i undervisningen, så eleverne bliver trænede i at referere til, hvilken kategori deres kommentar og analyse hører under. En af fordelene ved at tale om, hvor god en tekst er, er at eleverne bliver opmærksomme på ting, som de selv bør gøre – eller holde sig fra. Især fordi det er sagprosa, er det lettere at overføre de gode ting ved fx leksikonartiklen til elevernes egne stile. Derfor er godt at hele tiden tale både på det lokale plan og det globale: ”Hvad er det, skribenten gør her med den metafor? Hvad er effekten/funktionen af/med at gøre sådan? Hvornår er det godt/skidt at gøre sådan?”
Den retoriske pentagon
En god hjælper i det retoriske analysearbejde er den retoriske pentagon, som nogle af jer kender. Jeg bruger den ofte, fordi den er grafisk, konkret og overskuelig. På den måde kan det være lettere at bevæge sig mellem de tre hierarkiske planer med eleverne.
[Her er der så en grafisk fremstilling af den retoriske pentagon. Så snart jeg finder ud af, hvordan jeg får den ind på bloggen, skal I nok få den at se...]
Det er tilfældigt, hvordan jeg har placeret de fem elementer [skribent, modtager, emne, sprog, situation]– som man kan se, er de indbyrdes afhængige. Jeg bruger pentagonen ved fx at sige:
”OK, hvem er skribenten? George Bush. Hvad gør det ved hans muligheder i emnet? Han kan tale om meget større og vigtigere ting end en gymnasielærer kan. Hvorfor? Fordi hans publikum er meget større. Men hvilke muligheder giver det han med sproget? Han skal tale et mere officielt sprog og må aldrig nogensinde fortælle en vittighed, der kan misforstås som racistisk.”
Man kan også bede eleverne om at skrive stikord ud for hvert element, hvor de udelukkende er deskriptive. Bagefter kan man så tage snakken om, hvordan og hvorfor de hænger sammen som de gør.
Den retoriske læsning har en række fordele - dem skal jeg nok behandle senere. (Og de er vist også nævnt i forbifarten tidligere på bloggen.)
Nu er min drink klar - god påske!
Subscribe to:
Posts (Atom)
