Person-parabel

Antallet af det perfekte studerende på et specialekontor er en parabel med ligningen:

graden af koncentration= -x^2
hvor x er antallet af personer på specialekontoret

Så vist jeg husker er en parabel sådan et U - i dette tilfælde et omvendt U. Graden af koncentration er altså lav, når der er 0 studerende og når der er 4. Men når der er 2 eller 3 studerende, er koncentrationen høj.

I dag var X=O. Solen var til gengæld = bragende. Hmm, hvad gør en klog? (som en klog veninde ville sige)Man går hjem kl 13 og lægger sig med en bog i gården. Og så lægger man en plan om at arbejde indenfor 16-18. Det er så det, jeg er i færd med nu.

Nu opererer jeg altså med to målinger:
Graden af koncentration
Sumpbarometer

Nej, lad os sige tre målinger:
Graden af koncentration: O
Antallet af skrevne sider: 39
Sumpbarometeret: 39 (men jeg håber ikke det stiger i takt med de skrevne sider)

OK, nu er det efterhånden tydeligt for alle mine læsere, at jeg stadigvæk ikke kan koncentrere mig og helst bare vil fjolleskrive...

Uden overskrift

I dag kan jeg ikke finde på en overskrift. Jeg ved ikke, om det mon er fordi jeg endnu ikke helt har fundet ud af, hvad denne post skal handle om. Men jeg trænger til at skrive. Og jeg trænger til en overspringshandling. (hey, what are blogs for?)

Perhaps I should write in English. That usually helps when I get the thesis-blues. I have had two days with the spleeny feeling that I don't know what I'm supposed to do today. Should I write? Should I read? If so, what should I read?

I have two chapters to write and several to finish. The ones I have written are:

1. Preface - nearly done.
2. Discussion of what the problem is, why there is one, and what my colleagues have to say about it. Far from done - but the scheleton is there.
   
3. Theories on rhetorical analysis. Quite done. I still have to find the Latin quotes on Quintilian (Christian thought this might be a good idea since I discuss the text rather thoroughly)
4. My own definition of rhetorical reading. It consists of the rhetorical situation, the rhetorical analysis and rhetorical tasks and drills for the students.
   

The ones I haven't yet started are:

1. The advantages of rhetorical reading. What skills does the rhetorical reading train?
2. A discussion of the four non-fiction teaching suggestions. Why have I chosen these texts? These exercises? What did the teachers say about teaching non-fiction this way?

OK, that actually helped me. I think I'm gonna start on no. 2. What still scares me is that I might lack some theory for both the two chapters. Why did I choose this and that exercise? Because that's how I teach, that's how the others teachers teach and that's how I was taught in secondary school. But that's just not a reason, is it?

So English teachers out there - where did you learn what exercises and drills to do?

Specialeidéer

Jeg er nødt til at skrive endnu en post.

Min far gav mig en idé til et speciale, som han gerne ville have, at jeg gav videre til andre retorikstuderende:
En analyse af transkriptioner af specialevejledninger. Hvad skal der til for at den studerende kan bruge vejledningen til noget? Hvor svært er det at følge med i vejlederens tankerække? Er retoriske vejledere mere retoriske end vejledere fra historie?

Og lige før fik jeg endnu en idé: Hvad kendetegner de overskrifter, man finder på en blog? Er der bestemte genretræk, der gør sig gældende? (er der fx en relativ overvægt af parenteser og tankestreger - selv i overskriften?)

Vejledning - og godt nyt!

Jeg har en god nyhed og.... flere gode nyheder. Jeg kan ikke gøre for det. Min mor undrer sig over, hvorfor jeg dog er så heldig for tiden. Hun mener, at det er min kærestes skyld - siden han kom ind i billedet, strømmer det ind med gode ting. Der må jeg dog rette hende, og sige, at han jo også var en af de gode ting - så det må være noget andet, der er årsagen.

Hvorom alting er, så er der sket en del på speciale/job-fronten i weekenden. Sidst jeg skrev var jeg ked af at have sagt farvel til mine elever. Siden har jeg sendt ansøgninger af sted til CPH West (i retorik) og til Skt. Annæ (engelsk). Men i fredags ringede min rektor (altså på Stenløse) og sagde, at han havde to lærere med for mange timer næste år. Det betyder, at to engelskhold står uden lærer. Den ene hold kender du, Nanna - det er din hf-klasse. Det andet hold er 1.y. Har du lyst?

Om jeg havde lyst? Jeg har hoppet rundt hele weekenden! dels af glæde, dels af panik over, at jeg nu afleverer specialet efter jeg er gået i gang med at undervise igen. Bye, bye, holiday! (Ej, det er vist et luksusproblem - forget I ever mentioned it! Men undskyld til alle dem, der havde forventet i sensommerbesøg af en afslappet Nanna.)

Nå, det var den gode nyhed (skulle du være i tvivl). I fredags var jeg også til vejledning. Jeg er lige blevet færdig med at transkribere halvanden times intensiv samtale med Christian Kock. 12 sider blev det til. De sider er et levende (ok, halvdødt) bevis på, at sætningsstrukturer bryder sammen i mundtlig dansk. Men der er guldkorn ind imellem, og jeg er meget tilfreds med de ting, jeg fik med derfra. Bl.a. et afsnit, som jeg af gud ved hvilke grunde ikke liiige selv havde overvejet: et diskuterende afsnit, hvor jeg argumenterer for, hvorfor mine undervisningsvejledninger ser ud, som de gør, hvorfor jeg har lavet de opgaver, jeg har gjort, og hvad de lærere, der har testet teksterne, siger til det hele. Jeg glæder mig meget til at skrive det afsnit. Det begynder jeg på i morgen - i dag skal jeg lave skriftlige årsprøver til hf-erne.

Der skal nok komme flere vejlednings-guldkorn i løbet af ugen. Men man får altså lidt vertigo, når man skal rumme en vejledning i en mundfuld. Og du gider nok heller ikke læse mere på sådan en højhellig 2. pinsedag.

Først på kontoret! - og farvel til eleverne

Jeg er nødt til at begynde dagen med et blog-indlæg. Jeg var nemlig først på kontoret i dag. Jep! Den øverste lås var låst - jeg havde nær glemt, hvordan man kom ind, når man kommer som den første! Så nu sidder jeg på min plads og føler mig meget overskudsagtig.

I forgårs sendte jeg 24 sider afsted til Christian (min vejleder), og med min søsters og mors søde kommentarer er jeg nu helt tryg ved situationen. (Kameraet panorerer over en grøn græsplæne, hvor en mor og hendes to døtre sidder med en kande limonade ved en gammelt hvidt bord. Den ene datter rækker de to andre hver sin plade Merci-chokolade. I baggrunden hører vi stille violin-musik.)

Min kollega kalder det akademisk forfængelighed, at man ikke kan lide at vise andre sit work-in-progress. Han har så evigt ret. Jeg har intet imod at blotte mig over for mine speciale-co-skribenter - vi har set hinandens halvfærdige produkter i snart 6 år, så vi ved efterhånden godt, hvor morgengrimme vores tekster kan være. Men over for professoren - ja, der vil jeg altså gerne have, at mine tekster ikke møder op med bollehår og sorte rande under øjnene. Uanset hvor godt specialet så ser ud til den store fest.

Det var dagens første emne. Nu til dagens andet emne: mine elever. Nu har jeg sagt farvel og "hav et godt liv" til min klasse på Stenløse. De kvitterede med en orkidé, rødvin og et sødt kort. Jeg kom op efter spisepausen og dér stod det på katederet. Pludselig blev jeg meget bevidst om, at jeg stod op og foran mig sad 27 mennesker og gloede på mig. Så da en af drengene kækt spurgte "Er du rørt nu, Nanna?", kunne jeg næsten ikke få et ord frem. Tak, 1.p! Jeg havde dem en hel dag - 8:10-15:30, så jeg havde bagt svenske kanelbullar til dem. Det var et hit. Især fordi en af eleverne også havde bagt. Så vi fik kanelbullar til morgenmadssnack og den mest klistrede (på den gode måde) chokoladekage til filmen. Jo, selvfølgelig skal man se film, når man skal have engelsk i fire moduler. Vi så Snatch. Forinden havde de læst noget af screenplay'et. Jeg måtte nok indse, at niveauet var lige en tand for højt for halvdelen af klassen. Den anden halvdel kunne godt se det sjove i 'zee Germans'.

Ak. En æra er forbi. (Skal vi mon have gang i de tyske reklametricks igen?) Nej, jeg ved godt, at jeg nok skal få endnu en klasse, som er verdens bedste. Men lige nu savner jeg faktisk allerede min arbejde. Det bliver en lang sommer. På specialekontoret.

Computer: begin re-writing process

First of all, I'm happy that my pledge yesterday seems to work. OK, there's still only two comments (excluding my own), but it's a start, right?

Yesterday, I spent the rainy day working at home (actually, at my boyfriend's, but still...). I had printed the first 14 pages of my thesis, and the time had come to revise and re-write for the first time. And what a glorious feeling! (I'm happy as can be...) I felt like NOW, I have finally begun the real writing process - which is bollocks, I know. My writing process begun in late January.

And this isn't even the first piece of text that I've re-written. The four teaching proposals have been completed for a month now. Somehow, I feel like they don't count. Perhaps because they weren't hard to write at all?

Yesterday's piece of writing was hard to write. It was the section on other rhetoricians' view on rhetorical reading, rhetorical analysis, imitatio - call it what you will. And now the most scary bit is creeping closer:

I have to send it to my professor. It's strange:

He's there to help me.
I'm lucky to get his help, as it will - without doubt - improve my thesis.
He knows that the text is not finished yet and doesn't expect a perfect piece of writing.

So why do I feel embarrassed - perhaps even scared - to send him something more concrete than four pages of speed writing? Has anyone of you experienced the same thing? Why? And what did you do?

Kom nu, læsere!

Jeg ved I er derude - for jeg får i hvert fald at vide, når der er slåfejl på siden.

Så kom nu læsere, skriv nogle kommentarer!

1. interview med lærerkollega

I dag har jeg talt med den første af mine kolleger, der har testet en af mine tekster. Faktisk to, for hun har undervist i de to blog-tekster. Nu har jeg transskriberet 8 siders tætskrevet samtale. Det er ret intensivt arbejde, og jeg er lidt balret i hovedet.

Men jeg er også helt kæk, for hun sagde alle de rigtige ting, og der er flere gode citater til specialet. Hør bare her:

"Da jeg havde skrevet pentagonen op på tavlen, spurgte en af eleverne, hvad jeg havde gang i. Jeg ved ikke, om det siger så meget om den her metode. Jeg tror mere det siger noget om, at det her i 1.g, og det er nyt, en ny metode for dem, og de er endnu ikke så trænede i at analysere tekster efter en bestemt model."
- Næ, det er de ikke - men det bliver de forhåbentlig!

"nu underviser jeg jo også selv i dansk – og der synes jeg, det er indlysende at de to fag [dansk og engelsk] arbejder sammen og bruger det her." Tak!

"Der har vi nok været vant til at tage tekster fra the Observer og Newsweek, som jo altså er sprogligt og indholdsmæssigt noget sværere. . Det har de (eleverne)altså lidt vanskeligt ved. Så man kan måske godt sige, at det... Og så vil jeg sige, at alligevel College Humor er ikke særlig let, selvom den på overfladen virker let, da vi gennemgik de her spørgsmål, så havde de svært ved – og jeg havde svært ved, eller jeg ved ikke om jeg vil sige, at jeg har svært ved, jeg tror nok jeg har en idé om det, men jeg var da nødt til at læse det flere gange, fordi hvad er hun? Er hun bare dum? Eller er hun lidt mere spidsfindig? Jeg måtte jo så også pege på den sidste sætning, ik, er det ikke her, hun afslører, at det er selvironi, og hun faktisk selv erkender, at selvfølgelig er hun ligeså fordomsfuld eller hvad ved jeg, ik?"
Ja, hvis man nærlæser teksten og ser på sproget, bliver det lettere at forstå indholdet. Derfor kan den retoriske læsning hjælpe eleverne til at forstå de svære tekster i the Observer og Newsweek. Og en tekst er ikke nødvendigvis let fordi det er let at sige, hvad den handler om.

"Altså, Fidler On The Roof, det passer til temaet om - ja, to temaer, det ene er fast food og fedme, og der passer den selvfølgelig ind, og så har vi kørt single life med Bridget Jones’ Diary, hvor et af hendes problemer er vægttab, ikke? Genremæssigt passer den jo også ind, for hun skriver jo dagbog, og det her er jo også en dagbog. Collegehumor, ja hvad skulle det være? Tja, jeg har haft noget med the American dream, men ja... Men der kunne det jo være bigotry...Det kunne være et tema om ja... Værdier, dobbeltmoral, ja, jeg ved ikke...Altså det kan det sikkert, hvis man kører et om amerikansk, amerikansk ungdom. "
Det her viser, hvor forskelligt vi tænker i temaer. Jeg tænker meget tema som et genretræk, der går igen. Det kan både være form (oral texts, hvor vi kun har læst tekster, der skal fremføres oralt - musiktekster, taler, skuespil) eller indhold (the two Americas, hvor det gennemgående tema er social uretfærdighed). Men her er fællestrækket ved alle de temaforløb, hun nævner, netop temaet - eller plottet, som jeg også kalder det. Og der vil min analysemetode åbne for nogle temaopdelinger, der går på tværs af det nuværende.

Og lidt om, hvordan sagprosa bliver brugt i dag:
"Jamen, der har vi meget gjort det, at vi netop fordi det altid har været en genre, de synes er svær, det har været uoverskueligt, har vi bedt dem om at dele teksten ind i afsnit og give hvert afsnit et overskrift, som afspejlede indholdet. Og så skrive stikord til det. Og så har vi set meget på, hvad er det for synspunkter, der kommer frem? Er der nogle argumenter? Og så har vi prøvet at sammenholde det med emnet...Altså emnet har vi selvfølgelig talt om, det er jo det første, vi kigger på. Og hvad er det så for synspunkter, der kommer frem i teksten og argumenter, og det der med...Det har meget kørt med holdninger og det er selvfølgelig altid læst ind i et større emne." Så mon ikke, der er nogle lærere og elever, der bliver glade for den retoriske læsning?

Og så mit favorit-citat - det handler om, hvad den største forskel er mellem den måde, de arbejder med sagprosa på i dag, og så den retoriske læsning:
"Men jeg synes også at der kommer et andet perspektiv ind i det fordi vi har jo altid sagt, at ”Ja, men hvad gør vi til eksamen? Er der nok kød på? Fordi når vi har konstateret, hvad det er for holdninger, så har vi ligesom været færdige. Hvor her kommer du jo ned i nogle sproglige detaljer, ik. Og det passer godt til det nye krav om sproglig opmærksomhed, og tonen i teksten. Og stilniveauet. Og så man også kan se på, om budskabet kommer ud. Så egentlig synes jeg at vi kommer dybere ned, det bliver mere interessant at arbejde med det. "

Jubii, der ER brug for mit speciale!

To write a thesis = to learn about yourself

Today I set myself the task to re-write the chapter on different theories about rhetorical reading and imitatio. I had already written quite a few pages on Quintilian, Corbett and Kock, and now was the time to paste it all together and see what kind of structure I could make of it.

Not an impossible task - and especially a task appropriate on a Monday following a week packed with social events (we're talking two weddings and a meet-the-parents-dinner).

Alas! I have spent the morning thinking about why I couldn't re-write the chapter. And THAT wasn't impossible at all:

1. I hate re-writing. Simple as that. Why? Because when you write something for the first time, you can let your thoughts wander off to the paper, think it over, over and over, turn it up-side down and let your writing follow the pace of your head. It's a dance between fingers and thoughts, and it's exciting whether it's an Argentinian Tango or a Quickstep. But when you re-write, so look at something you've already thought. It's yesterday's news, pal. You've moved beyond that point, to new shores loaded with new ideas.

It's got to do with my goals. Right now, my goal is to learn via my writing this thesis. But eventually, my goal have to become handing in the thesis - and my readers won't care if I didn't learn something every day of the writing process. They will want a readable and academic piece of writing.

But what do you do when your nature is that of a teacher? Do something exciting, but not necessarily perfect today - and then something new again tomorrow.

2. I have become addicted to a little help from my friends. Throughout our education, rhetoricians spend a lot of time giving feed back. On texts, on speeches, on presentations, on voices. So to me, feed back is as natural a step in the writing process as it is to turn on my Mac. But who wants to read, re-read and re-re-read an 80 pages thesis?

08:10-15:02

Så er sidetallet oppe på 8 - så kan jeg vist godt holde fri resten af dagen!

Vi skrives ved i morgen. Jeg har planlagt en hård formiddag og en eftermiddag i den engelsk poesiklub, jeg er med i (meeeget nørdet...).

Pyha - barometret er faldet igen

Jeg har haft en yderst produktiv formiddag og skrevet 5 sider på specialet. Jeg er i gang med kapitlet, der handler om min definition af retorisk læsning. Mens jeg skrev, kom udformningen af afsnittet faktisk af sig selv. (Som retoriker ved jeg, at vi erkender gennem sprog og derfor også ved at skrive, men det er dejligt, når det manifesterer sig så tydeligt.)

Kapitlet lige inden (ja, jeg kan ikke nummere dem endnu)handler om andre teoretikeres definition af retorisk læsning. Jeg er såmænd ret enige med dem, med undtagelsen af ét punkt. Langt de fleste teoretikere mener, at man skal lære elever at analysere en tekst retorisk, fordi de på den måde bliver bedre til selv at skrive. (OK, de nævner måske også nogle andre fordele, men der er ingen tvivl om, at skrivning er det primære formål. Hør selv her, hvordan Murphy udlægger Quintilians opfattelse: "The objective, of course, is to enable the student eventually to compose his own texts.") Derfor begynder jeg kapitlet med at forklare denne uenighed med den etablerede teori. Jeg er faktisk lidt i tvivl om det hellere skal afslutte kapitlet før, men det kan godt rokeres rundt uden at der går helt ged i den.

Bagefter gennemgår jeg princippet for min beskrivelse af retorisk læsning. Det er vigtigt for mig, at beskrivelsen dels lever op til den teoretiske standard, man kan forvente sig af et speciale. Det skal altså ikke være på et common sense-niveau. Dels vil jeg gerne lave en beskrivelse, der er operationaliserbar for en gymnasielærer, der vil springe ud i at følge min anbefaling.

Så følger den egentlige beskrivelse af den retoriske læsning. Den er delt op i to faser: en retoriske analyse og retoriske opgaver. Det giver god mening i undervisningssammenhæng at inddele processen i dels en (fælles) læsning af teksten og efterfølgende øvelser. Andre lærere laver tekst- og opgavesæt, der er opdelt i pre-reading, reading og post-reading . Opgaverne kan være skriftlige såvel som mundtlige, ligesom de kan løses alene såvel som i grupper. Der følger dog også opgaver med på analyse-planet, ligesom en del af de efterfølgende opgaver kan løses i plenum. Skellet mellem den retoriske analyse og de retoriske opgaver vil derfor ikke være så skarpt i praksis (og mine undervisningsvejledninger) som det vil være teoretisk.

Ah, dejligt - 5 sider og et nogenlunde overblik.

Dagens sumptal: 5

Nå, så du bemærkede, at jeg er i betydeligt bedre humør end i fredags, kære læser? Du har helt ret! Humøret skyldes to ting:

Efter et par måneder, hvor jeg har...hvad skal vi sige, haft en noget uregelmæssig døgnrytme, er jeg nu ved at være nogenlunde tilbage i gear. Det mærkede jeg i morges, da begge låse i hoveddøren var låst. Det betyder, at man er den første, der møder på kontoret om morgenen. (det forekom hyppigt i februar, men mærkeligt nok stort set ikke i marts og slet ikke i april!)

Den anden ting er Danmarks nye parti, ny alliance (skal det mon være med stort A?). Jeg har som humanistisk borgerlig længe gået og følt mig partiløs og sagt til gud og hvermand, at hvis bare man kunne tage de(t) bedste fra Radikale og de(t) bedste fra Konservative... Det kunne godt gå hen og ske nu. Måske skulle jeg den fra forgangne tider politiske virkelyst frem igen? (Lagde du mærke til nominalhypotagmen? Ret politikeragtigt, ik?)

Dagens sumpmelding:

Sumpbarometret er gået amok i dag - jeg tror faktisk vi er oppe omkring de 80.

Solen skinner.

Det er helligdag.

Jeg har været vågen siden 05:55 (jeg vågner med fuglene om foråret).

Hvad gør man?

Den gordiske teoriknude

Først vil jeg undskylde, at jeg ikke har formået at holde mit løfte om en blog-post hveranden dag. Jeg har vist i virkeligheden skrevet noget hveranden speciale-arbejdsdag, og det siger jo så en del om, hvor lidt jeg har befundet mig på 9F den sidste måneds tid. Men det har jeg vist vadet nok rundt i - der er mange andre ting, jeg kan bruge min energi på.

Fx. kan jeg passende bruge noget energi på at få skrevet mit teoretiske afsnit. Det gik jeg i gang med i går, og det er ingen tilfældighed, at jeg i dag begynder dagen med at skrive på bloggen. For det er svært at få teorien ned på papiret - øh, skærmen.

Jeg skal dels redegøre for forskellige teoretikeres opfattelse af retorisk læsning. (eller retorisk analyse, imitatiolæsning og hvad de ellers kalder det) Her bruger jeg bl.a. Quintilians beskrivelse af undervisning i tekstlæsning. Han beskriver meget udførligt hvordan det skal foregå (man beder en elev om at læse tekstens op, for de har godt af at træne udtalen), og hvad man så skal gøre eleverne opmærksom på i teksten (argumentationen, struktur, definitioner, sjove/mærkelige/flotte formuleringer, skribentens kontrol af følelser og hans evne til at vække tilhørernes osv. osv. osv.)

Corbett bruger Quintilians teori og implementerer den her 2000 år efter. Det fungerer rigtig godt, og Corbetts imitatiolæsning bliver en central tekst. Den skal jeg læse i eftermiddag, og jeg glæder mig faktisk til at genlæse den.

Christian Kock (som jo er min vejleder) har skrevet mit speciale i miniformat. For et par år siden skrev han en artikel på 3-4 sider til ANGLOfiles - fagbladet for engelsklærere i gymnasiet - hvor han taler om retorisk analyse af sagprosatekster. Hvor kunne det være dejligt, hvis mit teoriafsnit bare kunne lyde: Jeg er enig med Kock - jeg vil bare lige skubbe fokus lidt her hen. (Han lægger mere vægt på bedre skriftlighed som primær fordel ved den retoriske analyse, end jeg gør. Men man kan næsten ikke andet end at være enig med manden; han har som sædvanligt skåret ind til benet af det væsentlige.)

Men man kan jo ikke bare erklære sig enig i de kloge folk. Teorien skal fremlægges, diskuteres og til sidst kan jeg så fremlægge Nannas retoriske læsning. Da-da-dadaaaa! (trommevirvel, tak!) Og det er her den gordiske teoriknude gør knuder, så at sige. For jeg er den store praktiker. Teoriredegørelse er noget af det mest kedsommelige, man kan sætte mig til. Jeg vil hellere pudse sko. Lige så spændende jeg så synes det er at dykke ned i teorien, diskutere den vinkle den, lige så hårdt synes jeg det er at sidde alene og skulle koge den ned. Jeg er et talende menneske - det vil ikke komme som den store overraskelse for de fleste af jer. Og jeg er et menneske, der efter 5 år på universitetet stadig synes det er lidt fjollet at redegøre for en teori, som jeg har under huden, som min vejleder har under huden og som censor nok også har under huden. Man skulle virkelig ikke tro, at jeg underviser i akademisk opgaveskrivning!

Og hvis du har så let ved den teori, Nanna, så er det vel ingen sag at skrive det ned?