er jeg ved at dø?

Ja, måske. Jeg har i hvert fald ikke været god til at holde min blog i live. Hver uge siger jeg til mig selv, at i denne uge skal det være. I denne uge vil jeg skrive mindst tre blogindlæg. Altså helt ærligt, hvor lang tid tager det at skrive et indlæg? Det kan jeg da godt få tid til.

Og ja, det kan jeg også. Men hver gang jeg er lige på nippet til at ville skrive noget, tænker jeg, at hmm, det kvarter kunne jeg også lige bruge på at rette en stil, to oversættelse, at gennemlæse en novelle eller tjekke reglerne for hvilke verber, der tager ing-form.

Og så kommer jeg aldrig længere.

Og det er ikke fordi der ikke er noget at fortælle. Det opdagede jeg, da min søster var forbi på vej hjem fra en jobsamtale og så min bogkontrakt fra Gyldendal. Neej! Du skal da tage et billede af kontrakten og lægge det ud på bloggen! Nå ja...

I dag er der så også en flov historie at fortælle. En af mine elever vil skrive SSO om Cider House Rules. Ja, ja, gør bare det. God idé! Problemet er bare, at romanen er mere end 600 sider lang, og som de fleste af sine venner er denne elev ikke nogen superlæser - jeg ved faktisk ikke, om de læser andre bøger end dem, vi pådutter dem. Måske skulle jeg selv have læst romanen inden jeg anbefalede hende den?

En af de gode dage

Som gymnasielærer er der gode dage og dårlige dage. Vent... Sådan er det vel i alle jobs. Men særligt i de såkaldte (kliche-kaldte) menneskejobs er udsvinget større, forestiller jeg mig. Hvis jeg har en dårlig dag, smitter det unægteligt af på mine elever. Og omvendt: Hvis mine elever er umulige, kan det hurtigt blive en dårlig dag for mig. Heldigvis går det også den anden vej. Når mine elever er veloplagte og nysgerrige, er verden som lærer rigtig dejlig.

Hmm, kunne du indvende. Er det ikke lidt rigeligt at lade sit humør afhænge af en flok hormon-sprængte teenagere, der overhovedet ikke tillægger skolen same betydning som læreren tydeligvis gør? Tjo, det er det måske. Det er bare meget svært at lade være.

I dag er en af de gode dage. Jeg føler, at jeg har nogenlunde tjek på tingene, jeg er endda forud med planlægningen af SSO (HF'ernes Store Skriftlige Opgave, der løber af stablen 14-21. december).

Og så har eleverne altså været ualmindeligt herlige at undervise i dag. Jeg fik godt nok mit højniveauhold til at gå i panik, da jeg præsenterede dem for de eksamensstile, de skal skrive. Det forventes mærkeligt nok, at de skal nå sammen niveau som gymnasie-A-niveau-hold, og det kan på ingen måde lade sig gøre, skulle jeg hilse og sige. Ikke nok med at de skal lære det samme på to år (det er en modenheds-udfordring af betydelig skala; normalt skal man til 3.g, før elever kommer med nogenlunde fornuftige analyse-forslag, og det handler ikke altid om øvelse), nej - nu skal jeg lige se, hvor jeg kom til inden parentesen (jeg beklager den fragmentariske stil) - de skal også beherske samme niveaus grammatik uden først at have haft et halvt års AP: Almen Sprogforståelse, hvor fokus er på grammatik, sprogteori, sproghistorie etc. De har altså ingen mulighed for at vide, hvad præ- og suffikser er, de stakler. Men, men, de skal jo igennem - og det kommer de fleste nok også.

Og så er der mine 1.g'ere. Så kække, at det smitter. De er videbegærlige på en helt anden måde end HF'erne, og man kan fylde på og fylde på og fylde på. Jeg har dem både i engelsk og førnævnte AP, og i dag gennemgik jeg ordklasser med vægt på verber. Jeg blev selv helt forpustet over den vidensmængde, de skulle sluge i dag:


tre grupper af ordklasser
lukkede+ åbne ordklasser
nye ord
sammensatte ord
finitte+infinitte verber
tempus, modus, diatese
enkeltordsverber+sammensatte
præsens
præteritum
futurum
perfektum
pluskvamperfektum
imperativ
aktiv+passiv
præsens participium
perfektum participium
infinitiv

Alt sammen sat i en fin træstruktur. Jeg sendte en tanke til toposbamsen. (ERFA's kælenavn for Ole Togeby, der som I måske ved har lavet et topostræ. Til eksamen viste det sig, at han var mere en bjørn end en bamse.)

Dette indlæg bliver vist lidt mat her i enden. Du havde forventet den store, forkromede afslutning, ik? Jeg er for træt. Men på den gode måde i dag.

I love Paris in the spring time, I love Paris in the fall...

My sister'll get the reference. The rest of you, knowing that I speak British English, RP, whatever-you-call-it, will have to think that I don't know the difference between autumn and fall. (That's actually unfair, because of course I know, but of course sometimes, a fall slips out. So either way, you're not to blame.)

But the day after tomorrow (that sounds like another reference but it isn't) I'm going to PARIS! A new era has begun on the secondary schools in this country. (Oh, I'm still not happy about the secondary school-label, have you got a better word for the Danish gymnasium? - please let me know!) The we-have-to-something-to-keep-our-teachers-here-era. It means, among lots of other things, that all the teachers are going to Paris.

To discuss the strategy of the school, to get together, to see Paris, to talk, talk, talk - and probably also to have an itsy bitsy glass of wine.

And it's much needed, I might add. This morning, at 10 o'clock, I walked out of a classroom saying, 'have a nice weekend!' NOT a sane thing to do Monday morning...

Blog-fravær

Ja, ja, jeg ved det godt. Der går for lang tid mellem mine indlæg.

Jeg kunne komme med mange forklaringer: der er alligevel aldrig nogen, der skriver kommentarer, jeg har ikke noget at skrive om, jeg har for travlt, jeg når at fortælle Darcy alle de gode historier, og så orker jeg ikke skrive dem ned.

Og ja, ja, jeg ved også godt, at det er (halv)dårlige undskyldninger. Så her kommer flere historier:

1. Jeg var på KUA i går og fortælle om mit speciale. Jeg har i min egen universitetstid været med til at sætte gang i specialecaféer, hvor der to gange pr. semester kommer kandidater og fortæller om deres nyligt overståede specialer. De yngre studerende kan så både høre om, hvor forskellige emner, man egentlig kan skrive om, og de kan også høre, hvordan det er at skrive speciale. Kan det nu også lade sig gøre på 6 måneder? (Ja, det kan det godt!) I går stod jeg så på programmet, og det var - med fare for at lyde som et Ugebladet Søndag-interviewoffer - så skønt. Så skønt endelig at være dén, der har afleveret. Så skønt at kunne stå i en time og snakke om sig selv og sin mission. For det var den gennesyrende tanke, da jeg stod med et ret dårligt PP-show og snakkede og snakkede: Hold da k... hvor jeg elsker det her retorisk læsning!

2. Jeg er nu officielt i gang med min efteruddannelse som gymnasielærer. Først gælder det en jubilæumskonference i Engelsklærerforeningen, hvor der kommer flere stjerner fra mit speciales litt-liste. Men især bliver det spændende til en workshop, hvor det handler om Teaching non-fiction. Det er en noget anden tilgang end min - noget med stram og slap(!?), som jeg ikke lige har fået hoved og hale på endnu.

Det andet gælder noget endnu bedre. Min vicerektor spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme på fagdidaktisk kursus i retorik i foråret. Fagdidaktiske kurser er primært for pædagogikumstuderende, og de handler altså om, hvordan man griber undervisningen an i sit fag. (En ting er jo at være kandidat i et fag, noget helt andet er at undervise gymnasierødder i faget!) I løbet af sin uddannelsesstilling skal man have fagdidaktisk(e) kurser i begge fag. Fordi retorik stadig er så lille et fag, er der sandsynligvis ikke et kursus hvert år. Derfor kommer jeg afsted i år. Jeg siger ikke mere - you do the math...

PS. Den eneste grund til at jeg i dag har tid til dette indlæg er, at mit højniveauhold har studievalgs-dag - så jeg møder sent. Dejligt!

PPS. Næste gang handler det nok om de panikslagne HF'ere, jeg møder i dag. I dag skal de aflevere blanket til SSO (Stor Skriftlig Opgave, tænk 3.g-opgave), og der er garanteret nogle af dem, der stadig ikke helt har fundet ud af, hvilket fag de vil skrive i.