Jeg kører lidt på panik-speed for tiden. Ej, det er måske så meget sagt. Men jeg er spændt på eksamen, jeg vil gerne give mine elever det sidste boost, og jeg giver den en ekstra skalle her til sidst.
Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)
Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.
Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.
9 Apr 2008
Today is a glorious day!
Endelig!
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
4 Apr 2008
My mom does that, too
I'm teaching my A-level class Shakespeare at the moment. Or, Shakespeare On Speed, you might call it. With just 25 school days left and so much more I want to teach them (and that the Ministry says I have to teach them) we have to move quite quickly through 400 years of literature with the theme of love.
So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?
Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.
Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)
Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.
Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).
So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?
Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.
Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)
Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.
Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).
3 Apr 2008
Mit copia lever og har det godt!
I kan tro, det gik godt i går! Jeg fik lov til at tale om og reklamere for retorikken i fem stiver, og den gode følelse af en undervisning, der virker, sidder stadig i kroppen. Og deltagerne var enige - ros over hele linjen (det er godt for den indre pæne pige, der lever af ros - kender I hende?) og mange konstruktive diskussioner. Gladest blev jeg, da flere deltagere både sagde og i evalueringen skrev, at det også kunne være nyttigt at læse skønlitteratur retorisk. Ja, ja, for søren - det kan man da! Jeg havde bare ikke turdet håbe på, at I var enige!
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
1 Apr 2008
no title - for jeg kan ikke finde på den
Mr. Darcy brokkede sig i morges over frekvensen i mine blogindlæg. Han er lidt langsommere end mit overjeg, for jeg havde netop i går aftes set på min genvejstast til bloggen og tænkt "du burde. Men ej, jeg orker ikke." I morges svarede jeg mumlende, at jeg havde svært ved at finde ud af, om bloggen skal være privat eller offentligt-faglig - og at dét dilemma gør, at jeg aldrig rigtig kan beslutte mig for, hvilken slags indlæg jeg skal skrive. Da jeg så, at det svar ikke ligefrem stillede ham tilfreds, sagde jeg - nu lidt mere surt - at "det jo heller ikke er særligt inspirerende, når jeg aldrig får nogen kommentarer. Eller ikke får andre end 'der er en stavefejl i tredje afsnit...' "
Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.
Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!
Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.
Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!
Subscribe to:
Posts (Atom)
