I dag jeg har hyggelæst nogle essays om Bakhtin. Ok, hyggelæsning er måske så meget sagt: Han er ikke ligefrem en teoretiker, man "bare lige" skimmer. Men om inkarneret Bakhtinoman var det en fornøjelse af læse 5-6 forskellige udlægninger af hans teori i forhold til retorik. Det var en udgave af Landsmark Essays, der stod på læsestativet. "On Bakhtin, Rhetoric and Writing" er bare en blandt én række bøger, der bestemt er værd at stifte bekendtskab med!
Schuster forklarer fx Bakhtins dialogism med følgende citat: "Theory and practice are equally necessary in the study of mathematics. They depend upon each other, much the way gluten and yeast are needed to make bread." (lækkert ordspil, ik?)
Sproget dialogiseres ved at man bruger manuelt arbejde til at beskrive arbejdet med ord. Har vi hørt noget ligende før? Jeps! Thomas Bredsdorff beskriver metaforens væsen med nogenlunde samme beskrivelse: Det er to sfærer, der bruges sammen for at tydeliggøre karakteristika ved i hvert fald den ene sfære.
Jeg vil skåne dig for en parafrase af øvrige guldkorn (læs: Jeg har ikke selv styr på dem endnu), men du bliver ikke skånet for lidt frustration. For hvordan kan jeg kombinere min glædende interesse for Bakhtin med mit speciale? Jo vist, jeg kan bruge ham som teoretisk udgangspunkt for, hvordan jeg mener, at man så skal praktisere prælectio. Altså som en kombination eller tilbygning til Quintilians foreskrifter, mener jeg. Bakhtin, som jeg læser ham, vil gerne, at læseren gennemskuer de sociale elementer i sproget. Læseren skal altså kunne se, hvornår der bruges officielt sprog, hvornår sub-sprogene bliver brugt - og ikke mindst med hvilket formål.
Da jeg cyklede hjem fra KUA i strålende sol, fandt jeg en løsning på mit problem. Jeg bliver simpelthen nødt til at bruge mine sidste 15 point af kandidatstudiet på en opgave om at bruge Bakhtin i retorisk kritik. Så kan jeg nørde ud på 30 sider. Nu er det nedskrevet, så kan jeg ikke glemme det! (Men måske ser idéen ikke helt så genial ud om et halvt år...)
29 Jan 2007
25 Jan 2007
If you want to see a problem, you'll find it.
Yesterday, when I was proudly showing my blog to my friend, my mouth twitched as I realised that what had looked like a luscious sandy Sahara-background on my MacBook, looked like an acidulous lime green om her pc. Omigod! Is this another one of those some-firms-are-trying-to-bully-Mac-users-to-break-down-and-cry-
"ok-Mac-isn't-the-best-thing-that-happened-to-me-since-my-mobile"?
So please let me know what associations my background colour gives you.
Before the colour-incident, we talked about my thesis. My primary idiosyncrasy is the theme- and plot-reading many a secondary school student has been forced to do. No, not even forced - they don't really know that there's another way to go round the bush, do they? But my argument is rather weak, as I am not entirely sure they still do the tedious plot-reading out there. By what I can tell form the other English teachers at the secondary school I'm teaching at, they do it! But then our conversation yesterday made me wonder whether I'm just imaging the problem, because it want it (so bad) to be there.
I gave the examples of two themes: growing up and love. My nightmare is a class reading different texts that deal with youth and growing up, and then having the class discuss their own feelings about growing up. Awk! As much as it is important that secondary schools secures the general education of the kids, it is by no means their primary goal! What I think they should learn (and the UVM agrees with this) is first and foremost to understand and use the English language. (OK, now I have to be careful not to say something I'll regret later!) And in my opinion, they cannot get the proper understanding of the language, if the language isn't the primary focus in the reading of texts. In other words, I want them to look at how The Streets' Sharp Darts and Thomas Hardy's The Walk have tons of similarities. This way, they will learn to understand how metaphors is not only being used my men in tights (poets from yesteryear - think Robin Hood and you're there), what it does to the language to be broken up in stanzas and what a repetition does to our memory.
Then my friend asks: "Well, can't they do that with the growing-up-theme as well? I mean, they can look at how different texts talk about growing up - how youngsters' language is different from adults', and thus how form and content co-work. Plus, they can see how youth has been perceived through the 20th century - showing what a central topos youth is."
Hmm, she was right... Themes are what you make of them. Of course, I still have a case - it should be pretty easy to find teachers doing it the plot-way, but now I'll hold back the little pit bull inside me and ask myself if the problem is there only because I want it to be.
And another positive thing: If themes are what you make of them, I'll still be able to practice my rhetorical agenda in spite of the theme-demand from the Board of Education.
Swamp-o-metre: 20 .
"ok-Mac-isn't-the-best-thing-that-happened-to-me-since-my-mobile"?
So please let me know what associations my background colour gives you.
Before the colour-incident, we talked about my thesis. My primary idiosyncrasy is the theme- and plot-reading many a secondary school student has been forced to do. No, not even forced - they don't really know that there's another way to go round the bush, do they? But my argument is rather weak, as I am not entirely sure they still do the tedious plot-reading out there. By what I can tell form the other English teachers at the secondary school I'm teaching at, they do it! But then our conversation yesterday made me wonder whether I'm just imaging the problem, because it want it (so bad) to be there.
I gave the examples of two themes: growing up and love. My nightmare is a class reading different texts that deal with youth and growing up, and then having the class discuss their own feelings about growing up. Awk! As much as it is important that secondary schools secures the general education of the kids, it is by no means their primary goal! What I think they should learn (and the UVM agrees with this) is first and foremost to understand and use the English language. (OK, now I have to be careful not to say something I'll regret later!) And in my opinion, they cannot get the proper understanding of the language, if the language isn't the primary focus in the reading of texts. In other words, I want them to look at how The Streets' Sharp Darts and Thomas Hardy's The Walk have tons of similarities. This way, they will learn to understand how metaphors is not only being used my men in tights (poets from yesteryear - think Robin Hood and you're there), what it does to the language to be broken up in stanzas and what a repetition does to our memory.
Then my friend asks: "Well, can't they do that with the growing-up-theme as well? I mean, they can look at how different texts talk about growing up - how youngsters' language is different from adults', and thus how form and content co-work. Plus, they can see how youth has been perceived through the 20th century - showing what a central topos youth is."
Hmm, she was right... Themes are what you make of them. Of course, I still have a case - it should be pretty easy to find teachers doing it the plot-way, but now I'll hold back the little pit bull inside me and ask myself if the problem is there only because I want it to be.
And another positive thing: If themes are what you make of them, I'll still be able to practice my rhetorical agenda in spite of the theme-demand from the Board of Education.
Swamp-o-metre: 20 .
23 Jan 2007
Mere reolplads, tak!
Der er både noget opmuntrende og nedtrykkende ved at låne en stak bøger til et nyt projekt. Opmuntrende fordi jeg glæder mig til at kaste mig over essays om Bakhtin, fordi det er dejligt at KUN skulle læse ting, der interesserer mig, og fordi - let's face it - man føler sig lidt klog, når man går ud af KB med favnen fuld af bøger med titler som "Essays on Classical Rhetoric and Modern Discourse".
Men det er også lidt nedtrykkende at se på bunken af bøger. Bunkens højde indikerer for det første, at jeg endnu ikke har læst mig ind på mit emne. Bare dét er nok til at give personer med mit beslutningshandicap svedige hænder og søvnløse nætter - ikke engang metaforisk! Desuden ved jeg jo efter snart 5 års studier, at jeg (trods interesse, et kæmpe overjeg og lutter gode intentioner) på et eller andet tidspunkt vil sidde og føle livsnerven skrumpe ind, som jeg sidder og læser. Jeg vil have svært ved at holde øjnene åbne, kun tænke på næste snack-pause og søge efter specialemakkernes blik for at se, om de ikke er friske på en overspringshandling.
Men det bliver ikke i dag! I dag har jeg nemlig på forhånd besluttet mig for kun at bruge tiden på at forberede undervisning til gymnasiet. Det indebærer genlæsning af uregelmæssige substantiver, et PP-slideshow om Kennedyfamilien og tanker om, hvordan dælen man får dem til rent faktisk at bestille noget i gruppearbejde. Forslag modtages med kyshånd...
21 Jan 2007
Sumpbarometer: 0
Nu er der der ingen vej tilbage.
Jeg har haft min første specialevejledning, og jeg har fået oprettet min specialeblog. Jeg er officielt i gang med specialet. Med andre ord har jeg taget den første store mundfuld af elefanten, der skal spises før jeg afleverer.
Og det føles faktisk slet ikke slemt! Bortset fra curseren, der er for langsom, så jeg ofte kommer til at lave dobbelt mellemrum mellem ordene. Men ok, hvis det so far er det største problem, så kan jeg ikke brokke mig. Jeg havde forventet svedige hænder, en hjerne på brainstorm-overdrive og en snigende følelse af den grå-grønne grumsede Limpopo-flod - bedre kendt som specialesumpen. Men sump-barometeret står på 0 i dag. Ja, ja, Frk. Kæk, tænker du måske, kære læser, og det kan jeg godt forstå. Men lad mig nu bare nyde øjeblikket. Der skal nok blive rig lejlighed til at høre mig ynke mig selv.
Noget bliver skrevet på dansk, some things in English. As I'm writing about how ancient rhetorical theories about text reading can be used in English teaching today, my mind automatically sets itself on English-mode; I can't help it.
Indtil videre er min speciale-idé følgende: Jeg mener, at man i gymnasiets engelskundervisning dyrker for meget plot-og temalæsning; både at skønlitteratur og fagprosa. Jeg anbefaler, at man i hvert fald mht. fagprosa benytter sig af den (retoriske tekstlæsnings-)metode, Quintilian kalder prælectio. Det er en form for lærerstyret tekstlæsning, hvor man koncentrerer sig om at se på, hvor godt skribenten har opfyldt sit formål med teksten. Det gør man ved at se på argumenterne, stilen, tekstens fokus etc., etc. Metoden har flere fordele: læseren bliver bedre til grammatik, fordi det kræver en nærlæsning af teksten; når man ser på, hvorfor andre gør tingene godt, bliver man også selv bedre til at skrive (det kaldes imitatio og skal nok få en selvstændig post en dag!); det giver en øget genrebevidsthed; eleverne bliver bedre til at begå sig i en verden, hvor de konstant bombarderes af argumenterende tekster, hvis de ved, hvordan de skal finde ud af, hvad, hvordan og hvorfor tingene bliver skrevet, som de gør.
Og en sidste ting: Hav tålmodighed - jeg er ikke så god til at fatte mig i korthed. Endnu.
Jeg har haft min første specialevejledning, og jeg har fået oprettet min specialeblog. Jeg er officielt i gang med specialet. Med andre ord har jeg taget den første store mundfuld af elefanten, der skal spises før jeg afleverer.
Og det føles faktisk slet ikke slemt! Bortset fra curseren, der er for langsom, så jeg ofte kommer til at lave dobbelt mellemrum mellem ordene. Men ok, hvis det so far er det største problem, så kan jeg ikke brokke mig. Jeg havde forventet svedige hænder, en hjerne på brainstorm-overdrive og en snigende følelse af den grå-grønne grumsede Limpopo-flod - bedre kendt som specialesumpen. Men sump-barometeret står på 0 i dag. Ja, ja, Frk. Kæk, tænker du måske, kære læser, og det kan jeg godt forstå. Men lad mig nu bare nyde øjeblikket. Der skal nok blive rig lejlighed til at høre mig ynke mig selv.
Noget bliver skrevet på dansk, some things in English. As I'm writing about how ancient rhetorical theories about text reading can be used in English teaching today, my mind automatically sets itself on English-mode; I can't help it.
Indtil videre er min speciale-idé følgende: Jeg mener, at man i gymnasiets engelskundervisning dyrker for meget plot-og temalæsning; både at skønlitteratur og fagprosa. Jeg anbefaler, at man i hvert fald mht. fagprosa benytter sig af den (retoriske tekstlæsnings-)metode, Quintilian kalder prælectio. Det er en form for lærerstyret tekstlæsning, hvor man koncentrerer sig om at se på, hvor godt skribenten har opfyldt sit formål med teksten. Det gør man ved at se på argumenterne, stilen, tekstens fokus etc., etc. Metoden har flere fordele: læseren bliver bedre til grammatik, fordi det kræver en nærlæsning af teksten; når man ser på, hvorfor andre gør tingene godt, bliver man også selv bedre til at skrive (det kaldes imitatio og skal nok få en selvstændig post en dag!); det giver en øget genrebevidsthed; eleverne bliver bedre til at begå sig i en verden, hvor de konstant bombarderes af argumenterende tekster, hvis de ved, hvordan de skal finde ud af, hvad, hvordan og hvorfor tingene bliver skrevet, som de gør.
Og en sidste ting: Hav tålmodighed - jeg er ikke så god til at fatte mig i korthed. Endnu.
Subscribe to:
Posts (Atom)
