Youth is given up to illusions

Se, hvad jeg fandt i ministeriets pædagogikum-bekendtgørelse:

Logbog
Det anbefales tillige, at kandidaten udarbejder en logbog. Logbogens indhold kan i vid udstrækning være det samme som portfolioens indhold, men med kandidatens tilføjelser af mere subjektiv karakter. Dvs. tanker, personlige reaktioner og overvejelser, som opøvelsen i den professionelle gerning giver anledning til, lige som den er velegnet til for kandidaten selv at fastholde umiddelbare reaktioner på den evaluering, kandidaten modtager i forbindelse med undervisningen, under vejledningen og på konferencer og kurser. (Min fremhævelse)

Ja, ja, citatet er alt for langt, jeg ved det godt. Men jeg blev bare så glad over allerede at være i gang med et af næste års (overskuds-)projekter. En logbog, hvor jeg på subjektiv vis overvejer mit levebrød.

Som nu i dag, hvor jeg faktisk er en lillebittesmule nervøs - eller nå nej, jeg er bare spændt - på de første 11 eksamener i morgen. Kan jeg nu stille de rigtige, relevante spørgsmål? Kan jeg huske al formalia? Hvad nu hvis de spørger mig om et ord, jeg ikke lige har fået slået op? Hvis de referer til en tekst, som jeg pludselig ikke kan huske. Hmm, har jeg ikke følt sådan her før...? Ah, bien sur, sådan var det jo også at være studerende... Så da min ERFA-repræsentant på Rådhuset sagde Husk nu at nyde, at vi ikke skal til eksamen i går, da vi solede på Borups Plads, kunne jeg ikke helt læne mig tilbage i fletstolen og nyde søndagens soldisede døs. Til gengæld bliver det garanteret sjovt i morgen!

Fru Green har opfordret mig til at deltage i en tag-leg, og det gør jeg gerne!

Opgaven lyder:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Det er jo lige noget for en engelsklærer. Lige nu flyder mit skrivebord med eksamensbøger, så jeg har valgt den lystlæsning, jeg har gang i for tiden. Det er faktisk en af mine absolutte roman-favoritter; mon ikke, den ligefrem er på top 3?

"Nobody has any right--except children, perhaps--and even then, it seems to me--or it did seem--" She felt that her speech was voicing the incoherency of her thoughts, and stopped abrubtly.
"The trouble is," sighed the Doctor, grasping her meaning intuitively, "that youth is given up to illusions. It seems to be a provision of Nature; a decoy to secure mothers for the race. And Nature takes no account of moral consequences, or arbitrary conditions which we create, and which we feel obliged to maintain at any cost."

Argh, det var måske fire, men jeg skulle lige have det sidste med, synes jeg... Det var fra Kate Chopins The Awakening.

Nu er det så min tur til at tagge fem nye - åh, det er kædedelen af dette, jeg ikke bryder mig om. Men kan jeg opfordre nogle af mine faste læsere til at skrive deres citater herinde? Så Gøgleren, DPU-retorikeren (vist nok også kaldtet specialeskribent nr. 1), Mutti, min agent og Mr. Darcy er hermed opfordret til at lege med. I ved godt selv hvem I er... (ik'?)

Der er retorik i luften

HF's danskstil handlede i år om retorik. Mmm, prøv lige at smage på det. Elever - og deres lærere - landet over læser en udmærket artikel fra Weekendavisen (der som altid har fingeren på den rigtige puls) om Anne Katrine Lund og Pernille Steensbech Lemée og skal overveje, hvad retorisk praksis er.

Det er altså intet mindre end fantastisk!

Jeg havde ellers svært ved at få armene ned, da jeg fandt ud af, at mine A-niveau'ere blev bedt om at skrive et essay om fortæller/synsvinkel og de forskellige muligheder, der ligger i 1. og 3.persons-fortæller. De sidste to uger af undervisningen snakkede vi en hel del om den utroværdige jeg-fortæller og om 3.persons-fortællere i forbindelse med free indirect discourse. Også dér burde de altså kunne skrive noget ganske fornuftigt. Men den danske stil gav nu alligevel et ekstra opsving på humørkurven.

Fordi klassens dansklærer også lige har gennemgået pentagonen med dem, var der en elev, der var overbevist om, at vi kendte eksamensemnet på forhånd. Vi måtte jo med skam meddele, at Danmark ikke er som Columbia: Eksamen ER altså lige for alle (ja, ja, så lige som den nu kan blive. Jeg er godt klar over, at man kan tale om nuanceforskelle.) Vi har bare været heldige. Meget heldige.

I dag har jeg så sendt tekster afsted til censor til mundtlig B-niveaueksamen. Af gode grunde kan jeg ikke snakke om teksterne her - det er vist heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er den følelse af at være rigtig lærer, jeg fik af at have bestemt eksamensindhold for en klasse. Det er mit store ansvar sat på spidsen. Kan de nu det stof, de skal kunne? Vil censor kunne pege på noget i læreplanen, som jeg har forsømt? Eller bliver jeg pavestolt af mine elever, efterhånden som de behandler de ene tekst efter den anden på den mest hensigtsmæssige måde? Det vil vi få at se næste tirsdag/onsdag - der går 1. omgang løs... So stay tuned!

Intellectual food

Today I'm feeding myself intellectually. When you teach, you learn a lot, too. But in Vygotskyan terms, you don't always reach the zone of proximal development. Teaching-wise, yes, but not text reading wise.

My wonderful old lit professor at the English department told me about a conference. Unfortunately, I couldn't hear him speak on my (and I think his, too) favourite subject: Rhetorical silence. However, today my other old professor, this time in rhetorics, is speaking about The Poetic Sign.

Yes, it's nerdy. And I'm really looking forward to it!

AT gnider salt i retorik-såret

Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.

Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.

Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.

Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?

I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:

"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."

Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.


Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!