Det spørgsmål har folk stillet mig jævnligt de sidste... ja, 6 år bliver det jo efterhånden.
For 6 år siden kunne jeg næsten citere studiebeskrivelsen ordret. Folk blev muligvis ikke svært klogere, men omvendt var jeg heller ikke selv så klog på det tidspunkt, så jeg syntes egentlig, at det var fair nok.
For 5 år siden brugte jeg eksempler fra vores meget konkrete undervisning i argumentation, skriftlig formidling og det at skrive og holde taler. Det kunne folk godt forstå. Jeg citerede også en underviser, der havde fortalt os, at "på Handelshøjskolen [som det stadig hed dengang] ser de på, hvad der virker nu og her. På retorik ser vi på, hvad der har virket de sidste 2000 år."
For 4 år siden var jeg træt af retorik og svarede "skåål!" Det kunne folk også godt forstå.
For 3 år siden begyndte forklaringerne så at blive lange. Jeg var lige begyndt på engelsk og kontrasten gav mig en idé om, hvad jeg egentlig kunne som mine medstuderende på engelsk ikke kunne. Jeg synes oftest, at det var meget sjovere at fortælle folk forskellen mellem udtalen af det engelske "hot" og "hut". (Der var på det tidspunkt en reklame, for Hot'n'Sweet, hvor de praktisk taget siger Hytte og Sød...) Jeg kunne også godt lide at forklare transitive og intrasitive verber.
For 2 år siden havde jeg netop afsluttet retorikkens teori og historie. Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Pludselig elskede jeg antik retorik. Tænk, at man for 2000 år siden tænkte på undervisningsdifferentiering! Samtidig begyndte vi i min lille retorikklike (de fleste sad også på 9F med mig) at diskutere retorikkens etiske aspekt. Derfor ofrede jeg meget tid på at forklare, at retorik er normativ, at vores uddannelse tager udgangspunkt i antikken og derfor principielt bygger videre på de principper. Det frelste var ikke til at tage fejl af. Til gengæld står jeg stadig inde for alle de moralprædiker, jeg er kommet med i denne periode.
For 1 år siden havde alle mine venner efterhånden fundet ud af, at jeg læste retorik. Nogle få af dem havde endda også forstået, hvad faget går ud på - de andre havde vist bare vænnet sig til at lade være med at spørge. Hvis der endelig var én, der spurgte koncentrerede jeg mig om at fortælle, hvilke job retorikere typisk får: kommunikationsmedarbejder, kommunikationsrådgiver (aka. spindoctor), konsulent, underviser. Folk havde lidt svært ved at se, hvor forskellen mellem retorikere og cand.comm'ere lå. Så talte jeg ikke mere med dem dén aften.
Nu spørger folk ikke mere, hvad retorik er. For når jeg møder nye mennesker, siger jeg bare, at jeg er gymnasielærer. Det er meget lettere. Eventuelt kan jeg forklare, hvad mit speciale går ud på.
Men hvad er så problemet? Jo, nu er jeg i gang med at skrive på et kapitel til min bog, hvor jeg skal forklare, hvad retorik er.
Og hvordan får jeg forklaret det, så 1: Gymnasieelever kan forstå det. 2: Jeg yder retfærdighed mod faget og mine fagfæller. 3: Jeg får min egen retoriske dagsorden med?
Indtil videre er jeg kommet frem til, at kapitlet må indeholde:
- et indblik i, at retorikken stammer fra det antikke Grækenland. Jeg dropper altså det med retssagerne på Sicilien. Er det acceptabelt?
- En forklaring af, at retorik er kunsten at producere og evaluere kommunikation. (Hov! Her skal jeg huske, at det er i konkrete situationer - det har jeg vist glemt indtil videre.)
- Retorikkens demokratiske mål og det etiske aspekt. Det vil altså sige en forklaring af, hvad det betyder, at retorikken er normativ.
- endelig en sondring mellem den teoretiske retoriker (sådan en som mig) og den praktiske retoriker (alle jer, der (bevidst) udøver retorik).
30 Sept 2007
28 Sept 2007
Genbrugstekst nr. 1
I dag har jeg undervist i de to blogtekster, jeg også brugte i specialet. Og wow! Det er fedt at undervise i en tekst, (eller i dette tilfælde to) man er så meget inde i, og ikke mindst har brugt i undervisningsøjemed før. Jeg kunne improvisere, joke, strukturere og gribe kommentarer på en måde, som jeg desværre alt for sjældent oplever. Det hele kørte bare (synes jeg - gad bogstaveligt talt godt vide, hvad eleverne tænkte), og jeg overholdt endda min tidsplan! Det ser man ikke hver dag i Frk Flindts timer.
Så nu er jeg kommet tidligt hjem, har vasket op, ryddet op og tømt Jyllands-tasken, og nu skal jeg skrive på første kapitel af retorik-bogen. Aah... Kan I mærke dem? De gode vibes?
Så nu er jeg kommet tidligt hjem, har vasket op, ryddet op og tømt Jyllands-tasken, og nu skal jeg skrive på første kapitel af retorik-bogen. Aah... Kan I mærke dem? De gode vibes?
22 Sept 2007
Four days' relaxation ahead
Next week, most of my students are off on school trips. One class is off for Amsterdam, and the other for Prague. That means I'm off for Jutland form Monday through Thursday. I can already feel my heartbeat slowing down. On the other hand, I know that on Tuesday, I'll be missing my students, wishing them home again. That's the thing I (mostly) love and (sometimes) hate about my job. It's up close and personal. I spend more time with these kinds than I do with my friends, and almost as much as I spend with my boyfriend. I know that I befriend my students more than most of my colleagues, I let them know things about me that most teachers would hide intently: "Yes, I'm actually nervous about this lecture I'm giving 90 students in about 15 minutes, so I might be a bit off today..." I don't see any reason my students shouldn't see that I get nervous, confused, angry or just jolly happy when I've found a new, brilliant dictionary (nerd alert!).
But teaching also means you give yourself. Maybe not 100% every time, but almost. And you really need these breaks from time to time. You have to, pardon the cliché, recharge the batteries. Find the energy to answer tons of questions, correct tons of papers and write tons of words on the blackboard.
Usually, these holidays make me think about what I do, and how I do it. So the next week, you can expect more philosophical posts from a teacher who, in her tiredness, spelt awful aughful.... Then I knew it was time to cool off!
But teaching also means you give yourself. Maybe not 100% every time, but almost. And you really need these breaks from time to time. You have to, pardon the cliché, recharge the batteries. Find the energy to answer tons of questions, correct tons of papers and write tons of words on the blackboard.
Usually, these holidays make me think about what I do, and how I do it. So the next week, you can expect more philosophical posts from a teacher who, in her tiredness, spelt awful aughful.... Then I knew it was time to cool off!
18 Sept 2007
Hverdag er...
... når man har for travlt til at skrive på bloggen mere end en gang om ugen. (Jeg savner at skrive hveranden dag.)
Tingene går lidt hurtigt for tiden. Lidt for hurtigt. Jeg nyder da både at undervise, at tænke på min bog (som jeg i hvert fald ikke er kommet i gang med endnu), at lave lejlighed, at se mine venner (hov, slet det - jeg ser jo ikke mine venner for tiden), at rette stile og ikke mindst at planlægge undervisning. Men når man vågner kl 03 ved at man er begyndt at planlægge undervisning i søvne og i øvrigt ikke kan falde i søvn igen før kl 05, fordi man ligger og tænker på 1: undervisning 2: det her er tegn på stress 3: jeg skal falde i søvn igen hurtigst muligt, så jeg er frisk til at undervise kl 08 i morgen - ja, så går det altså for hurtigt.
Hvad gør man så egentlig? Der er vel flere svar, men ærlig talt, så gider jeg ikke tænke over dem nu (og det kommer jeg til, hvis jeg skal skrive om dem).
OK, i dag er jeg muligvis den lidt ynkende gymnasielærer, men der er altså bare nogen dage, hvor det er ikke lige så fantastisk som andre. Når man har en dag, hvor man mest af alt vil sidde stille og roligt uden at tale med nogen, forholde sig til nogen eller afkræves lange og kloge forklaringer på svære problemer, er lærerjobbet ikke en dans på roser. Det fik jeg skåret ud i pap i går.
Blogs skulle efter sigende være katharsis-inducerende, så jeg må hellere slutte af med noget positivt - så har vi vist været de grove faser igennem. Åh ja, jeg kan jo sige, at jeg heldigvis har undervisningsfri i morgen, så der skal jeg ikke sige en lyd. Kun rette 34 stile. (Nej, nu gør den det igen. Den negative side vil bare have det sidste ord i dag.)
Jeg har lånt min venindes bil! Ha, det er en positiv ting! Det var så dejligt at kunne sove 20 minutter ekstra i morges, fordi jeg først skulle køre 07:20! Og det var så dejligt at komme hjem på 23 minutter mod de sædvanlige 48!
Tingene går lidt hurtigt for tiden. Lidt for hurtigt. Jeg nyder da både at undervise, at tænke på min bog (som jeg i hvert fald ikke er kommet i gang med endnu), at lave lejlighed, at se mine venner (hov, slet det - jeg ser jo ikke mine venner for tiden), at rette stile og ikke mindst at planlægge undervisning. Men når man vågner kl 03 ved at man er begyndt at planlægge undervisning i søvne og i øvrigt ikke kan falde i søvn igen før kl 05, fordi man ligger og tænker på 1: undervisning 2: det her er tegn på stress 3: jeg skal falde i søvn igen hurtigst muligt, så jeg er frisk til at undervise kl 08 i morgen - ja, så går det altså for hurtigt.
Hvad gør man så egentlig? Der er vel flere svar, men ærlig talt, så gider jeg ikke tænke over dem nu (og det kommer jeg til, hvis jeg skal skrive om dem).
OK, i dag er jeg muligvis den lidt ynkende gymnasielærer, men der er altså bare nogen dage, hvor det er ikke lige så fantastisk som andre. Når man har en dag, hvor man mest af alt vil sidde stille og roligt uden at tale med nogen, forholde sig til nogen eller afkræves lange og kloge forklaringer på svære problemer, er lærerjobbet ikke en dans på roser. Det fik jeg skåret ud i pap i går.
Blogs skulle efter sigende være katharsis-inducerende, så jeg må hellere slutte af med noget positivt - så har vi vist været de grove faser igennem. Åh ja, jeg kan jo sige, at jeg heldigvis har undervisningsfri i morgen, så der skal jeg ikke sige en lyd. Kun rette 34 stile. (Nej, nu gør den det igen. Den negative side vil bare have det sidste ord i dag.)
Jeg har lånt min venindes bil! Ha, det er en positiv ting! Det var så dejligt at kunne sove 20 minutter ekstra i morges, fordi jeg først skulle køre 07:20! Og det var så dejligt at komme hjem på 23 minutter mod de sædvanlige 48!
8 Sept 2007
Hvad er hverdag?
Jeg havde sat mig for at skrive en post i aften, men pludselig ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive om. Hvad har jeg oplevet de sidste tre dage som 1: Er spændende at læse om, 2: er spændende at skrive om, 3: ikke overtræder min tavshedspligt og 4: ikke kompromitterer mig i det tilfælde, at der rent faktisk er nogen, der læser denne blog.
Med andre ord kan jeg efterhånden ikke finde ud af, hvad der er kedelig hverdag og hvad der er værd at bruge 5 minutter af jeres tid på at fortælle om.
Jo, jo, jeg kan da godt skrive, at DHL-stafetten gik rigtig godt, at det var en virkelig hyggelig aften, at det (igen) overbeviste mig om, at jeg bare har det godt med andre lærere (hyggelige, kloge, men sjældent prætentiøse). Men det er jo ikke derfor, jeg skriver denne blog. Eller derfor I læser den.
Jeg kunne også skrive om en elev, der har samme entusiastisk tilgang til grammatik, som jeg selv har, og om fornøjelsen ved at høre en elev bruge de latinske betegnelser. Men skamros af elever hører sig ikke rigtig til herinde synes jeg. Hvis de fortjener at bliver rost, gør jeg det face to face. Hvis de ikke fortjener det (fordi de fx har usandsynligt meget fravær og det derfor bare er frustrerende at se sådan et talent blive spildt) må de for guds skyld ikke læse om det herinde.
OK, jeg kan da godt fortælle at jeg har taget hul på Det Store Genreefterår. En af mine klasser har virkelig brug for genreundervisning. De aner ikke hvad forskellen mellem en analyse, en diskussion og en karakteristik er. Nu har jeg i første omgang udstyret dem med et papir om gode råd til skriftlige opgaver. De var overraskede over nogle af de ting, jeg nævnte mht. formalia. Der er lang vej igen... Ej, nu er jeg måske ikke helt fair. De har faktisk styr på noget af det, og de fleste af dem er meget interesserede i at forbedre sig; det er det vigtigste. Men én ting er at have styr på det i teorien; noget andet er praksis og dét indtryk det gør på mig at modtage en stil uden navn, med enkelt mellemrum, uden opgavenumre - der står måske ikke engang en hilsen i den mail, de har sendt med filen. De prøver med andre ord at afprøve en gammel tese: Lærere er ikke mennesker med rigtige følelser. Det betyder bl.a.:
- De har ingen weekendplaner; andre end at rette stile.
- De har ingen følelser; derfor påvirkes de ikke af små tegn på tjekkethed/utjekkethed når de skal give karakterer.
- De bliver aldrig flove eller forlegne, derfor må man gerne kommentere deres påklædning/udseende/opførsel højlydt foran alle andre i klassen - eller direkte til læreren selv.
- De taler ikke med de andre lærere og de er slet ikke venner; på lærerværelset tales der kun afdæmpet om undervisning.
- De opdager ikke, når man sniger sig til at sms'e; de ved faktisk slet ikke hvad en mobil er.
- De hører kun non-human musik. Dvs. musik som Beatles, Edith Piaf og kompliceret jazz.
Ak ja; hvis bare da aldrig havde ret - det har de desværre.
Med andre ord kan jeg efterhånden ikke finde ud af, hvad der er kedelig hverdag og hvad der er værd at bruge 5 minutter af jeres tid på at fortælle om.
Jo, jo, jeg kan da godt skrive, at DHL-stafetten gik rigtig godt, at det var en virkelig hyggelig aften, at det (igen) overbeviste mig om, at jeg bare har det godt med andre lærere (hyggelige, kloge, men sjældent prætentiøse). Men det er jo ikke derfor, jeg skriver denne blog. Eller derfor I læser den.
Jeg kunne også skrive om en elev, der har samme entusiastisk tilgang til grammatik, som jeg selv har, og om fornøjelsen ved at høre en elev bruge de latinske betegnelser. Men skamros af elever hører sig ikke rigtig til herinde synes jeg. Hvis de fortjener at bliver rost, gør jeg det face to face. Hvis de ikke fortjener det (fordi de fx har usandsynligt meget fravær og det derfor bare er frustrerende at se sådan et talent blive spildt) må de for guds skyld ikke læse om det herinde.
OK, jeg kan da godt fortælle at jeg har taget hul på Det Store Genreefterår. En af mine klasser har virkelig brug for genreundervisning. De aner ikke hvad forskellen mellem en analyse, en diskussion og en karakteristik er. Nu har jeg i første omgang udstyret dem med et papir om gode råd til skriftlige opgaver. De var overraskede over nogle af de ting, jeg nævnte mht. formalia. Der er lang vej igen... Ej, nu er jeg måske ikke helt fair. De har faktisk styr på noget af det, og de fleste af dem er meget interesserede i at forbedre sig; det er det vigtigste. Men én ting er at have styr på det i teorien; noget andet er praksis og dét indtryk det gør på mig at modtage en stil uden navn, med enkelt mellemrum, uden opgavenumre - der står måske ikke engang en hilsen i den mail, de har sendt med filen. De prøver med andre ord at afprøve en gammel tese: Lærere er ikke mennesker med rigtige følelser. Det betyder bl.a.:
- De har ingen weekendplaner; andre end at rette stile.
- De har ingen følelser; derfor påvirkes de ikke af små tegn på tjekkethed/utjekkethed når de skal give karakterer.
- De bliver aldrig flove eller forlegne, derfor må man gerne kommentere deres påklædning/udseende/opførsel højlydt foran alle andre i klassen - eller direkte til læreren selv.
- De taler ikke med de andre lærere og de er slet ikke venner; på lærerværelset tales der kun afdæmpet om undervisning.
- De opdager ikke, når man sniger sig til at sms'e; de ved faktisk slet ikke hvad en mobil er.
- De hører kun non-human musik. Dvs. musik som Beatles, Edith Piaf og kompliceret jazz.
Ak ja; hvis bare da aldrig havde ret - det har de desværre.
5 Sept 2007
Min Mac er tilbage!
Ahhh... I går cyklede jeg ind til Gl. Mønt og og hentede min Mac, der har været til rep. Jeg må være et fattigt menneske, for det føles, som om jeg nu er blevet hel igen. Hvad hvad siger det lige om mig?
Og hvad siger det om mig, at jeg faktisk har lidt svært ved at have fået nyt keyboard og det cover, der omringer keyboardet? Det føles lidt anderledes, jeg skal trykke en anelse hårdere, og det gør, at der ryger et par bogstaver her og der. Irritascious...
Til gengæld er det dejligt, at min blog i går viste sit værd. Hvis I læser kommentaren på indlægget om de tavse elever, vil I se, at min svenske veninde Moa har skrevet en kommentar med sin mailadresse. Vi læste statskundskab i Lund sammen for (gisp!) snart 7 år siden, og efter et par flittige mail-år mistede vi kontakten. Men nu har jeg skrevet løs på svensk - så indtil videre har i hvert fald ¨-tasten løsnet lidt op. Jeg tror, hun er overrasket over, at jeg er blevet gymnasielærer; det lå på ingen måde i kortene dengang (jeg skulle jo være international diplomat). Til gengæld fik jeg en stor kompliment: Hun havde regnet med, at jeg ville markere mig på en eller anden måde - og var (som journalist) rigtig glad for, at det bliver med en bog. (Det er min blog, så jeg må gerne rose mig selv - ik?)
Tilbage står nu dagens opgave: At forberede et 60-minutters oplæg om retorik for 90 1.g'ere. I mandags holdt jeg retorikdag for en 1.HF, hvor jeg lavede et lignende oplæg. Et jævnt PP-show med efter min mening Rhetoric's Greatest for Young Students: Den retoriske pentagon - og de tre appelformer. Sidstnævnte mest fordi det er et ønske fra mange af de andre lærere, at eleverne lærer om ethos, logos og pathos. Selv har jeg både svært ved at forklare det meget kort - og svært ved at få dem til at bruge det på en konstruktiv måde, så man ikke ender i: "Det var rigtig godt, da du brugte pathos."
Men udfordringen i dag bliver at finde på en tale, som jeg kan tage udgangspunkt i for den receptive del af mit foredrag - jeg skal altså supplere teorien med eksempler, hvor jeg bruger pentagonen til analyse. Det skal jeg vist lige nørkle lidt med...
Og så løbe DHL-stafet i aften. Go teachers!
Og hvad siger det om mig, at jeg faktisk har lidt svært ved at have fået nyt keyboard og det cover, der omringer keyboardet? Det føles lidt anderledes, jeg skal trykke en anelse hårdere, og det gør, at der ryger et par bogstaver her og der. Irritascious...
Til gengæld er det dejligt, at min blog i går viste sit værd. Hvis I læser kommentaren på indlægget om de tavse elever, vil I se, at min svenske veninde Moa har skrevet en kommentar med sin mailadresse. Vi læste statskundskab i Lund sammen for (gisp!) snart 7 år siden, og efter et par flittige mail-år mistede vi kontakten. Men nu har jeg skrevet løs på svensk - så indtil videre har i hvert fald ¨-tasten løsnet lidt op. Jeg tror, hun er overrasket over, at jeg er blevet gymnasielærer; det lå på ingen måde i kortene dengang (jeg skulle jo være international diplomat). Til gengæld fik jeg en stor kompliment: Hun havde regnet med, at jeg ville markere mig på en eller anden måde - og var (som journalist) rigtig glad for, at det bliver med en bog. (Det er min blog, så jeg må gerne rose mig selv - ik?)
Tilbage står nu dagens opgave: At forberede et 60-minutters oplæg om retorik for 90 1.g'ere. I mandags holdt jeg retorikdag for en 1.HF, hvor jeg lavede et lignende oplæg. Et jævnt PP-show med efter min mening Rhetoric's Greatest for Young Students: Den retoriske pentagon - og de tre appelformer. Sidstnævnte mest fordi det er et ønske fra mange af de andre lærere, at eleverne lærer om ethos, logos og pathos. Selv har jeg både svært ved at forklare det meget kort - og svært ved at få dem til at bruge det på en konstruktiv måde, så man ikke ender i: "Det var rigtig godt, da du brugte pathos."
Men udfordringen i dag bliver at finde på en tale, som jeg kan tage udgangspunkt i for den receptive del af mit foredrag - jeg skal altså supplere teorien med eksempler, hvor jeg bruger pentagonen til analyse. Det skal jeg vist lige nørkle lidt med...
Og så løbe DHL-stafet i aften. Go teachers!
Subscribe to:
Posts (Atom)
