Inden jeg fortæller dig, hvad dagens titel mon handler om (det stigende antal af mine egne elever, der læser med, har måske allerede gættet det), vil jeg først lige metakommentere lidt. Nu er der nemlig kommet gang i butikken igen. På flere måder. Jeg har fundet energien til at skrive igen. (og det er lige som med løbeturene - som jeg også er kommet i gang med igen - fler' avler fler'!) Men der også kommet flere kunder til, og det er ekstra dejligt. Godt nok er de fleste anonyme, og det er altså ikke helt det samme, som læsere, der vil stå ved sig selv (især ved de kritiske kommentarer er det flot at turde at stå frem), men hellere anonyme kommentarer end slet ingen. Den gyldne middelvej kan udgøres af pseudonymer, som kun jeg kan gætte. Jeg kan nævne F. (den er nem), Wafelmama (hendes blog linker jeg til) og Gøgleren (som jeg ikke selv kunne regne ud...).
Men til dagens titel: J'essay. Jeg prøver. Og det er lige præcis, hvad mine A-niveauere gør for tiden. De prøver og prøver og prøver med de s.... essays. Men det er svært! Det har virkelig fået mig til at repetere hele skrivedidaktik-pensum. Det er jo genreundervisning par excellence, og jeg er stor fan af næsten alt med præfikset genre: -undervisning, -kritik, -analyse, you name it. Så jeg tæsker dem igennem the five paragraph essay, det at skrive en indledning ("der er to typiske måder at indlede på: tragtindledningen og in medias res-indledningen") osv osv osv. Så fra nu af og frem til de skriftlige eksamener står den på intensiv skriveundervisning. Jeg bliver helt eksalteret ved tanken - hurra! Kerneretoriske kompetencer, der skal trænes. I'm loving it!
6 Feb 2008
4 Feb 2008
Dead Air
Nu sidder jeg i en nyindrettet stue og nyder, at jeg igen har overskud til at reflektere over dagens undervisning. Javist, jeg siger til mig selv, at jeg burde fortsætte med retningen af de to stilesæt, der sidder på mit læsestativ - men jeg siger også til mig selv, at jeg var på arbejde fra 08-15:30 og rettede fem stile efter en god løbetur og derfor kan holde fri med rigtig god samvittighed. Refleksionerne vinder heldigvis, og i dag har jeg tænkt på Iain Banks' roman Dead Air. Det var nemlig dén roman, der lærte mig udtrykket om radioens mest frygtede ting: komplet stilhed.
Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.
Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.
Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)
Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.
Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.
Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.
Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.
Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)
Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.
Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.
Subscribe to:
Posts (Atom)
