Så kom vi videre...

Nu har jeg gået og skulet i et par dage over en specialeudtalelse, der direkte modsiger nogle ting fra specialevejledningen.

Marts: "Christian, skal jeg have et metodeafsnit?" "Næ, det behøver du ikke. Men du kan jo inkludere det i et andet kapitel."

Oktober: "Nanna kunne have med fordel skrevet et metodeafsnit. Som specialet ser ud nu, virker forbehold spredte."

Nå, men ikke mere om det - man kan jo ikke være utilfreds med 10. Det er jeg heller ikke; jeg er faktisk rigtig glad for mit 10-tal. Men jeg er ikke glad for den vejledning jeg har fået. (Men jeg har i det mindste fået lidt, i modsætning til 2 andre fra min specialegruppe.)

Og så har jeg været til fokusgruppeinterview om blogging og web-communities. "Du burde være diskvalificeret på forhånd," sagde min veninde, da jeg fortalte, hvordan jeg måtte sidde og rette lidt i interviewerens ret banale og generaliserende observationer. Hun fik det til at lyde, som om netop web-communities var en HELT ny måde at kommunikere på, der på ingen måde kunne sammenlignes med mobiltelefoni, emails eller sågar det helt gammeldags telefon. Det blev måske en anelse akademisk, but hey - that's what we do! Det var ret svært at sidde med alvorlig mine og høre dem svare helt alvorligt på, hvorvidt de kunne forestille sig et liv uden FaceBook; hvad det virkelige liv kan, som nettet ikke kan. Alt sammen med den underliggende præmis, at alle kan komme på nettet, skabe en FaceBook-profil og oven i købet gør det: "Der er jo alle slags mennesker på nettet; derfor er det så spændende!"
"Nej," måtte jeg indvende, "der er IKKE alle slags mennesker på nettet! Især ikke på sider som FaceBook, som faktisk kun rekrutterer fra en meget lille del af befolkningen."


Det var faktisk næsten sjovt. Og så fik jeg to biograf-billetter, så min Darcy og jeg kunne se Michael Clayton.

KARAKTER

I dag skete det så. Jeg fik svar på anden del af efterårets store gåde. Dvs., som det gik med uddannelsesstillingen, fik jeg heller ikke her endeligt, endeligt svar. Jeg har fået karakteren, men ikke min udtalelse. Kock har efterårsferie, så han har ikke fået den skrevet under endnu. Men den ligger færdig hos sekretæren, der sender den til mig i morgen. "Men altså ikke i underskrevet tilstand." Nej, nej, jeg er da ligeglad. For jer, der kender Christian, vil I ikke være spor overraskede over, at han tager på ferie uden at få sendt udtalelser ud. For jer andre kan jeg kun sige: Han er jo trods alt professor.

Nå, men I vil vel gerne høre karakteren? 10 fik jeg.

Jeg er glad og tilfreds, men jeg hopper ikke op og ned. Ja, jeg ved godt, at det lyder grimt, og jeg indrømmer gerne, at jeg er en grim person. Fortalte jeg om drømmen, hvor jeg fik 12,4 pil op? Det gjorde jeg vist nok. Men det er egentlig først til at sige noget om i morgen, når jeg har læst udtalelsen. Hvis de slår ned på nogle ting, som jeg ærlig talt ikke havde tænkt på: Fair enough. Hvis de slår ned på nogle af de ting, som jeg bad Christian om hjælp til i slutfasen - men som han aldrig hjalp mig med: Arghzzzgggrrrrrhhhhrrrr!

Ikke et ord om næste år

Nu har jeg klaret det ene af ugens to store spørgsmål. Det vil sige, jeg har ikke ligefrem klaret spørgsmålet. For jeg har ikke fået noget klart svar. Derfor ikke et ord om næste år. Jeg ved derfor endnu ikke, om jeg får pædagogikum på SG. Og hvis jeg gjorde, måtte jeg ikke sige noget om det, for de andre årsvikarer skal også have en chance. Men det er faktisk ikke løgn; jeg har ikke fået en definitivt, positivt tilsagn, Vicerektor har åbenbart været alt for letsindig, da han - kom til - at love mig et klart svar inden efterårsferien. Jeg kan formode, men ikke vide. Vide får jeg først lov til i marts-april. Indtil da må jeg så se, om jeg vil opføre mig, som om jeg bliver på SH (dvs. blive ved med at være proaktiv, som jeg forsøger at være nu), eller om jeg skal søge hen, hvor græsset er grønnere. Muligvis forhøjer mit kursus, der går i gang i uge 6, de sjællandske gymnasiers viden om min eksistens. Som altid, fristes jeg til at sige med fare for at komme til at lyde utaknemmelig, bakker mine kolleger mig op og håber som jeg på at vi bliver ved med at være kolleger en rum tid endnu.

Og det andet spørgsmål? Ikke en lyd. Hver dag, når postbudet kommer, sidder jeg med bankende hjerte. Og hver dag, når det kun er NordVestAvisen eller et brev fra ejendomsadministratoren, bliver jeg skuffet.

På mandag skal jeg ind til rundbordsdiskussionen om at blogge. Noget af det, jeg sagde til hende Nana fra Gads analyse, var, at jeg aldrig skrev noget personligt på bloggen. (Jeg er hævet over den slags! Ligesom jeg aldrig læser sladderblade) Men nu vil jeg alligevel skrive lidt personligt. Om ikke andet kan jeg retfærdiggøre det ved at skrive, at det er noget, der kommer til at påvirke mit arbejde de næste tre måneders tid - eller visheden om, at i hvert fald én af jer faste læsere har indrømmet, at han/du springer det faglige over og går lige til sladderen.

I går sagde jeg min lejlighed op. Det var en ret definitivt skridt på vej til Duevej, men hvor føltes det godt! I dag har jeg så snakket med min vicevært om, hvorvidt jeg skal Polyfillere (det er et af mine nyopfundne ord) huller. Næ, det behøver jeg ikke. Dejligt. Efter 20 minutters viceværtssnak med jokes om radiatorer, træk fra vinduer og folks farvevalg, gik jeg glad og tilfreds op til 4. sal og begyndte at skrive på en liste med alle de ting, jeg skal sælge. Så hvis du mangler et møbel, må du endelig sige til! Jeg har en seng, sofa, sofabord, køleskab, reol, skrivebord, lænestol, spisebord og 4 stole, jeg skal af med. Og før du spørger: Jo, jeg skal også have nogle af mine egne ting med - de vigtigste ting: køkkenting!

Will I stay or will I go?

Når denne uge er omme, ved jeg (forhåbentlig) hvor jeg befinder mig næste år. Måske har jeg også fået resultatet og udtalelsen for mit speciale.

Jeg render rundt med en spændingshovedpine, der ikke rigtig vil gå væk, og jeg mistænker, at det er fordi jeg ubevidst går rundt og venter og venter og venter.

Måske skulle jeg forklare det med mine fremtidsudsigter. For tre uger siden (+ -) holdt jeg et møde med vicerektor og min agent. Mødets formål var at diskutere, hvilke fremtidsmuligheder der er i mig - og i retorik. Det lød, som om skolen er parat til at satse ret stort og lade retorik sætte et præg på skolen, så alle elever har fået en eller anden form for retorisk undervisning i løbet af deres tre år på stedet. Det lyder jo rigtig dejligt, ik? Det er det sådan set også, men kræver, at skolen vil ansætte mig i en uddannelsesstilling, så jeg kan få pædagogikum. Og det er de ikke sikre på endnu. Eller rettere sagt var. For jeg måtte sætte foden for døren og sige, at de store planer er udmærkede, men jeg kan ikke bruge dem til noget, hvis jeg ikke ved med sikkerhed, at jeg bliver på skolen. Jeg har hverken lyst eller energi til at lægge store udviklingsplaner, som skolen så kan snuppe, mens jeg må se mig om efter et nyt årsvikariat.
Resultatet på mødet blev altså, at jeg inden efterårsferien skulle få at vide, hvorvidt de vil tilbyde mig en uddannelsesstilling. Dog med 99% sikkerhed. "Der kan jo komme et jordskælv, eller endnu værre: Vi kan få påbudt noget fra ministeriet." Det er altså LIDT nervepirrende at gå og vente på. Min Darcy siger (selvfølgelig), at jeg (selvfølgelig) får stillingen, at jeg kan tage det helt roligt. Sådan plejer det da også at gå; min familie vil kunne skrive kommentarer til dette indlæg med tusinde historier, hvor jeg har været heldigere end heldig. Tingene løser sig altid for mig. Men hvad hvis de ikke gør det denne gang?

Og så er der specialet. Det er en helt andet sag. Jeg har haft de første to drømme om, hvordan jeg kommer hjem fra arbejder og finder konvolutten. Den første gang fik jeg 12,4 pil op i karakter.... Hmmm, jeg bliver vist nødt til at skrue forventningerne ned... Det hjælper ikke på det, at jeg nu har fat i specialet igen nu hvor jeg skal skrive min bog - og jeg finder slåfejl hist og pist. Den sidste finish har vitterligt aldrig været min stærke side. (Det kan min familie også skrive mange historier om!)

Nå, nu må det være nok for i dag. Jeg har forberedt mig til i morgen, men måske skulle jeg få ordnet hele ugens forberedelserne, så jeg kunne være lidt til stede om aftenen...

Første elev-feedback - og så skal jeg være med i en fokusgruppe om blogs

I dag har mit højniveau-hold læst det første kapitel i min bog. (Det lyder altså så surrealistisk; kan ikke helt vænne mig til at sige min bog) Og det var rigtig, rigtig fedt! På to måder:

1. Jeg fik god feedback, som jeg kan bruge til noget. De slog ned på præcis de steder, hvor jeg i ugens løb havde siddet ved skærmen og tænkt "aah, this is a bit too corny" eller "Hmm, I wonder if they will understand this sophist-business"? Det viste jo så også, at jeg efterhånden har et ret godt tag på at skrive ukompliceret; en af drengene sagde (uopfordret) at teksten var ret let. Jeg skal lade hans motiv være usagt, men jeg blev jo glad, for er der noget, jeg har øvet på denne blog, så er det at tale ukompliceret om komplicerede ting. Men altså, jeg kom fra at sige, at jeg har fået rigtig god og dermed brugbar feedback; nu ved jeg lige, hvordan første kapitel kommer til at se ud. Nu skal indholdet dog liiige godkendes af ERFA, mine flueelskende retoriker-venner, som nok skal komme med gode ændringsforslag.

2. Det var fedt, både for mig og for eleverne, at de kunne hjælpe mig. De voksede lige 10 cm i stolene, da jeg bad dem og deres uforbeholdne mening. Det klæder på elever og lærere, at de kan føle sig ligeværdige ind imellem. Det gjorde vi i dag, synes jeg, og det var en god oplevelse. (Og så har der aldrig været så stille og koncentreret på alle sider af hesteskoen, som der var i dag.)

I morgen færdiggør vi snakken om kapitel 1 (What is rhetoric?) og så tager vi hul på kritik af kapitel 2: What is retorical analysis? Jeg glæder mig.


Og så blev jeg ringet op af en Nana/Nanna fra et eller andet analyseinstitut. De skulle køre en fokusgruppe om blogs. Om jeg har en internetblog? Ja, jeg har fire. Ok, hvad blogger du om? Og så snakkede jeg ellers tyve minutter, hvorefter Nana/Nanna takkede mig meget for at jeg ville stille op til fokusgruppeinterview. Yes, I found a talker!!! Ja, jeg er jo ikke helt til at stoppe, når jeg får lov til at 1. tale om retorik 2. tale om mig selv. (vi er jo alle narcissister)
Hun blev godt nok lidt stille, da hun spurgte, hvad jeg brugte bloggen til. Altså, du skal måske lige vide, at jeg er kandidat i retorik [ok, det er jo ikke helt sandt, men hvad], og jeg har undervist i skrivning, og hvordan man kan bruge blogs i sin skriveproces. Min specialeblog var altså et meget bevidst valg om at bruge bloggen som en ideskabende ressource. OK, så har du måske ikke brugt den så meget til at skrive om personlige ting? Hvis du nu købte et nyt tørklæde, ville du så skrive det på bloggen?

Vi lader den lige stå et øjeblik...

Studerende = vi? dem?

En af dagens nyheder er, at danske studenterpolitikere er utilfredse med regeringens forslag om at sætte SU-fribeløbet op. Det blev jeg sgu lidt forarget over - her har... (og her gik min tankerække så i stå. For skulle jeg sige vi eller de?)gået og brokket os/sig over, at vi/de ikke kunne have et ordentlig studiejob og samtidig få SU. På den anden side er det svært at tjene så mange penge, at man kan klare sig uden SU. Typisk catch 22. Men en svær tankerække, når man ikke længere ved, hvilken lejr man hører til.

Hvad siger I? Er jeg stadig studerende, fordi jeg mangler en eksamen? Eller er jeg ikke, fordi jeg ikke længere studerer?