AT gnider salt i retorik-såret

Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.

Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.

Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.

Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?

I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:

"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."

Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.


Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!