Today is a glorious day!

Endelig!

Endelig har jeg fået endelig besked.

Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.

Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.

Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???

I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.

Så galt gik det heldigvis ikke.

Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).

Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.