Som lovet: mit pedantiske indlæg

Jeg besluttede mig for ikke at sende indlægget ind til Gymnasieskolen. Allerede da jeg trykkede æble+S på fornemmelsen, at det stak i alle retninger, var lidt for groft side steder og i det hele taget ikke levede op til retorisk standard, og de fik jeg da også bekræftet af Agent 1 og 2:

Jeg tror, en del læsere vil opfatte dit indlæg som sofisteri. Den sved jo. Lidt.

du kan også komme til at lægge dig ud med en del gymansielærere [sic!] fordi du i dit sidste afsnit mere end antyder at vi der ikke er retorikere er så dumme at vi ikke kan se at det der foregik var fuldstændig åndsvagt!!!! Den sved sgu også. Især fordi de har ret. Begge to.

Så når du nu læser nedenstående indlæg, så vær opmærksom på, at 1) indlægget er mestendels terapeutisk og når jeg offentliggør det her, er det fordi det meste af det, jeg skriver på denne blog, også er terapeutisk, og det falder derfor ikke uden for genren. Og 2) jeg vil på ingen måde lægge mig ud med gymnasielærerstaben; nok har jeg overskud på retorik-teorikontoen, men jeg bliver så lille og flov når jeg kommer til at stikke tænderne for langt frem (dejlig katakrese, n'est par?), for who am I to tell them what to think? Jeg er jo for dulen bare en lærer, der stadigvæk har svært ved at planlægge mere end en måned frem i tiden (hvorimod de andre allerede i nået til september i planlægningen), glemmer stile diverse steder, stadig ikke kan finde ud af at bruge rettenøglen og jeg kunne blive ved og jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for det var jo ikke det, der var pointen med dette indlæg, og der er ikke noget værre end lange excusatio propter imfirmitatem'er (altså undskyldninger for retors egen underlegenhed og det, der er på vej), hvilket dette er. Så stop nu Nanna. NU!

Ej, jeg vil godt lige sige én ting til, så lover jeg at stoppe: Tak til Agent 1 og 2 for at I til stadighed opmuntrer mig, men også stopper mig, når jeg bliver for vild!

______________________________

Som gymnasielærer med hovedfag i retorik er det på mange måder en dejlig tid: Retorik springer frem i adskillige fag, inkluderes i skriftlig danskeksamen og bruges bl.a. også i én af de to AT-videoer, undervisningsministeriet har sendt ud. Men videoen, hvor en elev analyserer to taler af Bush og Blair, er noget af en kold afvaskning. Jeg har i en måneds tid forsøgt at bearbejde min faglige vrede og indignation, men efter Bill Woods kritik af samme video i Gymnasieskolen 12. juni 2008 vil jeg give mit besyv med til kritikken. Bill Woods leverer en skarp analyse af fejlslutningen i elevens konklusion of appelformernes sammenhæng med talerens magtposition. Men der er også andre ting i vejen med den efterhånden berømte 7-talseksamen.
Eleven gentager i sin eksamen den nedsættende opfattelse af retorik som ren stillære, som vi har kæmpet imod, siden Platon for 2400 år siden førte hetz mod datidens retoriklærere, sofisterne: Det retoriske er at se på, hvordan de argumenterer. Det samfundsfaglige er at se på, hvad han argumenterer for, hvad budskabet er.” (mine fremhævelser) Med andre ord: humaniora er formen, mens samfundsfag tager sig af indholdet. Tak for det! Den stakkels elev er nok ikke selv klar over, hvordan han begår hara-kiri på retoriks vegne, men filmen knækker, når eksaminator og censor blot nikker og accepterer udsagnet. Godt nok siger de i deres votering, at ”han er uskarp[i sin skelnen mellem de to metoder]. Han kan godt gøre rede for dem hver for sig, men sådan at trække forskelle op, det gør han ikke ret godt.” OK, hvordan er det så, han gør rede for dem hver for sig? Samfundsfag præsenteres allerede i begyndelse af eksamen som ”det at analysere ud fra at se på det kvantitative indhold, hvad det handler om, hvad deres budskab er. Altså at bruge politisk teori og politisk model til at analysere hvad de siger.” Den kvantitative analyse, eleven laver, handler om at se på, hvor mange gange ord som nationalitet forekommer. Hvorfor det skulle være særegent samfundsfagligt og ikke retorisk har jeg brugt en del krudt på at spekulere over. Hvis nogen derude har et svar, er jeg meget interesseret i at høre det. Når Bill Woods siger, at han ikke kan se det tværfaglige, fordi samfundsfag ville kunne tage sig af hele analysen, må jeg derfor svare igen og sige: Det kunne engelsk altså også godt!
I analysedelen finder eleven et par anaforer og kommenterer på lixtallet. ”Ja, det var så det retoriske, men hvis jeg så ser på det politiske, så går de fleste argumenter på fakta.” De varierede gentagelser får slået budskabet fast med syvtommerssøm: Retorik er den fernis, taleren kommer oven på sit budskab. Det er godt nok en trist melding. Og det er endnu mere trist, at den accepteres uden videre kritik. Her burde eksaminator have kritiseret selve definitionen af metoderne, og ikke kun den uklare fremførelse. I stedet for nævner eksaminator, der er samfundsfagslærer, endda selv ”den samfundsfaglige indholdsanalyse” over for den fortolkende humanistiske.
Hvorfor er jeg så vred? Er det ikke bare synd, at eleven fanges i en faglig krydsild, når han i virkeligheden nok ikke selv er klar over, hvilket fagligt standpunkt han har formuleret? Jo, det er det da. Men når ministeriet sender sådan en video ud til en lang række gymnasielærere, der ikke har en retorisk uddannelse, men som alligevel ifølge deres læreplan skal bruge den både i engelsk, dansk og samfundsfag, kan jeg godt blive nervøs for, hvilke platoniske idéer, lærerne genfortæller til deres elever.