Nyt fra hjemmekontoret

I søndags begyndte hjemmekontors-æraen. Min kæreste satte elegant en hylde op over skrivebordet, hvor jeg kan have mine specialebøger stående, så jeg hverken skal bruge mine to bord-kvm til bøger eller løbe ind i stuen, hver gang jeg skal tjekke en note.

"Min kæreste satte en hylde op" - kan det blive mere en kliché? Jeg havde forsvoret, at jeg skulle blive én af de kvinder, der lod mændene om det. Men når man nu selv synes det er kedeligt, og han faktisk synes det er sjovt - what can you do, my friend?

Nå, men vi er her jo ikke for at tale kønsroller, men speciale. Og nu har jeg taget hul på sjette kapitel ud af otte. Jeg sidder og skriver på kapitel 5, der handler om de fordele, der er ved retorisk læsning: Bedre grammatiske evner, sproglig bevidsthed, dannelse, bedre argumentative evner og ikke mindst bedre skriftlige evner.

De sidste to kapitler er konklusion og perspektivering (eller perspectivascious, som det hedder - øh, hed - på NIF), og dem burde jeg kunne skrive i en ruf. Jeg er allerede begyndt på min perspectivascious. Der sker nemlig noget sjovt og frustrerende, når man har været i gang med specialet i fem måneders tid. Man opdager nye veje, nye vinkler og nye perspektiver. PÅ den ene side har man lyst til at skrive om dem alle sammen, men på den anden side orker man bare ikke at ændre retning, sætte sig ind i nyt og bearbejde mere stof. Løsning: et perspektiverende kapitel. Voilà!