Så kom vi videre...

Nu har jeg gået og skulet i et par dage over en specialeudtalelse, der direkte modsiger nogle ting fra specialevejledningen.

Marts: "Christian, skal jeg have et metodeafsnit?" "Næ, det behøver du ikke. Men du kan jo inkludere det i et andet kapitel."

Oktober: "Nanna kunne have med fordel skrevet et metodeafsnit. Som specialet ser ud nu, virker forbehold spredte."

Nå, men ikke mere om det - man kan jo ikke være utilfreds med 10. Det er jeg heller ikke; jeg er faktisk rigtig glad for mit 10-tal. Men jeg er ikke glad for den vejledning jeg har fået. (Men jeg har i det mindste fået lidt, i modsætning til 2 andre fra min specialegruppe.)

Og så har jeg været til fokusgruppeinterview om blogging og web-communities. "Du burde være diskvalificeret på forhånd," sagde min veninde, da jeg fortalte, hvordan jeg måtte sidde og rette lidt i interviewerens ret banale og generaliserende observationer. Hun fik det til at lyde, som om netop web-communities var en HELT ny måde at kommunikere på, der på ingen måde kunne sammenlignes med mobiltelefoni, emails eller sågar det helt gammeldags telefon. Det blev måske en anelse akademisk, but hey - that's what we do! Det var ret svært at sidde med alvorlig mine og høre dem svare helt alvorligt på, hvorvidt de kunne forestille sig et liv uden FaceBook; hvad det virkelige liv kan, som nettet ikke kan. Alt sammen med den underliggende præmis, at alle kan komme på nettet, skabe en FaceBook-profil og oven i købet gør det: "Der er jo alle slags mennesker på nettet; derfor er det så spændende!"
"Nej," måtte jeg indvende, "der er IKKE alle slags mennesker på nettet! Især ikke på sider som FaceBook, som faktisk kun rekrutterer fra en meget lille del af befolkningen."


Det var faktisk næsten sjovt. Og så fik jeg to biograf-billetter, så min Darcy og jeg kunne se Michael Clayton.