Hvad er hverdag?

Jeg havde sat mig for at skrive en post i aften, men pludselig ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive om. Hvad har jeg oplevet de sidste tre dage som 1: Er spændende at læse om, 2: er spændende at skrive om, 3: ikke overtræder min tavshedspligt og 4: ikke kompromitterer mig i det tilfælde, at der rent faktisk er nogen, der læser denne blog.

Med andre ord kan jeg efterhånden ikke finde ud af, hvad der er kedelig hverdag og hvad der er værd at bruge 5 minutter af jeres tid på at fortælle om.

Jo, jo, jeg kan da godt skrive, at DHL-stafetten gik rigtig godt, at det var en virkelig hyggelig aften, at det (igen) overbeviste mig om, at jeg bare har det godt med andre lærere (hyggelige, kloge, men sjældent prætentiøse). Men det er jo ikke derfor, jeg skriver denne blog. Eller derfor I læser den.

Jeg kunne også skrive om en elev, der har samme entusiastisk tilgang til grammatik, som jeg selv har, og om fornøjelsen ved at høre en elev bruge de latinske betegnelser. Men skamros af elever hører sig ikke rigtig til herinde synes jeg. Hvis de fortjener at bliver rost, gør jeg det face to face. Hvis de ikke fortjener det (fordi de fx har usandsynligt meget fravær og det derfor bare er frustrerende at se sådan et talent blive spildt) må de for guds skyld ikke læse om det herinde.

OK, jeg kan da godt fortælle at jeg har taget hul på Det Store Genreefterår. En af mine klasser har virkelig brug for genreundervisning. De aner ikke hvad forskellen mellem en analyse, en diskussion og en karakteristik er. Nu har jeg i første omgang udstyret dem med et papir om gode råd til skriftlige opgaver. De var overraskede over nogle af de ting, jeg nævnte mht. formalia. Der er lang vej igen... Ej, nu er jeg måske ikke helt fair. De har faktisk styr på noget af det, og de fleste af dem er meget interesserede i at forbedre sig; det er det vigtigste. Men én ting er at have styr på det i teorien; noget andet er praksis og dét indtryk det gør på mig at modtage en stil uden navn, med enkelt mellemrum, uden opgavenumre - der står måske ikke engang en hilsen i den mail, de har sendt med filen. De prøver med andre ord at afprøve en gammel tese: Lærere er ikke mennesker med rigtige følelser. Det betyder bl.a.:

- De har ingen weekendplaner; andre end at rette stile.
- De har ingen følelser; derfor påvirkes de ikke af små tegn på tjekkethed/utjekkethed når de skal give karakterer.
- De bliver aldrig flove eller forlegne, derfor må man gerne kommentere deres påklædning/udseende/opførsel højlydt foran alle andre i klassen - eller direkte til læreren selv.
- De taler ikke med de andre lærere og de er slet ikke venner; på lærerværelset tales der kun afdæmpet om undervisning.
- De opdager ikke, når man sniger sig til at sms'e; de ved faktisk slet ikke hvad en mobil er.
- De hører kun non-human musik. Dvs. musik som Beatles, Edith Piaf og kompliceret jazz.

Ak ja; hvis bare da aldrig havde ret - det har de desværre.