speciale-stress

I dag har speciale-stress manifesteret sig ved en hovedpine, der sidder lige bag panden. Måske kender du følelsen? Jeg kan være ret sikker på spændingshovedpine, når jeg ikke helt har overblik - og det har jeg ikke lige i den her uge.

Det går jo i og for sig ret godt med specialet. Men jeg har svært ved at se, hvor meget, jeg egentlig mangler. Og jeg skriver hver dag på fire forskellige afsnit, fordi en ændring i ét afsnit gør, at jeg skal ændre noget i et andet.

Så skal jeg ud og aflevere skrivedidaktik-opgaven i morgen, og den hænger som en sort sky over mig, indtil den ligger på eksamenssekretærens skrivebord. I tre eksemplarer og 20 siders bilag.

Mine kolleger på Stenløse er begyndt at planlægge næste skoleår. På torsdag skal jeg til møde hele dagen, hvor vi både skal planlægge AP-forløb, bestille bøger og tale om, hvad der skal ske i hvert enkelt klasse. Og det er nok her, jeg skal finde kernen i min hovedpine. For jeg er jo overhovedet ikke klar til at tænke på næste skoleår. Vent, vent! I skal lige lade det ligge et par måneder endnu, så skal jeg nok være med. Men indtil videre har jeg end ikke overvejet, hvad jeg gerne vil lave med mine tre hold... Så jeg må spille med åbne kort og håbe på sympati med mine kolleger. Og så ellers fake den over for eleverne og håbe på, at de ikke opdager min formidable evne til at improvisere...