Der er grænser for, hvad jeg kan magte ...

... og det er helt i orden. Det fandt jeg ud af i fredags, da vi diskuterede specialernes status på kontoret. Kl. kvart i to gav opgav vi at skrive mere og åbnede den flaske Riesling, som en af de frafaldne engle så gavmildt havde efterladt i køleskabet. Jeg fik dårlig samvittighed og foreslog, at vi brugte tiden lidt fornuftigt til at give støtte og gode råd.

Jeg fortalte om mit diskussionskapitel, hvor jeg gør følgende fire ting: Jeg præsenterer for det første mine undervisningsvejledninger og fortæller, hvad formålet er med dem. For det andet præsenterer jeg de fire sagprosatekster og de kriterier, der har ligget bag udvælgelsen af dem. For det tredje diskuterer jeg rationalet bag de opgaver, jeg stiller eleverne, og til sidst diskuterer jeg de ændringsforslag, mine kolleger havde.

Især den tredje afsnit har voldt mig problemer: Hvilke opgaver har jeg stillet - og ikke mindst hvorfor? Jeg fortalte Christian om min frustration og sagde, at det dels var fordi jeg synes, afsnit af denne type er dræbende kedelige at skrive: Jeg har valgt øvelse x, fordi teori y siger, at den er god.

Jeg havde forestillet mig at bruge en hel masse fremmedsprogspædagogik, der kunne fortælle mig, hvilken typer aktiviteter, der er gode i læsesammenhæng. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget, jeg var helt tilfreds med. De fleste teoretikere skriver om, hvordan man kan træne eleverne til at blive bedre til at læse for at forstå det leksikalske indhold, men det er jo ikke dét, jeg er efter. Jeg har jo for f..... ikke siddet og læst 1000 sider inden jeg har lavet en undervisningsplan - det er 50% gefühl, 30% erfaring og 20% af noget, som jeg ikke aner, hvad er!

Men mine 9F-co-skribenter sagde, at jeg jo givetvis ikke kan finde nogen, der anbefaler opgaver, der vil være passende til den retoriske læsning, fordi dén i sig selv er nyskabende. Og det er jo en pointe i sig selv! Jeg kan derfor - hvis ikke læne mig tilbage, så i hvert fald slappe mere af - og sige, at jeg kan redegøre for, hvilket kriterium, opgaverne og aktiviteterne skal leve op til: De skal kombinere nærgående sproglig opmærksomhed med retorisk funktionalitet.

Med andre ord skal eleverne i alle opgaver tænke over sprog på det lokale plan (hvilken ordklasse har vi her? Hvilket stillleje er det? Hvordan hænger argumentet sammen?) og på det globale plan (hvilken genre er teksten? Hvad er dens funktion? Hvor godt klarer skribenten det ift. funktionen?).

De tre øvelser, jeg skitserede forleden (med den irriterende font) bliver altså tre eksempler på opgaver, som jeg mener, lever op til mit kriterium.