Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.
Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.
Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.
Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?
I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:
"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."
Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.
Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!
1 May 2008
14 Apr 2008
Den retoriske situation er vist overmoden
Jeg kører lidt på panik-speed for tiden. Ej, det er måske så meget sagt. Men jeg er spændt på eksamen, jeg vil gerne give mine elever det sidste boost, og jeg giver den en ekstra skalle her til sidst.
Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)
Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.
Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.
Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)
Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.
Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.
9 Apr 2008
Today is a glorious day!
Endelig!
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
4 Apr 2008
My mom does that, too
I'm teaching my A-level class Shakespeare at the moment. Or, Shakespeare On Speed, you might call it. With just 25 school days left and so much more I want to teach them (and that the Ministry says I have to teach them) we have to move quite quickly through 400 years of literature with the theme of love.
So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?
Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.
Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)
Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.
Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).
So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?
Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.
Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)
Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.
Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).
3 Apr 2008
Mit copia lever og har det godt!
I kan tro, det gik godt i går! Jeg fik lov til at tale om og reklamere for retorikken i fem stiver, og den gode følelse af en undervisning, der virker, sidder stadig i kroppen. Og deltagerne var enige - ros over hele linjen (det er godt for den indre pæne pige, der lever af ros - kender I hende?) og mange konstruktive diskussioner. Gladest blev jeg, da flere deltagere både sagde og i evalueringen skrev, at det også kunne være nyttigt at læse skønlitteratur retorisk. Ja, ja, for søren - det kan man da! Jeg havde bare ikke turdet håbe på, at I var enige!
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
Subscribe to:
Posts (Atom)
