Det er ganske vist: Jeg skal udgive en bog.
Til næste år - sandsynligvis i august - udkommer min undervisningsbog om retorisk læsning af sagprosa. Det har 13 kapitler, hvoraf de 10 er (uddrag af) forskellige sagprosatekster med tilhørende spørgsmål og opgaver.
I onsdags var jeg til møde på Gyldendal, og det føltes ret surrealistisk at sidde foran min redaktør. Bare det at skrive min redaktør lyder for Carrie Bradshaw-agtigt til at jeg i mine slidte jeans og hættetrøje - jeg er forkølet - kan følge med. Flere gange havde jeg lyst til at hoppe og og ned i stolen og lave en Pretty Woman: 3000 Dolla-a-ars!!! (mens jeg stamper benene i gulvet) Ikke at jeg tjener bare i nærheden af 3000 $, but I'm sure you get the point. Kathrine does, anyway.
I går kunne min agent så fortælle mig... undskyld, lad os kalde hende MG... at engelsklærerforeningen gerne vil have mig ud og holde heldagsforedrag om retorisk læsning.
Hvordan har man overhovedet tid til at undervise med sådanne planer, spørger du måske? Tja, det ved jeg heller ikke. I første omgang har jeg lagt mig syg i bar panik. Ugens første tre dage gik med ondt i halsen og svimmelhed, nu er det så krøbet op i næsen, så jeg snotter mere end trolden i Harry Potter and the Philosopher's Stone.
Nå, og nu til den anden del af overskriften. Mine venner fra retorik, Gøgleren og Specialeskribent numero uno, har på et tidspunkt skrevet en artikel om, hvor sjældent man hører succesrige historier om humanister. Vi bliver som oftest fremstillet i medierne som nogle, der ikke gider blive færdige med vores specialer, som synes vi er gode til alt men i virkeligheden intet kan, og som i hvert fald ikke kan forvente et job, når vi endelig afleverer vores speciale, der sikkert handler om kvindesyn i 30'er-litteratur. OK, nu overdriver jeg artiklens indhold - de gjorde det lidt mere subtilt, but subtle has never been my strong side. Hvorom alting er, så er jeg jo godt i gang med at modbevise Myten om den Arbejdsløse Humanist. And damn, it feels good!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
2 comments:
Fedt - lad os høre flere af de historier ... jeg håber at jeg med tiden kan føje mig til dem.
Hej Nanna. Det er spændende at læse om dine gode og dårlige dage, det får i mine øjne dig til at blive en bedre lærer hvor man virkelig kan føle at der også er et menneske inden under og man får derved fuld respekt for dig. Og at du kun er 25 år gør det til en bedre undervisning, for mig i hvert fald. Fortsat god dag!
Post a Comment