25 Apr 2007

Men journalisten ved jo ikke, at han bliver analyseret?

Når man ligger i sengen og kigger op i loftet fem timer i stræk, får man virkelig tid til at overveje små detaljer i specialet, som måske bare har ligget og marineret i belgisk øl. Takket være pencillinen har jeg det bedre - godt nok til at skrive, stadig ikke godt nok til at tale. Jeg kom til at tale lidt for meget i telefon i går, og det var... ikke godt!

(Hvis du vil springe direkte til dagens egentlige emne, kan du skippe nedenstående afsnit!)
Hvad værre er, jeg skulle have været på arbejde i dag. Jeg havde glædet mig (sådan er vi faktisk nogle, der har det med vores arbejde). Eleverne havde glædet sig (bilder jeg mig ind). Jeg har ingen fredagslektioner tilbage med mit hold pga. studiedage og helligdage (hvilket i elevernes øjne nærmest kan være det samme). Så tilbage står nu 2 (!) onsdagsmoduler og en studiedag med 4 moduler. Det er 6 (seks!) moduler i alt. Ingenting, siger jeg Dem, ingenting! Hvordan i alverden skal vi nå de noveller, jeg har forberedt (How Mr. Pebble Gets Rid of his Wife, The Girls in their Summer Dresses og andre guldkorn)?!? Hvordan skal jeg forberede mig på at tage afsked med holdet? Så, så, Nanna, det er jo ikke Wuthering Heights, det her - prøv lige at dæmpe pathos-parasollen. Men da jeg ikke rigtig kan tale, kan jeg heller ikke undervise. Desuden vil jeg nok kollapse inden jeg når Stenløse - i går testede jeg med en tur i Netto. På vej derned skal jeg over to lyskryds. I ingen af de to forgængerfelter nåede jeg over, før den grønne mand blev rød. Vi lader den lige stå et øjeblik: !

Det, jeg har funderet over her til formiddag, er en reaktion, jeg har fået fra flere (ikke-humanister), når jeg har fortalt om mit speciale:

"Men dem, der har skrevet wikipedia-artiklen, har måske ikke overvejet de ting, du analyserer på? Han har jo ikke forestillet sig at skulle blive analyseret af dig?"

Jeg bliver lige overrasket hver gang spørgsmålet falder, selvom en af Pavlovs hunde forlængst ville have lært at savle, så snart den hørte men dem... Jeg bliver overrasket, fordi det at analysere andres ting (uden deres tilsavn eller viden) er den naturligste ting i verden for en humanist.

Selvom journalisten, der har skrevet om mordene på Virginia Tech, ikke har skrevet artiklerne med henblik på at blive analyseret, kan vi stadig godt tale om, hvordan artiklen virker på os (bliver vi væmmede, rædselsslagne, ligeglade eller provokerede) - og lige præcis hvilke ting i artiklen, der gør disse ting ved os (beskriver han morderen som en glad dreng, som en psykopat, beskriver han ham slet ikke?).

Det er heller ikke sikkert, at Pia Kjærsgaard er ude på at genere hele Danmarks creative class (det er i hvert fald ret sikkert, at det ikke er hende primære hensigt), men derfor er det stadig interessant at se på, hvorfor vi bliver så provokerede af hende. Og når vi så har fundet ud af det, kan vi begynde at diskutere, om det er i orden, at hun siger ting, der provokerer os i dén grad - eller om fejlen ligger andetsteds.

Det er i grunden sjovt, at folk stiller sig på hælene, når de hører om en humanist, der skal analysere et eller andet. For vi er altså langt fra de eneste der analyserer nogen/noget uden skaberens tilsagn. En arkitektstuderende ser på en bygning for at vurdere, hvordan og hvor godt den er lavet. En DTU'er ser på produktionsprocesser, vindmøller og it-systemer for at vurdere, hvordan de er lavet - og med hvilket held. Jeg kunne komme med adskillige andre eksempler, men jeg tror pointen er feset ind.

Hvori ligger forskellen så? Og hvorfor er der så mange mennesker, der har denne averision mod den humanistiske analyse?

Lad mig svare på det sidste først. Uhyggeligt mange danskere har haft en dansklærer, som enten ikke har været særligt god til at forklare, hvorfor man analyserer litteratur, eller som virkelig har haft et helt galt mål med det: Nemlig at finde ud af, hvad forfatteren tænkte, da han/hun skrev teksten.

"Den her metafor som Skyggen er, hvorfor tror I H.C. Andersen bruger den?" spørger den rare lærer.

"Det er fordi han er bøsse!" svarer de kvikke elever.

Det er fuldstændig ligemeget, om HCA tænkte på sin aftensmad eller sine homoseksuelle lyster, da han skrev Skyggen. MEN! Når vi nu ved (eller tror vi stadig kun?) at han var homoseksuel, og han skriver en novelle som Skyggen, har den den effekt, at vi kommer til at tænke på, at forfatteren er homoseksuel. Det kan godt være, at det ikke lige var den effekt, HCA gik efter, men det er under alle omstændigheder den effekt, vi får. Og den kan vi så diskutere: Hvad gør det ved teksten - dvs vores oplevelse af den - at vi i 2007 kommer til at læse homoseksualitet ind i en masse metaforer? Hvilken slags metaforer er det, der får os til at tænke i de baner? Hvorfor? Det siger ikke bare noget om den måde, HCA skriver på, men i høj(ere) grad noget om, hvordan vi som læsere tænker.

Nå, det var det ene spørgsmål. Nu til det andet: Hvori ligger forskellen mellem den måde, humanister analyserer og den måde, andre videnskabstraditioner analyserer?

Uh, det er vist et farligt spørgsmål at begynde at svare på. Og jeg vil undgå at svare på det, men samtidig svare - på en måde. Humanister er ikke altid særlig gode til at promovere deres fag (jeg omtaler dem bevidst i 3. person, fordi jeg mener, at vi retorikere faktisk er ret gode til det!), og for mange mennesker er en humanist en, der analyserer for analysens skyld. Modsat analyserer en ingeniør for at forbedre en eller anden gadget.

Altså, humanister analyserer dels for at forstå verden og mennesket bedre, dels for at forbedre ting, som mennesker gør. TV-avisen kan blive bedre, Arkens image kan blive bedre, vores kommatering kan blive bedre (jeg befinder mig selv i skærsilden mellem det traditionelle og nye komma - hjælp!).

Og sandelig om ikke også ingeniører analyserer bare for at forstå verden og mennesket bedre: Hvordan ændrede menneskets reaktionstid sig, da man gik fra et styresystem til et andet? Hvorfor? Og hvorfor er det interessant? Er en lavere reaktionstid altid bedre?

Hmm, jeg aner ikke om det her giver mening, eller jeg om jeg taler i febervildelse. Så er der ikke et par ikke-humanister derude, der kan sige, om de er enige, uenige eller komplet forvirrede?

2 comments:

Larvelømmel said...

Om 100 år, når det ikke længere er så "kontroversielt" at være homoseksuelt - ja beklager ordvalget - fortolker man sikkert Skyggen som et tegn på, at HCA var humanist! Dét er sikkert kontroversielt til den tid. :-)

Anonymous said...

Hej Tøsen

Vores (læs ikke humanister) aversioner mod humanister ligger nok mere i en udstilling af arv og miljø. "En rigtig student er matematisk-student", "En rigtig ingeniør er en civilingeniør" mv. den store forskel på "os" ligger nok ikke så meget i, hvordan vi analysere og konkludere, for det bestemmer typisk forskellige teoretikere - men mere emnerne vi finder interessante. Jeg analysere foreksempel aldrig når jeg læser skønlitteratur, for for mig er det et getaway, hvor jeg slapper af og skal underholdes - og nej jeg bliver ikke underholdt af at analysere, hvordan en sætning er skruet sammen til at få os til at få en bestemt følelse. Men sådan er vi heldigvis alle sammen så forskellige, og hvis vi alle sammen forstod hinanden og havde de samme interessere, så ville noget af passionen nok gå ud af verdenen.

Nå nu har jeg vidst rodet mig ud i en helt anden diskussion...!

Nyd weekenden - knus