I'm teaching my A-level class Shakespeare at the moment. Or, Shakespeare On Speed, you might call it. With just 25 school days left and so much more I want to teach them (and that the Ministry says I have to teach them) we have to move quite quickly through 400 years of literature with the theme of love.
So the past week, we've been reading sonnets and some scenes from Romeo and Juliet. On Monday, I showed the the first 20 minutes of Zeffirelli's highly praised film. I thought it was a drag. And I couldn't take the men seriously in their bright coloured tights. Hey, Mercutio's blue tights are on sale on H&M this week, aren't they?
Then yesterday, I showed them Baz Luhrman's film and I could easily remember the butterflies in my stomach as the camera zoomed in on Leonardo as Romeo when I first saw the film at 15. And still, I wanted to end the film at their wedding bacuse the rest of the play is so, so horrid.
Afterwards, I felt a bit guilty. What kind of a teacher am I? I should love old, classic movies and despise the new modern one that only tries to make Shakespeare more edible for people who aren't poetry-volent. I should opt for the most difficult, not for the most modern. I should appreciate Zeffirelli like all the grown-ups down in the staff room. (says the fourteen-year-old)
Hmm, sometimes I get caught in this limbo between being an adult and being young. Of course you could just say that I'm a young adult. And that it's good that I can relate to what my students like and dislike. But that doesn't always make me feel a whole lot better. I still makes me feel like a fraud. A fraud adult who's really just an adolescent girl.
Luckily, before I wind myself too much up, I remember Wednesday and how it felt to really know something the other teachers were interested in learning. and then I realise (and now we're getting corny, here, I know) that I have to enjoy this period like no other. Because now I know what it's like to be an adult and I can enjoy all the pleasures of being one (like planning a romantic holiday in New York or discussing what food to cook for my parents without feeling too silly) but I still am young and enjoy that, too (like bying Chucks, loving indie rock and watching Tarantino films and laugh instead of being disgusted. Wait. My mom does that, too. And she's not that young.).
4 Apr 2008
3 Apr 2008
Mit copia lever og har det godt!
I kan tro, det gik godt i går! Jeg fik lov til at tale om og reklamere for retorikken i fem stiver, og den gode følelse af en undervisning, der virker, sidder stadig i kroppen. Og deltagerne var enige - ros over hele linjen (det er godt for den indre pæne pige, der lever af ros - kender I hende?) og mange konstruktive diskussioner. Gladest blev jeg, da flere deltagere både sagde og i evalueringen skrev, at det også kunne være nyttigt at læse skønlitteratur retorisk. Ja, ja, for søren - det kan man da! Jeg havde bare ikke turdet håbe på, at I var enige!
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
To deltagere har allerede bestilt nye kurser på deres gymnasier - muligvis også for dansklærere.
Det var stærkt faglig-stoltheds-opbyggende at få stillet spørgsmål, som krævede, at jeg improviserede over forskellige retoriske emner. Nok skulle jeg grave lidt en gang imellem, men det lå der, hele det retoriske korpus. Mit copia lever og har det godt!
Ja, beklager at denne post bliver så selvrosende, men jeg har svært ved at få armene ned.
Og dog - jeg sidder og planlægger eksamen, og det er da om noget en beskæftigelse, der kan få selvtilliden i bund. Argh, hvordan skal jeg dog få det hele til at hænge sammen? Hvordan i alverden skal jeg finde så mange egnede tekster på 3-5 hhv. 5-7 sider?
Lad mig komme med et eksempel:
A-niveau'erne skal have 3-5 normalsider.
De har 1 times forberedelse.
Der skal stilles spørgsmål til Shakespeare.
I lyrik er 69 linjer = 1 ns.
De skal altså have 6 sonnetter for at nå op på det rigtige antal ns.
Held og lykke med det venner! (Godt det ikke er mig!)
Nu vil jeg ikke skrive her, hvordan vi (vi sidder 4-5 lærere med samme problem og nogenlunde samme grad af panik) løser problemet, for nogle af mine elever læser da i hvert fald bloggen en gang imellem. Så spændingen må udløses en gang i juni.
1 Apr 2008
no title - for jeg kan ikke finde på den
Mr. Darcy brokkede sig i morges over frekvensen i mine blogindlæg. Han er lidt langsommere end mit overjeg, for jeg havde netop i går aftes set på min genvejstast til bloggen og tænkt "du burde. Men ej, jeg orker ikke." I morges svarede jeg mumlende, at jeg havde svært ved at finde ud af, om bloggen skal være privat eller offentligt-faglig - og at dét dilemma gør, at jeg aldrig rigtig kan beslutte mig for, hvilken slags indlæg jeg skal skrive. Da jeg så, at det svar ikke ligefrem stillede ham tilfreds, sagde jeg - nu lidt mere surt - at "det jo heller ikke er særligt inspirerende, når jeg aldrig får nogen kommentarer. Eller ikke får andre end 'der er en stavefejl i tredje afsnit...' "
Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.
Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!
Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.
Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!
5 Mar 2008
Sig navnet...
... Obama!
I'm sitting at my desk, blinded by the sunshine, finding an Obama speech for my book. Awed by this man's ability to coin a phrase, to use an anaphora without doing it too obviously, to look damn hot and yet to keep a politician's persona, I find myself drooling over his rhetorical skills.
(Today I'm writing in English. I've been reading Wolfe again, so I feel like rejoycing the language.)
it, but Having rhetorical skills is like being in love. If you're the spectator, it's difficult to explain how you can recognisewhen you see someone with rhetorical skills, you know it straight away. The whole placeoozes quality. And if you're the lucky one, it can be difficult to explain how you got there. In the beginning, it felt right to be standing in front of a crowd until one day, you suddenly realise this is something you feel like doing for the rest of your life.
So go check out the speech I'm going to use in my book:
Obama's announcment for president.
It simply beautiful.
(And the pun? Forget it, it's just a stupid margarine ad that - God knows why - popped into my mind.)
I'm sitting at my desk, blinded by the sunshine, finding an Obama speech for my book. Awed by this man's ability to coin a phrase, to use an anaphora without doing it too obviously, to look damn hot and yet to keep a politician's persona, I find myself drooling over his rhetorical skills.
(Today I'm writing in English. I've been reading Wolfe again, so I feel like rejoycing the language.)
it, but Having rhetorical skills is like being in love. If you're the spectator, it's difficult to explain how you can recognisewhen you see someone with rhetorical skills, you know it straight away. The whole placeoozes quality. And if you're the lucky one, it can be difficult to explain how you got there. In the beginning, it felt right to be standing in front of a crowd until one day, you suddenly realise this is something you feel like doing for the rest of your life.
So go check out the speech I'm going to use in my book:
Obama's announcment for president.
It simply beautiful.
(And the pun? Forget it, it's just a stupid margarine ad that - God knows why - popped into my mind.)
2 Mar 2008
Pædagogisk kursus
Siden tirsdag har jeg været afsted på "fagligt pædagogisk kursus i retorik". Det er vist, de fleste kalder fagdidaktisk kursus - omend jeg ikke tror, "kært barn"-klichéen kan bruges her. Det er første gang, kurset bliver afholdt, så helt kært er det ikke endnu.
Nu har jeg pakket alle mine papirer ned i en mappe og skrevet retorik gym på den lille hvide papseddel, der sidder på ryggen af A4-mappen. Jeg glæder mig til at hive mappen frem igen for at tage tingene i brug; nu må vi se hvornår det bliver.
Fagligt kunne jeg ikke hente det store ud af kurset. Som den eneste fuldblodsretoriker, der deltog, havde jeg lidt for ofte følelsen af deja vu. Og denne gang var det ikke bare en følelse; jeg havde set meget af det, vi gennemgik, før. Det havde jeg vel egentlig også forventet, og det var rart at høre Christian Kock gentage sine (og mine) kæpheste om retorisk læsning. (Nye læsere kan læse samtlige indlæg mellem februar og august, så skulle I få en idé om det.) Lisa er også altid en fornøjelse at lytte til, og så var det ikke mindst dejligt at møde de to Helle'r, der tilrettelagde kurset.
Og Min Darcy havde helt ret, da han i går aftes citerede sin professor: "Konferencer er 10% fagligt, 90% networking." I forgangne uge har jeg fået endnu to mennesker, der vil hjælpe mig på min vej til pædagogikum og endelig et retorikhold. Helle og Helle har planer for og med mig, og de er et godt bindeled til fagkonsulenten. Det er både varmende for mit ego, at der er andre, der kan se mit potentiale, men det er også pirrende at føle, at jeg virkelig er med i front; retorik er endnu helt nyt, og der kommer til at ske så meget de næste 5 år. Og jeg får lov til at være vandbærer. Og den rolle bekommer mig rigtig godt!
Allerede på onsdag skal vi så have møde i retoriklærerforeningen, og væk er den lille angst for igen at skulle være den nye, ukendte i et nyt forum. For nu kender jeg (i hvert fald) halvdelen af foreningen. Og de kender mig og min fraværende evne til at holde mund.
Nu har jeg pakket alle mine papirer ned i en mappe og skrevet retorik gym på den lille hvide papseddel, der sidder på ryggen af A4-mappen. Jeg glæder mig til at hive mappen frem igen for at tage tingene i brug; nu må vi se hvornår det bliver.
Fagligt kunne jeg ikke hente det store ud af kurset. Som den eneste fuldblodsretoriker, der deltog, havde jeg lidt for ofte følelsen af deja vu. Og denne gang var det ikke bare en følelse; jeg havde set meget af det, vi gennemgik, før. Det havde jeg vel egentlig også forventet, og det var rart at høre Christian Kock gentage sine (og mine) kæpheste om retorisk læsning. (Nye læsere kan læse samtlige indlæg mellem februar og august, så skulle I få en idé om det.) Lisa er også altid en fornøjelse at lytte til, og så var det ikke mindst dejligt at møde de to Helle'r, der tilrettelagde kurset.
Og Min Darcy havde helt ret, da han i går aftes citerede sin professor: "Konferencer er 10% fagligt, 90% networking." I forgangne uge har jeg fået endnu to mennesker, der vil hjælpe mig på min vej til pædagogikum og endelig et retorikhold. Helle og Helle har planer for og med mig, og de er et godt bindeled til fagkonsulenten. Det er både varmende for mit ego, at der er andre, der kan se mit potentiale, men det er også pirrende at føle, at jeg virkelig er med i front; retorik er endnu helt nyt, og der kommer til at ske så meget de næste 5 år. Og jeg får lov til at være vandbærer. Og den rolle bekommer mig rigtig godt!
Allerede på onsdag skal vi så have møde i retoriklærerforeningen, og væk er den lille angst for igen at skulle være den nye, ukendte i et nyt forum. For nu kender jeg (i hvert fald) halvdelen af foreningen. Og de kender mig og min fraværende evne til at holde mund.
Subscribe to:
Posts (Atom)
