1 Apr 2008

no title - for jeg kan ikke finde på den

Mr. Darcy brokkede sig i morges over frekvensen i mine blogindlæg. Han er lidt langsommere end mit overjeg, for jeg havde netop i går aftes set på min genvejstast til bloggen og tænkt "du burde. Men ej, jeg orker ikke." I morges svarede jeg mumlende, at jeg havde svært ved at finde ud af, om bloggen skal være privat eller offentligt-faglig - og at dét dilemma gør, at jeg aldrig rigtig kan beslutte mig for, hvilken slags indlæg jeg skal skrive. Da jeg så, at det svar ikke ligefrem stillede ham tilfreds, sagde jeg - nu lidt mere surt - at "det jo heller ikke er særligt inspirerende, når jeg aldrig får nogen kommentarer. Eller ikke får andre end 'der er en stavefejl i tredje afsnit...' "

Måske skulle jeg bare skrive kortere indlæg - inspireret af min svenske veninde Moa, der skriver en klassisk storbysingle-blog på Flickan & Staden.

Så i dag vil jeg bare skrive, at jeg skal holde mit første kursus om retorisk læsning i morgen. 22 engelsklærere. 5 timer. 15 slides. Jeg glæder mig!

5 Mar 2008

Sig navnet...

... Obama!

I'm sitting at my desk, blinded by the sunshine, finding an Obama speech for my book. Awed by this man's ability to coin a phrase, to use an anaphora without doing it too obviously, to look damn hot and yet to keep a politician's persona, I find myself drooling over his rhetorical skills.

(Today I'm writing in English. I've been reading Wolfe again, so I feel like rejoycing the language.)

it, but Having rhetorical skills is like being in love. If you're the spectator, it's difficult to explain how you can recognisewhen you see someone with rhetorical skills, you know it straight away. The whole placeoozes quality. And if you're the lucky one, it can be difficult to explain how you got there. In the beginning, it felt right to be standing in front of a crowd until one day, you suddenly realise this is something you feel like doing for the rest of your life.

So go check out the speech I'm going to use in my book:

Obama's announcment for president.

It simply beautiful.

(And the pun? Forget it, it's just a stupid margarine ad that - God knows why - popped into my mind.)

2 Mar 2008

Pædagogisk kursus

Siden tirsdag har jeg været afsted på "fagligt pædagogisk kursus i retorik". Det er vist, de fleste kalder fagdidaktisk kursus - omend jeg ikke tror, "kært barn"-klichéen kan bruges her. Det er første gang, kurset bliver afholdt, så helt kært er det ikke endnu.

Nu har jeg pakket alle mine papirer ned i en mappe og skrevet retorik gym på den lille hvide papseddel, der sidder på ryggen af A4-mappen. Jeg glæder mig til at hive mappen frem igen for at tage tingene i brug; nu må vi se hvornår det bliver.

Fagligt kunne jeg ikke hente det store ud af kurset. Som den eneste fuldblodsretoriker, der deltog, havde jeg lidt for ofte følelsen af deja vu. Og denne gang var det ikke bare en følelse; jeg havde set meget af det, vi gennemgik, før. Det havde jeg vel egentlig også forventet, og det var rart at høre Christian Kock gentage sine (og mine) kæpheste om retorisk læsning. (Nye læsere kan læse samtlige indlæg mellem februar og august, så skulle I få en idé om det.) Lisa er også altid en fornøjelse at lytte til, og så var det ikke mindst dejligt at møde de to Helle'r, der tilrettelagde kurset.

Og Min Darcy havde helt ret, da han i går aftes citerede sin professor: "Konferencer er 10% fagligt, 90% networking." I forgangne uge har jeg fået endnu to mennesker, der vil hjælpe mig på min vej til pædagogikum og endelig et retorikhold. Helle og Helle har planer for og med mig, og de er et godt bindeled til fagkonsulenten. Det er både varmende for mit ego, at der er andre, der kan se mit potentiale, men det er også pirrende at føle, at jeg virkelig er med i front; retorik er endnu helt nyt, og der kommer til at ske så meget de næste 5 år. Og jeg får lov til at være vandbærer. Og den rolle bekommer mig rigtig godt!

Allerede på onsdag skal vi så have møde i retoriklærerforeningen, og væk er den lille angst for igen at skulle være den nye, ukendte i et nyt forum. For nu kender jeg (i hvert fald) halvdelen af foreningen. Og de kender mig og min fraværende evne til at holde mund.

6 Feb 2008

J'essay...

Inden jeg fortæller dig, hvad dagens titel mon handler om (det stigende antal af mine egne elever, der læser med, har måske allerede gættet det), vil jeg først lige metakommentere lidt. Nu er der nemlig kommet gang i butikken igen. På flere måder. Jeg har fundet energien til at skrive igen. (og det er lige som med løbeturene - som jeg også er kommet i gang med igen - fler' avler fler'!) Men der også kommet flere kunder til, og det er ekstra dejligt. Godt nok er de fleste anonyme, og det er altså ikke helt det samme, som læsere, der vil stå ved sig selv (især ved de kritiske kommentarer er det flot at turde at stå frem), men hellere anonyme kommentarer end slet ingen. Den gyldne middelvej kan udgøres af pseudonymer, som kun jeg kan gætte. Jeg kan nævne F. (den er nem), Wafelmama (hendes blog linker jeg til) og Gøgleren (som jeg ikke selv kunne regne ud...).

Men til dagens titel: J'essay. Jeg prøver. Og det er lige præcis, hvad mine A-niveauere gør for tiden. De prøver og prøver og prøver med de s.... essays. Men det er svært! Det har virkelig fået mig til at repetere hele skrivedidaktik-pensum. Det er jo genreundervisning par excellence, og jeg er stor fan af næsten alt med præfikset genre: -undervisning, -kritik, -analyse, you name it. Så jeg tæsker dem igennem the five paragraph essay, det at skrive en indledning ("der er to typiske måder at indlede på: tragtindledningen og in medias res-indledningen") osv osv osv. Så fra nu af og frem til de skriftlige eksamener står den på intensiv skriveundervisning. Jeg bliver helt eksalteret ved tanken - hurra! Kerneretoriske kompetencer, der skal trænes. I'm loving it!

4 Feb 2008

Dead Air

Nu sidder jeg i en nyindrettet stue og nyder, at jeg igen har overskud til at reflektere over dagens undervisning. Javist, jeg siger til mig selv, at jeg burde fortsætte med retningen af de to stilesæt, der sidder på mit læsestativ - men jeg siger også til mig selv, at jeg var på arbejde fra 08-15:30 og rettede fem stile efter en god løbetur og derfor kan holde fri med rigtig god samvittighed. Refleksionerne vinder heldigvis, og i dag har jeg tænkt på Iain Banks' roman Dead Air. Det var nemlig dén roman, der lærte mig udtrykket om radioens mest frygtede ting: komplet stilhed.

Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.

Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.

Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)

Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.

Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.