Dead Air

Nu sidder jeg i en nyindrettet stue og nyder, at jeg igen har overskud til at reflektere over dagens undervisning. Javist, jeg siger til mig selv, at jeg burde fortsætte med retningen af de to stilesæt, der sidder på mit læsestativ - men jeg siger også til mig selv, at jeg var på arbejde fra 08-15:30 og rettede fem stile efter en god løbetur og derfor kan holde fri med rigtig god samvittighed. Refleksionerne vinder heldigvis, og i dag har jeg tænkt på Iain Banks' roman Dead Air. Det var nemlig dén roman, der lærte mig udtrykket om radioens mest frygtede ting: komplet stilhed.

Hvad gør man, når man stiller et spørgsmål til en klasse, og ikke én eneste finger ryger i vejret? Man stiller selvfølgelig et nyt spørgsmål. Afhængigt af ansigtsudtrykkene (det kan svinge fra søvn over kedsomhed til flovhed og vildrede) kan man gå et taksonomisk niveau ned.

Men hvad gør man så, når man efter 7-8 spørgsmål stadig mødes af en mur af tavshed.

Ja, man kan spørge de par elever, der synes tavsheden er lige så pinlig som mig selv, og som derfor næsten altid rækker hånden op - for at sige et eller andet (de findes i de fleste klasser, er min erfaring). Men det er på en eller anden måde ikke særligt tilfredsstillende. Dels fordi sådan et pligtsvar sjældent rykker. Dels fordi det er kedeligt at føre dialog i stedet for pluralog (må det vel hedde, når man taler mange sammen?)

Det, der gør det rigtig svært - og som skaber Dead Air - er elevernes gruppefølelse, der gør, at de som helhed kan være tavse. Hvis de beslutter sig i fællesskab for ikke at deltage i undervisningen, kan det være endog meget svært at gennemføre den. Men har man eleverne på tomandshånd, vil de gøre alt for at svare på mine mange spørgsmål. Det gør, at jeg en gang imellem (OK, tit!) har lyst til at tale med store bogstaver og sige LAD NU VÆRE MED AT GEMME JER BAG HOLDET. KOM FREM! SIG NOGET. JEG SPØRGER FAKTISK DIG, OG DIG, OG DIG, OG DIG.

Men ha! Hvor ville jeg virke latterlig, hvis jeg gjorde det. Der må findes andre måder.