På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedpligt

Kære gamle, kære nye
Nu skal min blog genoplives! I går speed-talkede jeg mig igennem min sidste eksamen, i dag er jeg cand.mag. og mange bekymringer lettere. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det var lettere at løbe op til 4. sal i går eftermiddags.

Men inden jeg ser mere fremad, vil jeg skue en smule tilbage. Tilbage til sidste indlæg. 22. november. Det er lææænge siden. I mellemtiden har jeg skrevet en synopsis, malet et soveværelse...nej, Nanna, nu taler du udenom igen, det skulle jo handle om sidste indlæg. Min sidste indlæg har fremkaldt nogle reaktioner, som til gengæld kalder på en reaktion fra mig. Og her taler jeg ikke om det italienske reklameindslag, der desværre også finder vej til blogs. Æv, her havde jeg troet, at det var spamfrit område! Jeg kunne godt indstille bloggen, så jeg skal godkende alle jeres kommentarer (jeg får det måske til at lyde lige flot nok - så mange kommentarer kommer der jo heller ikke, men du ved hvad jeg mener), men jeg synes, I skal have frit slag til at kritisere, inspirere og altså kommentere.

Det, der er faldet i hvert fald et par læsere for brystet, er at jeg 1) siger at HF'ere ikke er de stærkeste læsere 2) at jeg har kastet en elev ud i en (måske) for svær opgave.

ad 1) Mig bekendt er det ingen hemmelighed, at HF'ere ikke sluger den ene roman efter den anden. Jeg siger det bestemt ikke for at genere, fornærme eller hænge nogen ud. Men der er ingen grund til at lade som om, de læser Hemingway, Bang eller sågar Sonnergaard uden for skoletid. Og når jeg siger "ikke stærke læsere", mener jeg jo ikke, at de ikke kan læse. Det kan de godt. Men de er ikke vant til at læse romaner, og da slet ikke nogen på 600 sider, (hvem er i øvrigt det i 18års-alderen? Jeg var ikke!) og så er det noget af en udfordring at skulle skrive opgave om så omfangsrigt et værk. Hvilket bringer mig til

2) Når jeg skriver noget om Cider House Rules, er det igen ikke for at hænge nogen ud - eller, jo, men for at hænge mig selv ud. Det er da totalt utjekket af mig ikke lige at huske, hvor lang bogen er. Jeg skulle måske have frarådet en roman, som langt de fleste gymnasie- og HF-elever kan knække halsen på? For de få, der kan regne ud, hvem jeg skriver om, er det heller ikke noget nyt, jeg siger. Jeg har holdt laaange foredrag for alle mine klasser om, hvor fantastisk det er at læse bøger, at de er nødt til at læse nogle flere bøger for at lære verden og ikke mindst dem selv at kende, og jeg har har udstødt mange "Men hvordan kan I dog undvære det?", når eleverne siger, at de da aldrig læser bøger (hvis det ikke er lektier). Så igen er det ikke et nedslag på en bestemt elev, men på elever generelt. Vis mig den elev, der ikke frygter en roman på 600 sider, så skal jeg tage det hele i mig igen :-)

Så derfor, undskyld, hvis I føler jeg trådt over tæerne. Det var bestemt ikke meningen. Hvis I er uenige i mit syn på verden (i gymnasiet og HF), som jeg ser den, må I endelige lade mig vide det. Men jeg hverken kan eller vil undlade at beskrive den, selvfølgelig i generelle begreber. På knivsæggen mellem ytringsfrihed og tavshedspligt.

Hjernedød

For et par uger siden spurgte jeg om jeg var død.

Der kom intet svar.


Det plejer at betyde, at man ER død. Så nu erklærer jeg mig hjernedød i hvert fald indtil 21. januar. Så har jeg forhåbentlig bestået retorisk kritik og dermed fået min endelige kandidatgrad. Det kan dog også godt være, at det varer helt frem til uge 7. Så har jeg også afholdt mit første kursus i retorisk læsning af sagprosa (det sker onsdag i uge 6, og agenten siger, at der allerede er tre tilmeldte), og det kommer også til at tage tid.

Sidst, men allerallerstørst, så er jeg flyttet, når jeg vender tilbage fra de hjernedøde. Foreløbigt planlægger jeg med det endelige skift at postnummer den 26. januar. Ah, det bliver dejligt at kunne sidde ved skrivebordet selv om vinteren. Det kan man ikke her, hvor vinden suser ind gennem mine alt for gamle vinduer. Og med radiatoren i modsatte ende af rummet er der stort set aldrig varmt og vinteren. Men hov! Nu røg jeg over i den privatsfære, jeg ellers har forsvoret i dette forum.

Vi ses til januar - eller februar...

er jeg ved at dø?

Ja, måske. Jeg har i hvert fald ikke været god til at holde min blog i live. Hver uge siger jeg til mig selv, at i denne uge skal det være. I denne uge vil jeg skrive mindst tre blogindlæg. Altså helt ærligt, hvor lang tid tager det at skrive et indlæg? Det kan jeg da godt få tid til.

Og ja, det kan jeg også. Men hver gang jeg er lige på nippet til at ville skrive noget, tænker jeg, at hmm, det kvarter kunne jeg også lige bruge på at rette en stil, to oversættelse, at gennemlæse en novelle eller tjekke reglerne for hvilke verber, der tager ing-form.

Og så kommer jeg aldrig længere.

Og det er ikke fordi der ikke er noget at fortælle. Det opdagede jeg, da min søster var forbi på vej hjem fra en jobsamtale og så min bogkontrakt fra Gyldendal. Neej! Du skal da tage et billede af kontrakten og lægge det ud på bloggen! Nå ja...

I dag er der så også en flov historie at fortælle. En af mine elever vil skrive SSO om Cider House Rules. Ja, ja, gør bare det. God idé! Problemet er bare, at romanen er mere end 600 sider lang, og som de fleste af sine venner er denne elev ikke nogen superlæser - jeg ved faktisk ikke, om de læser andre bøger end dem, vi pådutter dem. Måske skulle jeg selv have læst romanen inden jeg anbefalede hende den?

En af de gode dage

Som gymnasielærer er der gode dage og dårlige dage. Vent... Sådan er det vel i alle jobs. Men særligt i de såkaldte (kliche-kaldte) menneskejobs er udsvinget større, forestiller jeg mig. Hvis jeg har en dårlig dag, smitter det unægteligt af på mine elever. Og omvendt: Hvis mine elever er umulige, kan det hurtigt blive en dårlig dag for mig. Heldigvis går det også den anden vej. Når mine elever er veloplagte og nysgerrige, er verden som lærer rigtig dejlig.

Hmm, kunne du indvende. Er det ikke lidt rigeligt at lade sit humør afhænge af en flok hormon-sprængte teenagere, der overhovedet ikke tillægger skolen same betydning som læreren tydeligvis gør? Tjo, det er det måske. Det er bare meget svært at lade være.

I dag er en af de gode dage. Jeg føler, at jeg har nogenlunde tjek på tingene, jeg er endda forud med planlægningen af SSO (HF'ernes Store Skriftlige Opgave, der løber af stablen 14-21. december).

Og så har eleverne altså været ualmindeligt herlige at undervise i dag. Jeg fik godt nok mit højniveauhold til at gå i panik, da jeg præsenterede dem for de eksamensstile, de skal skrive. Det forventes mærkeligt nok, at de skal nå sammen niveau som gymnasie-A-niveau-hold, og det kan på ingen måde lade sig gøre, skulle jeg hilse og sige. Ikke nok med at de skal lære det samme på to år (det er en modenheds-udfordring af betydelig skala; normalt skal man til 3.g, før elever kommer med nogenlunde fornuftige analyse-forslag, og det handler ikke altid om øvelse), nej - nu skal jeg lige se, hvor jeg kom til inden parentesen (jeg beklager den fragmentariske stil) - de skal også beherske samme niveaus grammatik uden først at have haft et halvt års AP: Almen Sprogforståelse, hvor fokus er på grammatik, sprogteori, sproghistorie etc. De har altså ingen mulighed for at vide, hvad præ- og suffikser er, de stakler. Men, men, de skal jo igennem - og det kommer de fleste nok også.

Og så er der mine 1.g'ere. Så kække, at det smitter. De er videbegærlige på en helt anden måde end HF'erne, og man kan fylde på og fylde på og fylde på. Jeg har dem både i engelsk og førnævnte AP, og i dag gennemgik jeg ordklasser med vægt på verber. Jeg blev selv helt forpustet over den vidensmængde, de skulle sluge i dag:


tre grupper af ordklasser
lukkede+ åbne ordklasser
nye ord
sammensatte ord
finitte+infinitte verber
tempus, modus, diatese
enkeltordsverber+sammensatte
præsens
præteritum
futurum
perfektum
pluskvamperfektum
imperativ
aktiv+passiv
præsens participium
perfektum participium
infinitiv

Alt sammen sat i en fin træstruktur. Jeg sendte en tanke til toposbamsen. (ERFA's kælenavn for Ole Togeby, der som I måske ved har lavet et topostræ. Til eksamen viste det sig, at han var mere en bjørn end en bamse.)

Dette indlæg bliver vist lidt mat her i enden. Du havde forventet den store, forkromede afslutning, ik? Jeg er for træt. Men på den gode måde i dag.

I love Paris in the spring time, I love Paris in the fall...

My sister'll get the reference. The rest of you, knowing that I speak British English, RP, whatever-you-call-it, will have to think that I don't know the difference between autumn and fall. (That's actually unfair, because of course I know, but of course sometimes, a fall slips out. So either way, you're not to blame.)

But the day after tomorrow (that sounds like another reference but it isn't) I'm going to PARIS! A new era has begun on the secondary schools in this country. (Oh, I'm still not happy about the secondary school-label, have you got a better word for the Danish gymnasium? - please let me know!) The we-have-to-something-to-keep-our-teachers-here-era. It means, among lots of other things, that all the teachers are going to Paris.

To discuss the strategy of the school, to get together, to see Paris, to talk, talk, talk - and probably also to have an itsy bitsy glass of wine.

And it's much needed, I might add. This morning, at 10 o'clock, I walked out of a classroom saying, 'have a nice weekend!' NOT a sane thing to do Monday morning...