HF's danskstil handlede i år om retorik. Mmm, prøv lige at smage på det. Elever - og deres lærere - landet over læser en udmærket artikel fra Weekendavisen (der som altid har fingeren på den rigtige puls) om Anne Katrine Lund og Pernille Steensbech Lemée og skal overveje, hvad retorisk praksis er.
Det er altså intet mindre end fantastisk!
Jeg havde ellers svært ved at få armene ned, da jeg fandt ud af, at mine A-niveau'ere blev bedt om at skrive et essay om fortæller/synsvinkel og de forskellige muligheder, der ligger i 1. og 3.persons-fortæller. De sidste to uger af undervisningen snakkede vi en hel del om den utroværdige jeg-fortæller og om 3.persons-fortællere i forbindelse med free indirect discourse. Også dér burde de altså kunne skrive noget ganske fornuftigt. Men den danske stil gav nu alligevel et ekstra opsving på humørkurven.
Fordi klassens dansklærer også lige har gennemgået pentagonen med dem, var der en elev, der var overbevist om, at vi kendte eksamensemnet på forhånd. Vi måtte jo med skam meddele, at Danmark ikke er som Columbia: Eksamen ER altså lige for alle (ja, ja, så lige som den nu kan blive. Jeg er godt klar over, at man kan tale om nuanceforskelle.) Vi har bare været heldige. Meget heldige.
I dag har jeg så sendt tekster afsted til censor til mundtlig B-niveaueksamen. Af gode grunde kan jeg ikke snakke om teksterne her - det er vist heller ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er den følelse af at være rigtig lærer, jeg fik af at have bestemt eksamensindhold for en klasse. Det er mit store ansvar sat på spidsen. Kan de nu det stof, de skal kunne? Vil censor kunne pege på noget i læreplanen, som jeg har forsømt? Eller bliver jeg pavestolt af mine elever, efterhånden som de behandler de ene tekst efter den anden på den mest hensigtsmæssige måde? Det vil vi få at se næste tirsdag/onsdag - der går 1. omgang løs... So stay tuned!
19 May 2008
9 May 2008
Intellectual food
Today I'm feeding myself intellectually. When you teach, you learn a lot, too. But in Vygotskyan terms, you don't always reach the zone of proximal development. Teaching-wise, yes, but not text reading wise.
My wonderful old lit professor at the English department told me about a conference. Unfortunately, I couldn't hear him speak on my (and I think his, too) favourite subject: Rhetorical silence. However, today my other old professor, this time in rhetorics, is speaking about The Poetic Sign.
Yes, it's nerdy. And I'm really looking forward to it!
My wonderful old lit professor at the English department told me about a conference. Unfortunately, I couldn't hear him speak on my (and I think his, too) favourite subject: Rhetorical silence. However, today my other old professor, this time in rhetorics, is speaking about The Poetic Sign.
Yes, it's nerdy. And I'm really looking forward to it!
1 May 2008
AT gnider salt i retorik-såret
Det er længe siden, jeg har været rigtig fagligt indigneret, fagligt vred. Haft det sådan, at jeg havde lyst til at lave store plakater, hvor jeg skriver hvad retorik er, dets placering inden for humaniora og hvad faget og dets udøvere kan i forhold til andre fag. Men det blev jeg i tirsdags.
Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.
Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.
Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?
I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:
"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."
Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.
Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!
Jer af mine læsere, der har jeres daglige gang på et gymnasium, har sikkert allerede en (kritisk) holdning til AT. (I vil nok hellere ikke blive overraskede over, at det netop er AT, der udløser mine faglige vrede.) Men der er andre af jer, der lever i (lykkelig) uvidenhed om gymnasiets nye fag, Almen Studieforberedelse.
Ministeriet lavede i januar to eksempeleksamener i AT, som blev optaget og lavet til en dvd. Som ministeriet udsendt i mandags. Hvorfor det skulle tage fire måneder, forstår jeg ikke. Åbenbart IT-problemer. Kunne de ikke finde ud af linke til filmen på hjemmesiden? Eller har de ikke lært at brænde DVD'er endnu? Det er spørgsmål som disse der alvorligt får mig til at overveje, om det nu også vil være godt for mit blodtryk at blive gymnasielærer.
Nå, men vi lærere havde set meget frem til at se, hvordan man har tænkt sig en tværfaglig eksamen med eksaminator fra ét fag og censor fra et andet. Og hvordan er det, vi skal stille fællesfaglige spørgsmål, når emnet fx er stamceller i samfundsfag og engelsk?
I den første eksempeleksamen (og nu kommer vi snart til, hvorfor jeg blev så vred), har en elev skrevet synopsis om to taler: En af George W. og en af Tony Blair. Til eksamen, hvor han desværre kun gentager, hvad der står i synopsen (han skulle havde set mit 8 siders talemanus til min synopsiseksamen i retorisk kritik!), svarer han følgende, da censor spørger, hvilke forskellige metoder de to involverede fag, engelsk og samf, har:
"Jo, altså, det samfundsvidenskabelige bruger jeg til at se på, hvad talerne argumenterer for. Ved hjælp af en kvantitativ analyse [forklaring følger. NQ] ser jeg altså på, hvad det er, de taler om. Det humanistiske bruger jeg til at se på, hvordan de argumenterer for det."
Samfundfag tager sig altså af indholdet, mens humaniora tager sig af formen. Efter eget udsagn laver drengen i engelsk en retorisk analyse, hvor han konkludere, at Bush benytter sig af pathos og Blair af logos. Og denne kvantitative analyse går ud på, at han notere, hvor mange gange Bush fx bruger ordet nationality i forhold til Blair. Guuud, sådan havde vi da aldrig overvejet at gøre på retorik!!
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da begge lærere nikker og nikker og tydeligvis er tilfredse med elevens svar. Tak for det! Nu har I lige fået ødelagt det, retorikken har kæmpet for siden det lykkedes Platon at frame retorik som form uden indhold. Siden verdens første (og en af de bedste)spindoktor fik folk til at tro på, at sofister bare var ude på at lyve gennem smukke ord, har vi hvert århundrede skulle forklare, at retorik ikke bare handler om hvordan man siger tingene, men så sandelig også hvad man siger. Det er derfor underviserne på retorik efterhånden må sige, at de ikke gider se flere kritiske analyser af Dansk Folkepartis arbejde. Der er blevet skrevet utallige ba-projekter om, hvordan hele det menneskesyn, DF lægger for dagen, er kritisabelt, og efterhånden må vi sige til de studerende, at det altså bare næsten er for let at tage Dansk Folkeparti som eksempel, fordi det så åbenlyst er forkasteligt, det de gør. De siger tingene på en utroligt snedigt møde, men det de så siger - det er dét, man skal kritisere. Nå, det var et sidespring. Tilbage til lærerværelset, hvor jeg sidder med røg ud af ørerne. Mine humanistiske kolleger så egentlig ret rolige ud, og jeg tror desværre ikke helt de så konsekvenserne af eksamens udlægning af humaniora. Men jeg har brugt de sidste 5 år på et fag, hvor vi som jøderne hele tiden minder hinanden om, hvordan verden har forfulgt os gennem tiden. (undskyld, hvis denne analogi støder nogen. Som ateist har jeg tit svært ved at finde grænsen.) Derfor slår mine reflekser også til, lige så snart nogen siger noget om form over for indhold.
Så jeg vil sige som min retoriker-venindes skønne barn gør, når tingene går hende imod: Jeg blir vred!
14 Apr 2008
Den retoriske situation er vist overmoden
Jeg kører lidt på panik-speed for tiden. Ej, det er måske så meget sagt. Men jeg er spændt på eksamen, jeg vil gerne give mine elever det sidste boost, og jeg giver den en ekstra skalle her til sidst.
Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)
Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.
Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.
Det gode er, at jeg endelig kan se det store fremskridt med A-niveauholdet. De kan ting, og siger ting, som gør mig stolt. Jeg fandt et sted med free indirect discourse, hvor var det nu? (sagt om Pride & Prejudice) eller the daffodils steal the attention from the water, and that's why he is focusing on them instead of the water. They are far more beautiful than the water is. (Om I Wandered Lonely as a Cloud)
Men de er altså også ved at dejse om af skolegang. De kan ikke mere. De vil snakke, pjatte, gå fra timen og dukke op en halv time senere. Alt andet end at diskutere forskellen mellem The Romantic Age og The Elizabethan Age (og min Darcy forstå dem så udmærket godt, skulle han hilse og sige, når jeg kommer hjem og brokker mig). Jeg forstår dem vel egentlig også lidt - gud, hvor jeg ofte kedede mig i gymnasiet. Især i old. Og tænk på, hvor meget sjov jeg har haft med Cicero og Homer nu.
Men det er dæleme frustrerende! Men jeg må bare indse, at den retoriske situation for at give dem guldkorn for de fleste elevers vedkommende er (mere end) overmoden. I should have done it months ago.
9 Apr 2008
Today is a glorious day!
Endelig!
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
Endelig har jeg fået endelig besked.
Jeg bliver på Stenløse. Jeg får min uddannelsesstilling (som et ERFA-medlem [min retoriker-klike] bemærkede, er der utroligt mange dobbeltkonsonanter i det ord). Jeg bliver pædagogikumkandidat.
Og ikke nok med det: Jeg bliver landets første pædagogikumkandidat med retorik som fag. Og én ud af to retorikkandidater, der underviser i gymnasiet.
Jeg fik den gode nyhed i går, meget hastigt og kun halvvejs inde på rektors kontor. "Det kommer forhåbentlig ikke som en overraskelse?" Nja, det gjorde det vel ikke - men det var da noget af en lettelse at blive 100% sikker! For den seneste uge har budt på utallige analyser af rektor og vicerektors opførsel - hvorfor snakker de ikke til mig? Er det et godt eller et skidt tegn? Burde jeg ikke have kæftet sådan op til sidste PR-møde? Hvad gør jeg egentlig, hvis jeg ikke får stillingen?!? GISP! Hvad gør jeg så???
I går nat toppede jeg med et mareridt om vicerektor, der lagde en skævt kopieret seddel i mit dueslag, hvor der (dels med kinesiske tegn) stod, at jeg ikke skulle komme efter sommerferien.
Så galt gik det heldigvis ikke.
Nu slipper jeg for det ansøgningsmareridt, mine årsvikar-fæller er igennem i disse måneder. "Vi takker for din ansøgning. Da vi fik 428 ansøgninger, har vi ikke mulighed for at vende tilbage til alle. Hvis du ikke har hørt fra os inden for en måned, skal du derfor ikke regne med at have fået jobbet." På trods af lærermangel er det noget af et nåleøje, jeg er sluppet igennem. En uddannelsesstilling er gymnasielærernes X-Factor-finale: Det kræver et vist talent, men meget handler om charme, selvtillid og...hov, jeg har lige siddet med Mr. Darcy og raset over medierne, der er blevet vilde med X-Factor-allusioner (vi tilhører nemlig den lille skare, der IKKE har fulgt med i hammerhajens vej til finalen).
Jeg må hellere slutte her - der ligger 15 grammatikprøver og venter. Life must go on.
Subscribe to:
Posts (Atom)
