Det ser meget godt ud, gør det ikke? Bare følelsen af at være over 100.000 tegn.
Og som vi før har lært i Frk. Flindts søndagsskole, er der 2000 tegn pr. side. Dvs. sige 72,5 siders speciale - ej, lad os sige 74 sider, for jeg har faktisk ikke klippet den foreløbige konklusion ind i det dokument, der hedder Samlet1.
I forgårs begyndte jeg at samle kapitlerne i ét dokument og printe ud, så min mor kunne begynde at læse korrektur. Hun har den grønne pen, og på lørdag kan min kæreste så overtage udprintet og begynde med en rød print. Jeg har planlagt det så snedigt, at han kan læse mit speciale i løbet af weekenden, mens jeg selv læser Harry Potter and the Deathly Hallows. Men shh, han ved det ikke endnu.
Nu lyder det, som om jeg er lige ved at være færdig med Sagprosa - hvad skal vi med det? (tror jeg det kommer til at hedde - men forslag modtages med kyshånd!) Jeg er altså ikke helt så færdig - nu kommer det sure arbejde med at ordne bilag (der bliver vel en 40 sider, fordi jeg har 2x4 undervisningsvejledninger), tjekke alle noter igennem (i uhyggeligt mange står der bilag xx - og de skal jo have et nummer på et tidspunkt) og endelig skal jeg liige have lavet den pentagon grafisk, hvor jeg tilføjer intention i midten. Men OK, det skulle kunne klares i løbet af tre uger.
Husk titelforslag!
18 Jul 2007
15 Jul 2007
Skriveferie!
Det er over en uge siden, jeg har skrevet. Jeg har nemlig befundet mig langt oppe i Jammerbugten uden tv, komfur, centralvarme og da slet ikke noget så moderne som internet. Heldigvis. For det har virkelig været godt for min skrivelyst at holde fem dages pause i Barkær.
I fredags tog jeg så lidt mere sydpå for at holde en uges skriveferie hos mine forældre. De bor meget idyllisk uden for Hadsund:
Dejligt, ikke sandt? Jeg sidder på den terasse, man kan se på billedet, og har altså udsigt til grønne træer, der suser, marken, der snart skal høstes og en flok svaler, der leger i vinden. Tal om poetisk inspiration!
Nu skal jeg godt nok ikke skrive poesi, men gennemskrive 72 siders speciale. Men det kan også godt kræve divine inspiration, kan jeg love dig, kære læser! Men indtil videre går det derudaf. Jeg har gennemlæst og -skrevet kapitel 1 og 2. I dag har jeg så læst kapitel 3, der er den teoretiske gennemgang af Quintilian, Corbett og Kock. For det første var det kedelig genlæsning, for det andet kunne jeg ikke heeelt huske, hvorfor jeg synes det var så genialt at have Corbett med, og for det tredje havde jeg baserede kapitlet på termen prælectio, som jeg siden er gået bort fra at bruge, fordi jeg har fundet ud af, at samtlige teoretikere, der bruger den, faktisk bruger termen forkert. Med andre ord var det sej læsning - men bestemt ikke nyttesløs. Så nu skal jeg til at skrive alle de røde ændringer i dokumentet.
Forresten, det med de løse ender må vi tage hen ad vejen. Eller rettere sagt: Nu tager jeg dem fra en ende af. Det er nemlig meget interessant at læse specialet som et samlet dokument. I kapitel 3 siger jeg, at jeg i kapitel 7 vil vende tilbage til Hillocks' Environmental Learning. Men gør hun det?
God søndag!
I fredags tog jeg så lidt mere sydpå for at holde en uges skriveferie hos mine forældre. De bor meget idyllisk uden for Hadsund:
Dejligt, ikke sandt? Jeg sidder på den terasse, man kan se på billedet, og har altså udsigt til grønne træer, der suser, marken, der snart skal høstes og en flok svaler, der leger i vinden. Tal om poetisk inspiration!
Nu skal jeg godt nok ikke skrive poesi, men gennemskrive 72 siders speciale. Men det kan også godt kræve divine inspiration, kan jeg love dig, kære læser! Men indtil videre går det derudaf. Jeg har gennemlæst og -skrevet kapitel 1 og 2. I dag har jeg så læst kapitel 3, der er den teoretiske gennemgang af Quintilian, Corbett og Kock. For det første var det kedelig genlæsning, for det andet kunne jeg ikke heeelt huske, hvorfor jeg synes det var så genialt at have Corbett med, og for det tredje havde jeg baserede kapitlet på termen prælectio, som jeg siden er gået bort fra at bruge, fordi jeg har fundet ud af, at samtlige teoretikere, der bruger den, faktisk bruger termen forkert. Med andre ord var det sej læsning - men bestemt ikke nyttesløs. Så nu skal jeg til at skrive alle de røde ændringer i dokumentet.
Forresten, det med de løse ender må vi tage hen ad vejen. Eller rettere sagt: Nu tager jeg dem fra en ende af. Det er nemlig meget interessant at læse specialet som et samlet dokument. I kapitel 3 siger jeg, at jeg i kapitel 7 vil vende tilbage til Hillocks' Environmental Learning. Men gør hun det?
God søndag!
6 Jul 2007
Loose ends
I had just started a document called loose ends when I realised this is something I should write about on the blog. Perhaps - hopefully - in my dreams - you will provide me with the needed advice to put the missing pieces in the right places.
Warning! This post may contain words, phrases and thoughts that are unfit for non-rhetoricians.
1. Genre discussion. My whole thesis presupposes my support for explicit genre teaching. Thus, I do what every other good rhetorician does and disagree with Freedman who runs a lost cause in Show and tell?, but who nevertheless gets cited in just about every paper handed in at the Rhetoric Department. So, my question is: I really don't care about this discussion, and I know that my professor and I share the same view: Rhetorical teaching is genre teaching since both is about the function of a text and what to do with it. This makes the discussion superfluous, in my honest opinion. But am I just being a rhetorical prat here?
2. OK, the genre thing kinda made me forget the other loose ends... I'll have to get back to you.
Warning! This post may contain words, phrases and thoughts that are unfit for non-rhetoricians.
1. Genre discussion. My whole thesis presupposes my support for explicit genre teaching. Thus, I do what every other good rhetorician does and disagree with Freedman who runs a lost cause in Show and tell?, but who nevertheless gets cited in just about every paper handed in at the Rhetoric Department. So, my question is: I really don't care about this discussion, and I know that my professor and I share the same view: Rhetorical teaching is genre teaching since both is about the function of a text and what to do with it. This makes the discussion superfluous, in my honest opinion. But am I just being a rhetorical prat here?
2. OK, the genre thing kinda made me forget the other loose ends... I'll have to get back to you.
5 Jul 2007
Yet another chapter
I have just finished the draft of yet another chapter. Chapter 5 is about the advantages of rhetorical reading, 11 pages long and full of references to different theories about rhetoric, EFL, grammar and fun stuff like that. (Yes, I know - but some of us actually do think grammar is fun!)
Now I'm all perky and energized, hence the English post. (I have to be in a special mood to do this in English - otherwise, it feels pretentious and phony.)
With another 11 pages, I must be at about 70 pages by now. And that means that I'll land somewhere at 75 pages with the two remaining chapters.
That means the swamp-o-metre is low today, despite the rain: 10
A 10 because no matter how perky I am right now, I still have this lead-ish feeling in my head. Something huge is holding me down, making sure I don't think of something else than my thesis for too long at a time...
Now I'm all perky and energized, hence the English post. (I have to be in a special mood to do this in English - otherwise, it feels pretentious and phony.)
With another 11 pages, I must be at about 70 pages by now. And that means that I'll land somewhere at 75 pages with the two remaining chapters.
That means the swamp-o-metre is low today, despite the rain: 10
A 10 because no matter how perky I am right now, I still have this lead-ish feeling in my head. Something huge is holding me down, making sure I don't think of something else than my thesis for too long at a time...
3 Jul 2007
Nyt fra hjemmekontoret
I søndags begyndte hjemmekontors-æraen. Min kæreste satte elegant en hylde op over skrivebordet, hvor jeg kan have mine specialebøger stående, så jeg hverken skal bruge mine to bord-kvm til bøger eller løbe ind i stuen, hver gang jeg skal tjekke en note.
"Min kæreste satte en hylde op" - kan det blive mere en kliché? Jeg havde forsvoret, at jeg skulle blive én af de kvinder, der lod mændene om det. Men når man nu selv synes det er kedeligt, og han faktisk synes det er sjovt - what can you do, my friend?
Nå, men vi er her jo ikke for at tale kønsroller, men speciale. Og nu har jeg taget hul på sjette kapitel ud af otte. Jeg sidder og skriver på kapitel 5, der handler om de fordele, der er ved retorisk læsning: Bedre grammatiske evner, sproglig bevidsthed, dannelse, bedre argumentative evner og ikke mindst bedre skriftlige evner.
De sidste to kapitler er konklusion og perspektivering (eller perspectivascious, som det hedder - øh, hed - på NIF), og dem burde jeg kunne skrive i en ruf. Jeg er allerede begyndt på min perspectivascious. Der sker nemlig noget sjovt og frustrerende, når man har været i gang med specialet i fem måneders tid. Man opdager nye veje, nye vinkler og nye perspektiver. PÅ den ene side har man lyst til at skrive om dem alle sammen, men på den anden side orker man bare ikke at ændre retning, sætte sig ind i nyt og bearbejde mere stof. Løsning: et perspektiverende kapitel. Voilà!
"Min kæreste satte en hylde op" - kan det blive mere en kliché? Jeg havde forsvoret, at jeg skulle blive én af de kvinder, der lod mændene om det. Men når man nu selv synes det er kedeligt, og han faktisk synes det er sjovt - what can you do, my friend?
Nå, men vi er her jo ikke for at tale kønsroller, men speciale. Og nu har jeg taget hul på sjette kapitel ud af otte. Jeg sidder og skriver på kapitel 5, der handler om de fordele, der er ved retorisk læsning: Bedre grammatiske evner, sproglig bevidsthed, dannelse, bedre argumentative evner og ikke mindst bedre skriftlige evner.
De sidste to kapitler er konklusion og perspektivering (eller perspectivascious, som det hedder - øh, hed - på NIF), og dem burde jeg kunne skrive i en ruf. Jeg er allerede begyndt på min perspectivascious. Der sker nemlig noget sjovt og frustrerende, når man har været i gang med specialet i fem måneders tid. Man opdager nye veje, nye vinkler og nye perspektiver. PÅ den ene side har man lyst til at skrive om dem alle sammen, men på den anden side orker man bare ikke at ændre retning, sætte sig ind i nyt og bearbejde mere stof. Løsning: et perspektiverende kapitel. Voilà!
Subscribe to:
Posts (Atom)
